Jeg var der næsten aldrig i dagtiden

Rita Nymann, 48, har arbejdet fuld tid hele sit arbejdsliv på nær to år, da hendes to ældste børn var små.

”Det var godt på hjemmefronten. Men fagligt syntes jeg ikke, det var rart,” siger hun om de to år, 1979-81, hvor hun arbejdede 26 timer om ugen.

Hun arbejdede hver anden weekend, og da søndagene gav afspadsering, og hun også gik i nattevagt, var det ikke mange hverdage, hun var i afdelingen i dagtiden.

”Det var svært at følge med, ikke i patienterne og behandlingen, for det kunne jeg læse om i journalen. Men der var for meget andet, jeg ikke havde tjek på,” husker hun.

”Vi fik f.eks. nye termometre, og jeg vidste ikke, hvordan man vaskede dem korrekt af. Eller medicin - jeg måtte hele tiden ind og slå op, når jeg skulle blande.”

Arbejdet blev for surt, og Rita Nymann tog to år som stationssygeplejerske på Grønland. Da hun kom hjem, fik hun fuldtidsarbejde på Thisted Sygehus, hvor hun har arbejdet siden, de sidste ti år i organkirurgisk afdeling K1.

Hun har fire børn, to er flyttet hjemmefra, men de yngste på 14 og 16 bor hjemme endnu. Fire børn og fuld tid lyder måske skrapt, men det kan sagtens fungere, når ens mand er lærer, kommer tidligt hjem på hverdage og har fri i weekenden.

”Vi har prioriteret. Vi har f.eks. haft rengøringshjælp. Og når vi havde fri, så var det børnene, det drejede sig om,” siger Rita Nymann. Hun er efterhånden den eneste sygeplejerske på fuld tid i afdelingen, bortset fra afdelingssygeplejersken og souschefen. I forbindelse med sparerunder er hun to gange blevet spurgt, om hun var interesseret i deltid. Begge gange har hun svaret nej.

”Men samtidig er jeg lidt bekymret for fremtiden. Om fysikken kan holde,” siger hun.

”Jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere træt og skal bruge mere af min fritid til at hvile ud og komme mig over skiftende vagter. Jeg kan også se, at det er gået nedad bakke med normeringen i de ti år, jeg har været her.”

Rita Nymann understreger, at hun er glad for sit arbejde.

”Det er en spændende afdeling med alt fra akutte og elektive patienter og terminale forløb til børn, som bliver opereret for hernier og appendicit.

Det giver stor afveksling i arbejdet og store faglige udfordringer. Og vi har det godt med hinanden. Det kan man se på, at folk har været her i mange år.”