Klassens time om døden

Mange børn oplever døden på et tidligt tidspunkt i deres liv. Det kan være på nært hold, hvis et familiemedlem dør, eller mere på afstand gennem fjernsyn og andre medier. Uanset hvordan og i hvilken sammenhæng døden opleves, rejser den naturligt nok en række spørgsmål, som også voksne kan have svært ved at svare på og tage stilling til. 

Hvert år mister 4.000 danske børn forældre. De senere år er der kommet mere fokus på disse børns situation. Der er gennemført oplysningsarbejde, bl.a. gennem Kræftens Bekæmpelse, og mange skoler og daginstitutioner landet over har udarbejdet beredskabsplaner for, hvordan voksne kan agere hensigtsmæssigt og støtte følelsesmæssigt, når et barn eller en gruppe børn kommer ud for en voldsom hændelse, f.eks. ved tab af en far eller mor.

Århus Kommune har en sundhedspolitik med hovedvægten på sundhedsfremme og handlekompetence. Her indgår bl.a. temaet sorg.

Som en del af Århus Kommunes handleplan kan jeg kontaktes som sygeplejerske med en efteruddannelse fra Kemplerinstituttet, bl.a. når det gælder sorg og krisebearbejdning.

Jeg er tilknyttet folkeskolerne i Århus Kommune. Der arbejder jeg med, hvordan man møder børn, der har oplevet sorg ved personlige tab. Ofte består dette arbejde i at undervise i klasser, hvor der er flere børn, der har mistet forældre, søskende eller lidt andre tab.

Godt med spontane følelser

Når jeg er blevet inviteret til at undervise i en klasse, hvor et eller flere børn har oplevet tab, er det som professionel sygeplejerske, jeg kommer. Ofte er der en mere eller mindre udtalt forventning om, at jeg må kunne tale med børnene om de svære ting, og at det er meget vigtigt, at børnene kommer ud med deres følelser.

En af problemstillingerne ved dette arbejde er, hvordan man bedst kan tage hensyn til børnene, så de ikke krænkes. F.eks. kan man gennem kontakten med børnenes tab overvældes af sine egne følelser og derved ikke være til stor hjælp.

Som voksen kan man også komme til at bestemme for meget om, hvordan og hvornår børnene skal tale om deres tab. Det kan være i folkeskolen i bestemte timer i en klasse. Børnene har ikke mulighed for at sige nej, men deltager måske, fordi det forventes.

Supervision og samtale med andre voksne er nødvendige redskaber for at afbalancere sine egne følelser. Når den voksne er tryg ved sig selv og det, vedkommende taler om, bliver børnene det også.

Det er min erfaring, at jeg når bedst ind til børnene og ikke overskrider deres grænser ved at være meget konkret i min undervisning og lade deres refleksioner og følelser komme spontant til udtryk, uden at jeg skal stille for mange spørgsmål og bore for meget.

Jeg forsøger for det første at skildre de håndgribelige ting: Hvad sker der med vores krop, når vi dør? Hvad er en begravelse eller en bisættelse?

Men også de mere uhåndgribelige: Hvor bliver livet af, når vi dør? Hvad er det, vi sørger over, når et menneske dør?

En af de uforglemmelige oplevelser, jeg synes, man kan lære meget af, havde jeg i en klasse med yngre skolebørn, hvor flere af børnene havde haft tab i de nære relationer.

Klasselæreren havde kontaktet mig og bedt mig komme og

Side 46 

fortælle om, hvad der sker, når folk dør. Jeg vil gerne give min oplevelse videre. Dels fordi den trods det alvorlige emne var positiv. Dels for at vise hvordan man enkelt og konkret kan gribe an at skulle tale med børn om et vanskeligt emne.

Jeg ankom i god tid for at hilse på klassens lærere, som skulle med til min undervisning. Vi fulgtes ad til klasseværelset, hvor børnene ventede.

Det er specielt at sidde overfor 20 elever, der skal præsenteres for mit to timers program om livet og døden, og jeg var spændt på udfaldet. Hvordan ville de modtage det?

Allerførst præsenterede jeg mig selv ved at gå rundt og give hver enkelt elev hånden til goddag. Det er en dejlig fornemmelse at se alle børnene ind i øjnene og dermed få kontakt.

Bagefter gik jeg til katederet, hvor jeg præsenterede mig selv og læste bogen ”Der var engang vi ikke var her” af Anne Jacobsen højt, en bog om døden for børn.

Efterfølgende blev børnene spurgt, om de ønskede en pause. Det gjorde de ikke. Jeg har erfaring for, at emnet kan være svært at rumme, så der skal være mulighed for eftertanke.

Jeg oplevede børnene som opmærksomme, interesserede og engagerede. De fulgte med i alt, hvad jeg sagde. Derfor fortsatte jeg og fortalte om, hvordan jeg selv havde oplevet døden:

Da jeg var barn, og indtil jeg begyndte på sygeplejeskolen 26 år gammel, var døden nærmest et tabu. Jeg fornemmede instinktivt, at jeg ikke skulle stille spørgsmål om emnet, og derfor lod jeg være. Døden med alt, hvad den indebar, var ukendt for mig, indtil jeg blev sygeplejeelev.

