Boganmeldelser

Læren om det, der er hos folket

Svend Juul

Epidemiologi og evidens

København: Munksgaard Danmark 2004
255 sider, 288 kr.

Lærebogen er til studerende på videregående sundhedsuddannelser, der deltager i et fem ugers introduktionskursus i epidemiologi. Indholdet sigter mod at gøre de studerende i stand til at læse og kritisk tolke resultater fra videnskabelige undersøgelser, hvor der er anvendt epidemiologiske metoder. Læseren indføres i tolkning af resultater og kan opnå selv at gennemføre beregninger på det basale område. Øvelser i konkrete beregninger anvendes udelukkende som et middel til at øge forståelsen. 

Da bogen er skrevet på baggrund af mange års erfaring med at undervise studerende på det medicinske kandidatstudium er de undersøgelser, der benyttes til øvelser i tolkning af resultater hovedsagelig interessante for lægestuderende, men enkelte af resultaterne har også stor relevans for sygeplejestuderende. I en interessant gennemgang af det historiske forløb omkring vuggedød beskrives f.eks. de artikler, der forelå om udviklingen i hyppigheden af vuggedød, svagheder ved udformningen af de forskellige undersøgelser, og hvorfor man ikke kunne konkludere, at det var farligt at lægge børn til at sove på maven. Konklusionen er, at den intensive indsats fra 1975 til 1991 for at få spædbørn til at sove i maveleje, alene i Danmark formentligt har kostet ca. 1.000 spædbørn livet.

 Eksemplet viser med al tydelighed, hvorfor det er så vigtigt, at anbefalinger for klinisk praksis er baseret på dokumenteret viden, eller at der foretages en systematisk overvågning af konsekvenserne, hvis der ikke foreligger tilstrækkelig dokumentation for en anbefaling. Sproget er let og klart, og der benyttes konsekvent den gængse terminologi inden for epidemiologi. Mange eksempler underbygger emnerne, og kurver og grafik øger forståelsen og viser, hvordan man kan fremstille resultater overskueligt. Grundbegreberne inden for epidemiologi behandles i 12 kapitler, og et minileksikon og et omfattende stikordsregister betyder, at den også kan benyttes til opslag. 

I disse år er det som om, at er der blot den mindste berøring med begrebet ”evidens,” skal ordet indgå i bogtitlen, som det også gør her. Man skuffes imidlertid, hvis man vil læse noget konkret om evidens, som kun behandles på få sider. Det er faktisk synd, da indholdet netop er beregnet til at gøre læseren i stand til at gennemskue den videnskabelige evidens, som er en del af det totale evidens begreb. Epidemiologi betyder ”læren om det, der er hos folket.” Dvs. forhold, der har betydning for menneskers helbredsforhold og sundhed. Epidemiologi er derfor et yderst relevant fag for sygeplejersker at beskæftige sig med. Bogen kan med fordel benyttes i undervisning af sygeplejestuderende, sygeplejersker på diplom-, master- og kandidatuddannelser, da den her præsenterede grundlæggende viden er et absolut minimum for at kunne forstå tankegangen i og resultater fra epidemiologiske undersøgelser. 

Af Preben Ulrich Pedersen, sygeplejerske, ph.d., forsker på Hjertecentret, Rigshospitalet. 

En grum historie

Kirsten Søndergaard Jensen

Englemagersken Dagmar Overby

Risskov: Forlaget Ådalen, 2004
286 sider, 248 kr. 

”Englemagersken” er en grum historie om mord på småbørn og spæde. Hovedpersonen er den historiske Dagmar Overby, som i årene omkring 1920 myrdede et ukendt antal børn og skaffede sig af med ligene bl.a. ved at brænde dem i sin kakkelovn. Man ved ikke så forfærdelig meget om Dagmar Overby, der fik en dødsdom i 1921 omstødt til livsvarigt fængsel. Hun kom fra en små kår, havde selv børn og kvalte muligvis også et af dem, flyttede rundt og boede med forskellige mænd. Ved mentalundersøgelsen fandt psykiateren ingen tegn på sindssyge, men betegnede hende som psykopat, uærlig og defekt. 

Motiverne til mordene er ikke klare, men da Dagmar Overby averterede efter plejebørn og også foregav at skaffe gode plejefamilier til uønskede børn mod passende betaling, er et økonomisk motiv nærliggende. 

Det gik også strygende. Den ene ulykkelige, ugifte unge mor efter den anden afleverede barn og børnebidrag til Dagmar, der dårligt nok nåede hjem, før hun kvalte børnene med koldt blod. Angiveligt 25 børn, inden en ulykkelig moder, der forgæves havde prøvet at få sit barn igen, gik til politiet. 

”Englemagersken” er en roman, som bygger på avisartikler og domsprotokoller. Forfatteren er sygeplejerske, hvilket er grunden til, at den er havnet på redaktionen Sygeplejersken, for den handler på ingen måde om sygepleje. Karen Søndergaard Jensen har prøvet at tænke sig ind i personer og begivenheder for at give et bud på, hvad der drev dem, og hvordan mordhistorien kunne udvikle sig. Det er delvis lykkedes. 

