Videosupervision giver bedre samspil med demente

På et plejehjem var det svært at få en beboer i bad, fordi hun hver gang råbte og gjorde modstand. På et videoklip fortæller beboeren selv med få ord og mimik, hvorfor hun ikke vil i bad: ”fordi de er så uh, uh og det bare går huj, huj.” Hendes ansigt udtrykker stort ubehag.

Ved analyse af videoklippet blev det tydeligt, at beboeren havde brug for, at personalet

• bruger følelsestoner i stemmen

• viser et rart ansigt

• sætter ord på egne og beboerens handlinger og følelser

• venter på beboerens reaktion, inden de går videre.

Da personalet blev bevidst om at bruge de nævnte kommunikationselementer, blev det nemt at bade beboeren. Af og til slår en dement beboer ud efter personalet eller bliver verbalt aggressiv, så personalet føler sig forulempet. Videooptagelserne viser tydeligt, at den hyppigste årsag er, at vedkommende ikke forstår situationen, bliver angst og derfor forsvarer sig ved at slå eller skælde ud.

I kardex står der ofte ”hr. Hansen har atter været aggressiv til morgen.” Der står ikke noget om, at hjælperen igen har været uforudsigelig og for hurtig. Men det er væsentligt at forstå, at vi altid påvirker hinanden i et samspil.

Kunsten i arbejdet med personer med demens er at se, hvilken støtte den enkelte person har brug for i nuet. Den demente person viser nemlig selv, hvor stort behovet for støtte er. Dette behov kan veksle, fordi demente har gode og dårlige dage som alle andre. Desuden har de enkelte beboere hver deres personlighed og livserfaring og er hver deres sted i demensudviklingen.

Ti minutter på video

Det er min erfaring, at Marte Meo-metoden er meget brugbar til at fremme en positiv kommunikation med demente eller finde frem til en konkret løsning på et problem.

Marte Meo-metoden er baseret på videooptagelser. Da grundelementerne i kommunikation gentager sig inden for 5-10 minutter, optages kun 5-10 minutter på video, naturligvis altid med tilladelse fra enten beboeren eller de pårørende.

Mennesker med demens afvikler kompetencer og færdigheder i samme takt, som børn udvikler kompetencer og færdigheder (1). Beboere med demens, der flytter ind på plejehjem i Danmark, er ofte så fremskredne i deres demens, at de fungerer som fem- til toårige børn og nedefter.

Det umiddelbare fokus er ikke at sætte en udvikling i gang hos den demente, som målet er i arbejdet med børn. Fokus er derimod at finde frem til en kommunikationsform, der understøtter den dementes ressourcer. Grundelementerne i kommunikation er de samme livet igennem, og derfor er det de samme grundelementer, som udvikler barnet, og som understøtter det demente menneskes ressourcer. Begge parter er meget afhængige af den person, de er sammen med. Barnet er ved at udvikle et selv, den demente er ved at afvikle et selv. Derfor har begge brug for stabile personer til at spejle sig i.

Analyse af mange videooptagelser af demente på plejehjem og deres samspil med en hjælper i de daglige plejesituationer har vist, hvordan kommunikation med demente skal foregå, for at dagligdagen kan blive positiv både for beboer og hjælper.

Giv ro og tid

På filmene ses ofte en rask hjælper, der med de bedste intentioner vil skynde sig at få en beboer op. Han bliver forvirret og svær at samarbejde med, og situationen ender med at blive uværdig for både hjælper og beboer.

Personer med demens har brug for hjælpere, der udstråler ro, så de ikke bliver presset. Desuden er dementes reaktionstid nedsat, så de skal have tid til at reagere. Nogen gange er det nødvendigt, at hjælperen billedligt talt trækker i bremsen og stopper op for at komme ned i tempo, inden hun går ind til en beboer med demens.

Når personalet siger, at de er nødt til at skynde sig, beder jeg dem om at tage tid på, hvor lang tid det tager at skynde sig og

Side 27 

 få konflikter sammenlignet med at tage det i beboerens tempo og undgå konflikt. Det viser sig, at det tager lige lang tid. Indholdet i det, der siges, opfattes ikke altid af den demente. Det er kroppens holdning, ansigtsudtrykket og stemmeføringen, som personer med demens opfatter og reagerer på. I forhold til den kognitive viden er det følelsesplanet, som beboeren beholder længst, og det er her, man nemmest kan nå mennesker med demens. Mange af de intellektuelle forsvar, som personen tidligere har brugt i samspil med andre, er borte.

Stil ind på beboeren

Ofte sidder eller ligger beboeren ned, og hjælperen står op, så det kan være vanskeligt at komme i en ligeværdig situation. Hjælperen må ned i øjenhøjde, når hun skal sige noget.

