Dilemma: Skulle jeg have sagt det?

Illustration: Bodil Molich

Denne historie foregår på en medicinsk afdeling, hvor min faster, Nina Pedersen, lige er sovet ind. 

I løbet af fire uger døde hun af cancer i lungerne med metastaser til hjernen og nok også til nyrerne. Hun var meget forvirret, ked af det og ved bevidsthed, indtil en uge før hun døde. Hun nåede ikke selv at finde ud af, hvad hun fejlede. Det vidste vi først til sidst i forløbet.

En aften ca. halvvejs i forløbet, hvor jeg var på besøg, kom en fortravlet ung aftensygeplejerske ind på stuen og sagde: ”Jeg måler lige din temperatur og dit blodtryk.” Hun tager Ninas arm og går i gang.

Nina forsøgte at skabe kontakt til sygeplejersken: ”Gider du skifte det bind, jeg har her, det er vådt.” (Hun har et net over sin venflon, den er ikke i brug). 

Sygeplejersken svarer ikke, men siger: ”Lig stille med armen” og måler blodtryk og temperatur. 

Hun forlader stuen uden at sige eller gøre mere. Hun fortæller aldrig Nina, hvad hendes temperatur og blodtryk var. Det ville have opmuntret Nina at vide, hun ikke havde feber, og at blodtrykket var i orden. Jeg talte selvfølgelig med Nina om det bagefter, men aldrig med den sygeplejerske, der havde behandlet min faster så dårligt. Mit dilemma var om jeg skulle blande mig. Set i bakspejlet, så er jeg ked af, jeg ikke sagde noget på en pæn måde. Hvad mener du? Skulle fasters sygeplejerske have haft ren besked? Hvorfor? Hvordan? 

Berit Frost er primærsygeplejerske på Stevns

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 27 2004   

Langt væk fra virksomhedsfeltet

Helt bestemt skulle der i den forbindelse have været sagt noget. For mig at se er denne fortravlede aftensygeplejerske ikke sig bevidst om sit virksomhedsfelt. Et af punkterne under sygeplejerskens virksomhedsfelt er netop: ”At udføre sygepleje.” Herunder skal sygeplejersken bl.a. yde en professionel omsorg, der tager udgangspunkt i patienten, samt kunne kommunikere og samarbejde med patienter og pårørende på en måde, der er præget af tillid og engagement. Samtidig ligger det i sygeplejerskens virksomhedsfelt, at hun skal drage respektfuld omsorg for dødende. Jeg finder ikke, at nogle af disse kriterier er blevet opfyldt, og forstår godt de pårørendes følelser. 

For mig at se lader hun Nina være tilbage med en følelse af utryghed, og ubesvaret spørgsmål om bl.a. værdierne af hendes blodtryk og temperatur. Jeg synes ikke, at sygeplejersken formår at identificere og bedømme Ninas behov for omsorg i denne situation. 

Denne sygeplejerske arbejder langt væk fra sit virksomhedsfelt og burde måske få det genopfrisket hurtigt. 

Det er kun rimeligt, at de pårørende havde taget personligt fat i aftensygeplejersken for at fortælle, hvorledes de oplevede situationen. Herved kunne hun måske været blevet sig bevidst om sine fejl og dermed forhåbentligt undgå at gøre det igen. 

Sarah Emilie Pedersen, sygeplejestuderende, Den Sønderjyske Sygeplejeskole..

Den er gal med menneskesynet 

Det er en behandling, der i første omgang fremkalder vrede. Samtidig kender jeg godt mine egne reaktioner, når jeg er presset. Jeg synes dog alligevel, at vi som sygeplejersker har en forpligtigelse til, når vi påbegynder en kontakt/behandling med en patient, at gøre det ordentligt i forhold til faglighed, etik og arbejdsforhold. Hermed mener jeg, at hvis sygeplejersken på et givet tidspunkt ikke har tid til den temperaturmåling og blodtryksmåling, således at hun informerer om, hvorfor det skal tages, hvad resultatet og hvilke konsekvenser det evt. har, så burde hun vente til senere. Det fremgår jo, at det ikke var akut, så hun kunne have ventet, til hun havde bedre tid, og den besøgende måske var gået. 

At sygeplejersken fuldstændig ignorerer, at patienten beder om at få skiftet forbindingen omkring sin venflon, er helt uhørt. Dels er der den faglige observation, som hun bør foretage, dels er det ubehageligt for patienten at ligge med en våd forbinding, og det er vel det, hun prøver at sige. Som pårørende havde jeg måske forsøgt at gentage det, patienten havde sagt måske lidt mere direkte og spørge om, hvilke værdier hun fik målt. Hvis hun stadig ikke havde taget sig tid til at lytte til patienten og skifte forbindingen, ville jeg have tilbudt at gøre det, hvis hun fandt materialerne frem. 

For en patient med en letal diagnose, hvad sygeplejersken formentlig har vidst, mangler hun helt den menneskelige dimension i sin sygepleje og burde egentlig slet ikke arbejde på sådan en afdeling, hvor kommunikation jo er et af de vigtigste redskaber. Der findes jo afdelinger, hvor man ikke behøver at kommunikere ret meget. I hvert fald er der noget galt i hele hendes fremtoning, som afspejler et menneskesyn, der ikke er foreneligt med plejen af cancerpatienter. Uanset hvor travlt vi har, er vi nødt til at være mentalt til stede, når denne kategori af patienter har brug for os. Det er et spørgsmål om planlægning. 

Helle Skot-Hansen, hjemmesygeplejerske ved Døgnplejen Sydbornholm. 

Apparatfejls-sygeplejerske 

Først en kondolance. Og så som svar på dit spørgsmål om du skulle blande dig: Selvfølgelig skulle du det. Du er vidne til en sygeplejerske, som handler ud fra apparatfejlsmodellen. Ved at blande dig kunne du give hende mulighed for konstruktivt at se på egen arbejdsgang og (måske) via refleksion blive mere omsorgsfuld. Nu er dit spørgsmål også, hvordan? Du kunne på vegne af din faster støtte hende i at få svar på sit spørgsmål ved at

1. Gentage spørgsmålet. Blot lidt højere. Måske hørte hun det ikke? Dernæst, hvis den ønskede effekt ikke blev opnået:
2. Spørge om hun har tid at vende tilbage på stuen senere og tale med din faster igen om det våde bind og værdierne, da hun muligvis har travlt nu?
3. Tilbyde din hjælp med at skifte det våde bind om venflonen, og endelig:
4. Gå efter sygeplejersken og uden for stuen være mere direkte og bede hende tage sig tid til at lytte til din faster nu mm.

Jeg mener, vi skal turde ruske op i hinanden. Vi skal kunne tåle at give og modtage kritik på en konstruktiv måde, både når vi som privatpersoner eller professionelt bliver inddraget i omsorgssvigt. Held og lykke videre frem. 

Lone Bonde Nielsen, konsultationssygeplejerske i Kolding.