Hændelsesforløbet og det sociale miljø er beskrevet troværdigt, mens de psykologiske portrætter ikke overbeviser. Bipersonerne er udviskede og svære at skelne fra hinanden, og der er ikke mange sider, hvor Dagmar Overbys ”varme smil” ikke nævnes. 

Det overbeviser ikke mig om, at Dagmar havde en særlig evne til at skabe tillid, og det stemmer ikke overens med det, der skrives om mentalundersøgelse, forhør og retssag, og som formentlig til en vis grad kan dokumenteres. 

Jeg tror snarere, at ulykkelige kvinder på randen af udstødelse, skam, deroute og pint ved tanken om at skulle give afkald på deres barn, har været nødt til at fortrænge ethvert tegn på griskhed og kynisme hos den kvinde, de har været nødt til at søge om hjælp hos og overlade deres barn til. Det er den virkelig grumme historie. 

Dagmar Overby sagen førte til ændring af lovgivningen om plejebørn og bragte enlige mødres forhold på dagsordenen. Det gør selve historien relevant også for sygeplejersker i dag. 

Derfor er genren særlig problematisk. Her skelnes ikke mellem fakta og fantasi. 

Af Anne Vesterdal, sygeplejerske i redaktionen Sygeplejersken.

Nyt pædagogisk værktøj til klinikken

Henriette Mabeck
DSI rapport 2004, 03

Anvendelse af e-learning Forventninger og erfaringer i Sundhedsvæsenet

København: DSI Institut for Sundhedsvæsen 2004
102 sider, ca. 150 kr. 

Rapporten forsøger at vurdere, om e-læring er et relevant værktøj i to sammenhænge: Introduktion og oplæring i brug af den elektroniske patientjournal (EPJ) og vedligeholdelse af kliniske færdigheder. Der opstilles også en model for brugeruddannelse. 

Designet er hypotesetestende, og metodefremstillingen er overskuelig og udmærker sig ved en høj gennemsigtighed i datamaterialet, der stammer fra litteraturstudier, spørgeskemaer og kvalitative interviews. Opsummering af anbefalinger fra andre projekter er god. Litteraturlisten er omfattende og relevant og giver et godt afsæt for videre læsning. 

Disponeringen af afsnittene er sine steder rodet med pludselige skift mellem undersøgelsens foci, metodebeskrivelser og resultatfremstillinger. Rapporten ville også have haft godt af korrekturlæsning for stavefejl, løsrevne sætninger og manglende noter. 

E-læringens fulde potentiale fremstilles ikke, fordi der anvendes en meget snæver definition af e-læring. Flere pædagogiske teorier beskrives, men E. Wengers teori om kollaborativ læring inddrages ikke eksplicit i forhold til organisering af e-læringsforløb, selvom bogen er på litteraturlisten. Teorien understøtter en tænkning, hvor læringens kontekstuelle og sociale karakter indgår som væsentlige elementer, hvilket også efterlyses af respondenterne. Overraskende er postulatet om, at det er betydningsfuldt for udbyttet, at plejepersonale har kollegialt samvær under læringsforløb, men at læger ikke har samme behov. 

Konklusionerne er på nogle punkter letkøbte. Man kan ikke på basis af de givne data kategorisk konkludere, at e-læring ikke kan anvendes til at forbedre medarbejdernes viden om informationsteknologi (IT). Konklusionen hænger til dels sammen med den snævre definition på e-læring, der udelukker en bred vifte af læringssituationer, hvor elektroniske læremidler og metoder indgår. 

Der kan også stilles spørgsmål ved visse af konklusionernes holdbarhed. I undersøgelsen om egenvurdering af IT-niveau spørges f.eks.: ”Hvordan var din erfaring med brug af PC før E-kurset?” Der spørges hvordan, mens svarkategorierne er: ”meget,” ”lidt,” ”ingen” erfaring. Der burde være spurgt til hvor stor. Der korrigeres heller ikke for, at respondenterne svarer efter det kursus, de lige har gennemført. Det betyder, at de ikke nødvendigvis svarer på det, der spørges om, den daglige brug af IT.

De generelle IT-kompetencer kunne have været målt op mod kriterierne i det alment anerkendte IT-kørekort. Undersøgelsen slører en erfaring, man har gjort sig andre steder ved afdækning af faktiske IT-kompetencer i relation til e-læringsforløb. Kursister vurderer ofte sig selv mere IT-kompetente, end de faktisk er. Jeg savner også en bredere model for brugeruddannelse, der i højere grad medtænker dynamikken i forandring af arbejdsgange som konsekvens af indførelse af IT. 

Trods disse indvendinger har rapporten bred anvendelighed for flere målgrupper: Hospitalernes ledelser på alle niveauer, IT- og uddannelsesafdelinger, og projektledere ved indførelse af EPJ. 

Der er gode råd til at undgå de værste organisatoriske fælder, når e-læring indføres i den kliniske hverdag. 

På sygeplejeskolerne er bogen meget anvendelig, og ved forskning kan den indgå i drøftelserne om brug af klassiske metoder, opsætning af spørgeskemaer og formidling. I informatik kan den bruges til drøftelser af den kompleksitet, EPJ medfører i hospitalsvæsenet, interessenternes indstillinger og i diskussionen om e-læring som metode til vedligeholdelse af kompetencer.

Af Raymond Kolbæk, sygeplejelærer, cand.cur.