Hvis beboeren har svært ved at forstå hjælperen, er det en god ide at gå tæt på. På den måde får den demente nemmere ved at fokusere på hjælperen og forstå det, der bliver sagt.

Selvom den demente har kognitive problemer, er følelserne der stadig. En hjælper, der kun taler i handlingstoner, vil komme til at lyde kommanderende og uvenlig. Beboeren er meget mere tilbøjelig til at følge en hjælper, der bruger følelsestoner.

Man skaber en rar stemning med en behagelig stemmeføring og ved at vise et venligt ansigt. Desuden er det godt at bruge mange ja´er i sproget. En god stemning er grundlaget for, at beboeren selv kan eller tør tage initiativer og bruge de ressourcer, han har. En beboer, som ikke har meget lyst til at blive vasket, lukker af, hvis hjælperen er for overoptimistisk i sit tonefald. Hjælperen skal højst være lige en anelse højere på humørskalaen end beboeren, for at beboeren skal føle sig forstået og respekteret. På video er det tydeligt, at beboeren bliver nærværende, når hans navn nævnes, så hjælperen kan bruge beboerens navn med passende mellemrum. Nævnes navnet i begyndelsen af sætningen, hjælper det beboeren til at fokusere på hjælperen og blive mere opmærksom. Når ens navn nævnes i en positiv sammenhæng, understøttes den enkelte persons nærvær, da navnet er en stor del af personers selvopfattelse.

I enhver kommunikation er der noget, der begynder og slutter. Beboeren skal for eksempel vaskes, have børstet tænder, have tøj på. Når en person er ved at miste overblikket, betyder det ekstra meget, at der er en tydelig struktur, hvilket en klar begyndelse og slutning kan være med til at give: ”Så fik du børstet tænder, nu skal du have håret redt.”

Sæt ord på

En beboer er ved at tage bukser på, og hjælperen siger ”det var det ene ben, og det var det andet ben. Så fik du knappet.”

Når hjælperen sætter ord på det, beboeren gør, understøttes sproget hos personen med demens af, at ordene gentages samtidig med handlingen. Samtidig er ordene med til at fremme beboerens koncentration om situationen, og det er en måde at bekræfte beboeren på. Det er altid nemmest at sætte ord på de positive følelser, f.eks. ”du er i godt humør i dag.” Derimod er det, som om det bliver sværere at benævne dem, når beboeren viser negative følelser. En situation, hvor beboeren ikke vil have bleen af eller ikke vil vaskes, ender ofte med, at hjælperen siger ”vi skynder os at få det overstået.”

Her vil det være nemmere for beboeren, hvis hjælperen sætter

Side 28 

ord på beboerens følelse af, at det ikke er rart. På den måde respekterer hjælperen beboerens følelser frem for at overhøre dem. Når beboeren føler sig forstået og respekteret, har han nemmere ved at klare situationen.

Når hjælperen siger, hvad hun gør, bliver hun forudsigelig for beboeren, som nemmere kan samarbejde. Hjælperen siger” jeg vil lige tage dit ur af,” og beboeren rækker armen frem. Hvis hjælperen ikke havde sagt noget, kunne han ikke række armen frem og samarbejde.

Det kan være vanskeligt at samarbejde med en, der ikke er forudsigelig, og hvis hjælperen begynder at tage natkjolen af uden at sige det, skaber det modstand hos beboeren.

Tal kun om nuet

Den demente lever i nuet. Derfor kan det være vanskeligt for beboeren at følge med, hvis hjælperen taler om alt det, der f.eks. skal ske til påske, samtidig med at han får tøj på. Beboerens ansigt viser en tydelig forvirring, når informationerne ikke hænger sammen med det, der sker i øjeblikket.

Hvis hjælperen nævner flere handlinger på en gang, viser beboerens ansigt også en tydelig forvirring, og situationen kan ofte ende negativt. F.eks. ”nu skal du op og ud på badeværelset og vaskes.” Her nævner hjælperen tre handlinger i en sætning. Siger hun derimod en ting ad gangen og venter på beboerens reaktion, bliver samspillet positivt.

Ofte tror hjælperen, at hun både kan rede sengen, småsnakke og samtidig sætte beboeren til at vaske sig. F.eks. er hjælperen lige blevet færdig med at rede sengen og kommer ud i badeværelset, hvor beboeren sidder ved vasken og skal vaske sig. Hjælperen spørger, om hun skal tørre beboeren, men beboeren siger, at han ikke er våd. Hjælperen opdager ikke, at beboeren slet ikke er kommet i gang med at vaske sig, fordi hun er optaget af at rede seng. Hun ser ikke, at beboeren har mistet evnen til selv at begynde at vaske sig.

