Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygeplejersker støtter kræftpatienter

Hårtab. Det er på sygeplejerskernes initiativ, at kølehættebehandling er blevet afprøvet og indført på Herning Sygehus og amtssygehuset i Herlev.

Sygeplejersken 2004 nr. 24, s. 20

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

For fem år siden var sygeplejerskerne på onkologisk afdeling på amtssygehuset i Herlev ude for, at nogle patienter ønskede at tage til Sverige for at blive behandlet med kølehætter, som angiveligt skullke forhindre hårtab i forbindelse med kemobehandlingen. Sygeplejerske Tommy Henriksen og en kollega tog med patienterne over sundet og kunne ved selvsyn konstatere, at behandlingen virkede, og at det havde stor betydning for patienterne.

”Vi skrev et brev til afdelingsledelsen og begrundede, hvorfor vi gerne ville have lov til at afprøve behandlingen,” fortæller Tommy Henriksen.

Afdelingsledelsen gik videre med anmodningen til sygehusledelsen, som lod sig overtale, bl.a. fordi forudsætningen var, at behandlingen var udgiftsneutral.

På Herning Sygehus havde et par sygeplejersker været til konference og hørt om behandlingen. Afdelingssygeplejerske Anne Margrethe Jørgensen besluttede at få behandlingen demonstreret på afdelingen, og efterfølgende bad sygeplejerskerne om lov til at afprøve kølehætterne. De fik grønt lys fra overlægen på onkologisk afdeling og centerledelsen. Erfaringerne har overbevist Tommy Henriksen om den rent fysiske effekt af behandlingen, men han er blevet mere i tvivl om den emotionelle effekt.

”Det at miste håret er et symbol på, at man er syg, men selv om man ikke mister håret, er man jo stadig lige syg. Angsten for at miste håret har patienten stadig. Det er spørgsmålet om, hvad der er bedst, den usikre lykke eller den sikre ulykke,” siger Tommy Henriksen.