Sygeplejersken
Tvunget ned i tid
Omstrukturering. Ti sygeplejersker mistede timer, da Viborg Amt reducerede fire medicinske sengeafdelinger til tre. Oversygeplejersken gjorde, hvad hun kunne for at gennemføre omstruktureringen på en ordentlig måde. Men det tæller ikke rigtig for den sygeplejerske, der står med et hul i familiens budget.
Sygeplejersken 2004 nr. 24, s. 16-17
Af:
Kirsten Bjørnsson, journalist
Den 1. juni i år gik sygeplejerske Kirsten Hau ned fra fuld tid til 32 timer om måneden. Det var ikke med hendes gode vilje.
Da fire medicinske sengeafdelinger i Thisted og Nykøbing Mors blev reduceret til tre sengeafdelinger i Thisted, måtte ti sygeplejersker gå ned i tid mod deres ønske. Kirsten Hau er en af dem.
Seks sygeplejersker fra de medicinske afdelinger endte med at blive sagt op, men oversygeplejerske Lone Buck var blevet nødt til at sende endnu et par breve ud med opsigelser, hvis hun ikke havde sat de ti sygeplejersker ned med to til fem timer om ugen.
Ønsket om at sikre så mange som muligt et job var dog ikke den eneste grund til, at oversygeplejersken valgte denne løsning.
”Det er weekenderne, der er flaskehalsen,” siger Lone Buck. ”Er der flere på fuld tid, er der færre til at dække ind. Med de opgaver, der er i afdelingen, skal der være et vist antal i weekender og vagter, og man kan ikke arbejde mere end hver anden weekend.”
Den nye afdeling M3, hvor Kirsten Hau er ansat, har 24 senge og speciale i apopleksi- og diabetespatienter. Der er 14 sygeplejersker ansat, hvoraf kun afdelingssygeplejersken, de studerendes vejleder og den tidligere souschef er på fuld tid.
Tilsvarende sengetal og bemanding er der i afdeling M4, som har speciale i lungepatienter og mave-tarmpatienter.
Taget under et er normeringen i de tre sengeafdelinger ikke forringet, men den er anderledes fordelt.
M5, som modtager hjertepatienter og indeholder et akut modtageafsnit, har fået en bedre normering, mens de to øvrige har fået en lidt lavere normering.
”Vi plejer at være seks i dagvagt, nu er vi kun fem. Og hvor dagvagten tidligere var otte timer, er den nu kun syv en halv,” siger de medicinske sygeplejerskers tillidsrepræsentant Benthe Jensen, som selv er ansat i M4.
Det burde ikke kunne mærkes, fordi afdelingen ikke længere modtager akutte patienter. Men siden den fjerde medicinske sengeafdeling blev lukket, har der været massiv overbelægning, og en planlagt ferielukning af seks senge i M4 er meget svær at gennemføre.
Deltid nødvendig
Personalet løber altså stærkere, men den beskårne bemanding betyder også, at det er sværere at få fordelt vagterne.
Side 17
Derfor må timerne fordeles på deltidsstillinger.
”Når der er flere deltidsansatte, er der flere hoveder til at besætte vagterne,” siger Benthe Jensen.
Som tillidsrepræsentant har Benthe Jensen opfordret ledelsen til at se på, om de sygeplejersker, der er sat ned i tid, kan komme op igen, enten fast eller midlertidigt.
Kirsten Hau har endnu ikke skrevet den ansøgning om flere timer, som de berørte sygeplejersker siden er blevet opfordret til at sende.
Hendes mand har taget et bijob for at opveje det, hun går ned i løn, og hun vil først diskutere situationen igennem med ham.
Da hun fik brevet med tilbud om 32 timers ansættelse, var det godt at få en ende på uvisheden. Der var gået over en måned, siden hun havde været til samtale, og alle vidste, at der skulle fyres.
”Så jeg skrev under. Jeg tænkte, enten gør jeg det, eller også har jeg ikke noget job,” siger Kirsten Hau.
Hun havde ønsket M3, fordi hun godt kan lide arbejdet med diabetespatienter, og hun havde ønsket nat og dag som vagttype. Begge dele fik hun. Men arbejdstiden er hun bestemt ikke tilfreds med.
”Jeg har været på fuld tid, siden jeg blev færdiguddannet i 1992, bortset fra en kort periode, da jeg havde fået mit første barn,” siger hun.