Spørgsmål skal kun stilles til de personer, der kan svare, ellers kommer de i defensiven og kan komme til at føle afmagt. Ofte stilles spørgsmål som en form for høflighed og for at vise, at man ikke bestemmer det hele. Men hvis beboeren ikke kan svare, er det mere respektfuldt at sige, hvad han kan gøre i handlingsøjeblikket, så han kan opleve, at han kan gøre det rigtige.

En hjælper spørger f.eks., om beboeren kan svinge benene ud, og det er tydeligt, at han ikke forstår, hvad der bliver sagt. I stedet for at stille spørgsmål kan man blot sige ”nu svinger jeg benene ud.”

Hvis der stilles et spørgsmål, er det nødvendigt at vente, til beboeren har haft mulighed for at svare. Da personer med demens har brug for forlænget tid til at svare, er det vigtigt at vente, til der kommer et svar.

En beboer er ved at vaske sig, og hjælperen står helt afslappet ved siden af og ser venligt på. Hun følger diskret det, han gør, og ser, hvornår beboeren går i stå. Med et venligt ansigt og neutral stemme siger hun, ”du kan smøre dig der” og peger. Beboeren kan selv fortsætte. Beboeren får den støtte, som han har brug for, og hjælperen sikrer sig, at hun ikke kommer til at gøre noget, som beboeren godt selv kan mestre.

Når hjælperen altid går et skridt bag efter den beboer, hun skal hjælpe, er hun sikker på ikke at tage over på områder, som beboeren selv magter. Kommer man til at gå foran, tabes beboeren af syne, og hjælperen kommer nemt til at arbejde ud fra, hvad vedkommende selv synes, ikke ud fra, hvad personen med demens viser at have brug for.

For hjælperen kan det være svært at vente uden selv at gøre noget, især hvis hun i almindelighed har en opfattelse af at skulle hjælpe andre. Men når hjælperen er afslappet, kan beboeren lettere selv slappe af og bruge egne ressourcer.

Når hjælperen har taget et initiativ, er det vigtigt at vente på en reaktion fra beboeren. Det betyder, at den demente får den tid, der er nødvendig for at gå fra tanke til handling.

Nogle gange er der en meget lang latenstid. Det længste, jeg har set, var en situation, hvor en hjælper og tre beboere spiste. Hjælperen spurgte den ene om noget og ventede på en reaktion. Der kom umiddelbart ingen, så hjælperen stillede et nyt spørgsmål til en anden beboer. Efter tre minutter svarede beboeren på det første spørgsmål, men da der var sket andet i mellemtiden, kom svaret til at virke, som om det var ude af sammenhæng, selvom det var relevant.

Det viser, hvor vigtigt det er at kunne vente, for at den enkelte beboers ressourcer kan blive synlige. Men tre minutter er lang tid for en hjælper at vente, og det kan være hårdt arbejde for hjælperen. Tempo og at vente kan være det samme, men ikke altid. Den enkeltes grundtype er forskellig, og en introvert person med demens vil altid kræve et langsommere tempo end en person, der er ekstrovert.

Ofte vil personalet have nemmere ved at komme i kontakt med den ekstroverte person og vil måske være tilbøjelige til at give vedkommende mere opmærksomhed, fordi de selv får mere tilbage i samspillet. Generelt kan det være vanskeligt for hjælperen at komme ned i det langsomme tempo, som ofte kræves i samspillet med introverte personer med demens.

”Du skal have morgenmad. Jeg trækker lige hovedgærdet op.” Beboeren ser lidt forskrækket ud, så hun viser, at tingene går for hurtigt, og at hun kun skal have en besked af gangen. Efter hver besked må hjælperen vente, til beboeren viser, hvornår næste skridt kan tages. Denne beboer skal have alt i langsomt tempo, men forstår så til gengæld også, hvad der sker.

Hjælperen kan mærke, om hun er i det rette tempo, ved at se, om beboeren kan følge med, og om hun ser tilfreds ud.

Sæt ord på

Hjælperen siger ”så fik du vasket dig under armen.” Beboeren begynder selv at vaske den anden arm, og hjælperen siger ”ja, så er det den anden arm.” Når der sættes ord på, støttes sproget, og beboeren bekræftes i det, han gør. En anden form for bekræftelse kunne være et nik eller et smil.

At bekræfte ved at sætte ord på handlingerne gør, at man

Side 29 

kommer ud over at værdilade handlingen, f.eks. ”det var fint.” Værdiladet ros kan få den anden part til at føle, at der bliver talt ned til vedkommende, eller at han skal præstere endnu mere. Da mennesker med demens lever meget i nuet, kan det at dele glæde nu og her, at smile til hinanden og le sammen give beboeren en rar fornemmelse og oplevelse af, at han har det godt. Naturligvis handler det ikke om at le af den demente, men sammen med den demente.