Sådan ser en død ud

Som sygeplejeelev var jeg derfor nervøs, da jeg allerførste gang skulle se en død person, et lig, som jeg skulle røre ved. Sammen med en kollega skulle jeg gøre den døde i stand. Jeg havde hjertebanken og svedte og havde mest lyst til at sige fra, men netop dette var en del af sygeplejerskens arbejde.

Efter mange år i faget er jeg blevet mere tryg ved døden og tanken om døden. Jeg har set og arbejdet med mange døende og døde mennesker. Jeg har selv mistet familiemedlemmer og været livstruende syg. Jeg tror, man skal være gammel for at vænne sig til døden.

Men jeg var bange i begyndelsen, fordi ingen havde talt med mig om, hvordan døden så ud. Jeg var utryg ved at skulle røre ved et dødt menneske, fordi jeg ikke kendte fornemmelsen, udseendet og lugten.

Derfor fortalte jeg børnene, hvordan døde mennesker ser ud, lugter og føles.

Jeg fortalte bl.a., at når et menneske lige er dødt, er det varmt, ca. 37 grader, men at det bliver koldt efter et stykke tid. Huden er voksbleg, der er ingen puls, ingen liv. Næseborene er helt stille, der er ingen luft ud af næsen. Ingen brystkasse, der bevæger sig, intet hjerte, der slår, ingen bevægelser fra øjenlågene. Huden bliver blå, fordi blodet synker ned til det laveste punkt i kroppen. Ligesom når sukker synker ned på bunden af et glas vand. Hvis man rører i glasset med en ske, bliver sukkeret hvirvlet op, ligesom blod, der strømmer rundt i årerne, når hjertet slår.

Jeg forklarede også, hvordan vi behandler døde mennesker på sygehuset og i hjemmet praktisk og følelsesmæssigt.

Bl.a. om at den døde bliver vasket, får en tåseddel på, fordi den døde kommer i et køleskab med hovedet forrest, og for at være sikker på, at det også er den person, der er død. At øjnene lukkes, og at hagen eventuelt bindes op med et klæde for at undgå, at kæben stivner, mens munden står åben. De pårørende kender ikke deres afdøde med åben mund.

Men også, at jeg kan blive berørt, når en patient dør, men ikke lige så ked af det, som hvis en fra min egen familie døde. Hvis der ikke var en forskel, ville jeg ikke kunne være professionel sygeplejerske. Det kunne børnene godt forstå.

Min erfaring er, at hvis man skal have børns tillid, må man vise dem, hvem man selv er.

Far blev kun 39 år

Jeg fik følgende kommentarer fra børnene:

”Er det bare sådan, det er? Jeg troede, vi skulle tale om noget sørgeligt, og så blev det bare helt almindeligt.”

Hele klassen tilsluttede sig dette.

En anden fortalte, at hendes onkel havde hængt sig, og at hun ikke måtte få noget at vide om det af de voksne. Alligevel vidste hun, at der var sket noget forfærdeligt.

Hun sagde: ”Hvor er det dejligt, det, du har fortalt. Nu falder brikkerne på plads inde i mit hoved og giver mig ro.”

Jeg fortalte om min farmor, som døde, da jeg var over 20 år. Jeg savner hende stadig, men hun bor i mit hjerte, hvorfra jeg tager hende frem, når jeg vil tale med hende.

”Åh,” sagde en pige helt spontant. ”Jeg har ikke vidst, hvad jeg skulle gøre ved min døde hund, men nu er den flyttet ind.”

En dreng fortalte, at han var blevet podet i halsen.

Han havde ikke mistet nogen, men kendte godt min arbejdsplads på den måde. Derved blev han en del af både klassens erfaring og mit job.

En anden dreng sagde:

”Min far blev kun 39 år. Hvor er det sørgeligt.”

Jeg gav ham ret.

Til læreren sagde han senere: ”Jeg er så glad, for nu ved jeg, hvad der sker med de døde, når de kommer ind på sygehuset.”

Når den døde vendes for at blive vasket på ryggen, er der måske en rest luft i maven eller lungerne, der bliver presset ud. Derfor kan det lyde, som om han foretager en udånding. Af samme grund - og fordi alle organerne slapper af - kan vedkommende også prutte, have afføring eller tisse.

De oplysninger resulterede i fnisen og højlydte bemærkninger: ”Adhh, hvor ulækkert.”

Et barn sagde: ”Det ville jeg godt nok blive forskrækket over.”

Da jeg sagde tak, fordi jeg måtte komme, svarede en dreng: ”Det er da os, der takker.”

Jeg er dybt rørt over deres kommentarer. Ud af 20 børn var der ingen, som ikke havde noget at sige.

Ulla Schäfer er konsultationssygeplejerske i en lægepraksis i Århus og konsulent i SSP, Århus Kommune. Hun har den pædagogiske diplomuddannelse i psykologi.

Anbefalet litteratur

1. Jacobsen A, Der var engang vi ikke var her - En bog om døden for børn. København: Hans Reitzels Forlag; 2002.
2. Davidsen-Nielsen M, Leick N. Den nødvendige smerte. - Om sorg, sorgterapi og kriseintervention. København: Socialpædagogisk Bibliotek; 1997.
3. Dyregrov, A. Sorg hos børn - en håndbog for voksne. København: Dansk psykologisk Forlag; 2000.
4. Hillgaard, L. et al. Sorg og krise. København: Socialpædagogisk Bibliotek; 1997.
5. Jacobsen, A. Der var engang, vi ikke var her. København: Hans Reitzels Forlag; 2002.