Hul i budgettet
Fuld tid fungerer godt for Kirsten Hau og hendes familie. Hun har to drenge på fem og syv, men hendes mand er Falckredder og arbejder i 24-timers vagter, som til gengæld giver megen fritid på hverdage. Gode bedsteforældre træder til, når deres vagter falder sammen. Problemet er økonomien. Både nu og på længere sigt, for den del af pensionsindbetalingerne, hun kommer til at mangle, har hun ikke råd til at betale selv.
”I forvejen syntes vi ikke, vi havde meget at slå til Søren med, ” siger hun.
”Vi har en bil, vi sparer op til at forny, og vi købte hus i 1997. Ikke nyt og heller ikke ældgammelt, men der er alligevel et og andet, der trænger. Det bliver endnu sværere at tage hul på, nu hvor jeg tjener mindre. Det kræver jo også noget at have to drenge i børnehave og skole.”
Hverken Benthe Jensen eller fællestillidsrepræsentant Lisbeth Vernegren vil kritisere ledelsen for den måde, omstruktureringen er håndteret på.
Lisbeth Vernegren, der sad med til alle samtaler med de 88 sygeplejersker fra de fire medicinske afsnit, oplevede, at der blev lyttet. F.eks. da hun sammen med FOAs fællestillidsrepræsentant gjorde indsigelse mod, at nogle medarbejdere blev sat så langt ned i tid, at de ikke ville være berettiget til de fulde dagpenge, hvis de blev arbejdsløse eller gik på efterløn.
”Det her er jo ikke noget, vores ledere selv har besluttet. Det er en politisk beslutning,” siger Benthe Jensen om budgetterne og normeringen.
Lone Buck havde gjort sig mange overvejelser, før hun i efteråret gik i gang med samtalerne med de 88 sygeplejersker.
Før samtalerne fik alle tilsendt en gennemgang af, hvilke kriterier stillingerne ville blive fordelt efter, så de kunne forberede sig på at beskrive deres kvalifikationer og ønsker til afdeling, vagttype og timetal.
Afdelingssygeplejerskerne bidrog med en skriftlig evaluering af de enkelte medarbejdere, og ved samtalerne brugte Lone Buck en guide, for at alle skulle komme hele vejen rundt - ikke kun dem, der var gode til at tale deres sag.
Lone Buck havde på forhånd besluttet, at der skulle være en klinisk underviser på fuld tid i hver afdeling. Og så valgte hun at vægte en sygeplejerskes ønske om afdeling højere end det ønskede timetal.
”Så kan man tilstræbe et højere timetal på et senere tidspunkt, f.eks. ved afløsning eller barsel,” begrunder hun.
”Der kommer til at foregå et stort udviklingsarbejde i afdelingerne, og i det er den enkelte en vigtig del. Så duer det ikke at skifte afdeling efter en måned.”
Træt af det hele
66 af de 88 sygeplejersker fik den afdeling, der var deres førstevalg. Seks fik deres andetvalg.
67 fik det timetal, de ønskede, mens 10 fik færre timer. Fire af dem har allerede fået flere timer igen. I Kirsten Haus afdeling er der også ledige timer, men her er problemet, at de ligger i et barselsvikariat, og dem kan Lone Buck ikke tage af.
”For så står vi hver anden weekend med en aftenvagt, vi ikke kan få dækket.”
Kirsten Hau har noteret sig ledelsens melding om, at de deltidsansatte kan få flere timer i forbindelse med ferie og afløsning.
”Men jeg synes ikke, det er særlig fair. Vi kan få lov til at arbejde ekstra, når de har brug for det. Men vi kan ikke beholde vores fuldtid.”
Hun har fået en opfordring til at skrive en ansøgning til et helt andet job, og det går hun også og overvejer på.
”Jeg har ikke gjort det endnu, for det er ikke inden for sygeplejen,” siger hun.
”Ét sted er jeg nok træt af det hele. Det er ikke bare lønnedgangen. Det sidste år har været turbulent.
Man vidste, at nogle skulle fyres, men vidste ikke, om det blev én selv, eller hvad det hele skulle ende med. Jeg tror, det har påvirket de fleste.
Der er også kommet så mange nye regler. Der er ikke så megen selvbestemmelsesret mere.
Men jeg er jo glad for mit arbejde og mine kolleger. Og det er det fag, jeg har valgt. Jeg er ikke blevet sygeplejerske for at gøre noget andet.”