Aktivering af personer med demens kan foregå på mange måder, men det er vigtigt at finde måder, der giver mening for den enkelte beboer. Hvis en beboer kan overskue det samme som et barn på to år, vil mange naturlige anledninger være de daglige omsorgssituationer. Netop den personlige pleje giver hjælper og beboer mulighed for et roligt og positivt samvær, hvor den enkelte beboer kan føle sig set og kan blive følelsesmæssigt fyldt op. Derfor er de daglige omsorgssituationer ikke noget, der skal overstås i en fart, men det tidspunkt, hvor hjælper og beboer kan have et meningsfuldt samvær.

Tre advarselssignaler

Filmene viser, at den demente sender tre signaler, inden han slår eller bliver vred. Det vil sige, at han viser eller siger det, han vil, tre gange på en almindelig måde, inden han slår eller bliver verbalt vred. Dette er ikke specielt for personer med demens, men ses også hos børn. Det sker ofte, at hjælperen ikke bemærker de tre advarsler og oplever beboerens reaktion som lyn fra en klar himmel.

F.eks. blev en hjælper hver morgen verbalt overfuset, når hun skulle hjælpe en beboer med morgentoilettet. På filmen viser beboeren, at han har brug for længere tid til at gøre de enkelte ting. Hjælperen er for hurtig til at hjælpe og uforudsigelig i sine handlinger, da hun ikke sætter ord på det, hun gør. Beboeren viser hver gang, at han giver hende tre advarsler, inden han verbalt skælder ud. Han brummer lavt en gang, så lidt højere og lidt højere, og så kommer det verbale udbrud.

Beboerens vredesudbrud ophørte, da hjælperen blev opmærksom på at vente og se, hvornår beboeren ikke kunne komme videre, og begyndte at sætte ord på egne handlinger. Desuden blev hun opmærksom på signalerne, hun kunne høre dem og vente.

Vis respekt

Når mennesker med demens flytter på plejehjem, flytter de ikke derfra igen, og de er undergivet de ansatte i deres daglige kontakt med andre. Det stiller nogle krav til de ansatte.

Hvis demente skal opleve livsglæde og at blive forstået og respekteret i nuet, er det nødvendigt, at hjælperne kan anvende grundelementerne i kommunikationen. Nogle hjælpere er naturtalenter og har nemt ved at får et godt samarbejde med beboerne. Andre har brug for træning i at se beboerne.

Det kan være svært for en hjælper, der har det positivt sammen med en beboer, at fortælle kolleger, hvad hun konkret gør i samspillet med beboeren, så det også kan blive positivt for andre. Med Marte Meo-metoden får personalet et redskab til at analysere, hvad der sker i den enkelte situation, så de kan give det videre til andre. Der skal altid to til et samspil. Derfor er det væsentligt at se bag om beboerens handlinger og se beboerens intention, når der opstår fejl i kommunikationen.

Sammenligningen mellem børn og demente personer får ofte personalet til at understrege, at demente ikke må behandles som børn. Her viser det sig, at der ligger mange forestillinger hos den enkelte om, hvad det vil sige at blive behandlet som et barn.

Både børn og demente er mennesker og skal behandles med respekt og omsorg. Begge parter skal mødes på det udviklingstrin, de er på, og som de personer, de er, for at kunne bevare deres værdighed og bruge egne ressourcer.

Lone Bakke er Marte Meo-terapeut (licenced supervisor) og selvstændig konsulent. E-mail: lbakke@dadlnet.dk

”I kardex står der ofte ”hr. Hansen har atter været aggressiv til morgen.”

Der står ikke noget om, at hjælperen igen har været uforudsigelig og for hurtig.”

”En beboer, som ikke har meget lyst til at blive vasket, lukker af, hvis hjælperen er for overoptimistisk i sit tonefald. Hjælperen skal højest være lige en anelse højere på humørskalaen end beboeren.”

”For hjælperen kan det være svært at vente uden selv at gøre noget, i sær hvis hun i almindelighed har en opfattelse af at skulle hjælpe andre.”

”Værdiladet ros kan få den anden part til at føle, at der bliver talt ned til vedkommende, eller at han skal præstere endnu mere.”

”Det kan være vanskeligt at samarbejde med en, der ikke er forudsigelig, og hvis hjælperen begynder at tage natkjolen af uden at sige det, skaber det modstand hos beboeren.”

”Den demente lever i nuet. Derfor kan det være vanskeligt for beboeren at følge med, hvis hjælperen taler om alt det, der skal ske til påske, samtidig med at han får tøj på.”

”Filmene viser, at den demente sender tre signaler, inden han slår eller bliver vred.” 

Litteratur

1. Reisberg B. International Psychogeriatries,Volume 11, number 1, March 1999.
2. Kitwood, Tom, En revurdering af demens - personen kommer i første række. Frederikshavn: Dafolo; 1999.
3. Roug, Pernille, Marte Meo i praksis - bedre samspil ved egen kraft. København: Gyldendal; 2002.