Ude i kulden

Foto: Morten Nissen

Som mobbeoffer risikerer man at få ødelagt sit selvværd og få langvarige psykiske mén. At miste arbejdet og det gode økonomiske fundament. At få det så dårligt, at man glider helt ud af faget og bliver klient i det sociale system. Familien og kollegerne, som er vidner til mobningen, bliver også berørt.

Sygeplejerskerne i de følgende tre beretninger har valgt at fremstå anonymt, da de ikke har lyst til at blive genkendt, men deres identitet er redaktionen bekendt. Flere er meget medtagne af mobbesagerne og begynder at græde, når de skal fortælle om hændelserne, som ikke ligger langt tilbage. Nogle har fået hjælp af sagsbehandlere fra Dansk Sygeplejeråds lokale amtskredse i forbindelse med en sygemelding eller som bisiddere til tjenstlige samtaler.

Berit

Berit fik arbejde som sundhedsplejerske i provinsen. Hun følte, at hendes to nye sundhedsplejerske-kolleger overtrådte hendes grænser og nedgjorde hende for alt, hvad hun stod for både fagligt og personligt.

”Mine meninger blev opfattet som, at jeg var negativ. De kommenterede den måde, jeg så ud på, min udstråling. Der blev bl.a. sagt, at jeg var grim at kigge på, at jeg lugtede.”

Berit havde det svært med omgangsformen på arbejdspladsen, der mindede mest om et venindeforhold, som var styret af en kollega. Denne kollega havde store problemer i sit privatliv, og hun fyldte meget på arbejdspladsen.

”Hvis hun ikke fik det, som hun ville have det, så begyndte hun at græde, og alle tog store hensyn til hende, inklusive min leder. Til en MUS-samtale talte jeg med min leder om problemerne med min kollega, og hendes kommentar var ”du skal ikke tage dig af hende, hun har det så dårligt.” Jeg tror, at min leders vage holdning har en stor del af skylden for, at jeg ikke fik sagt ordentligt fra over for den måde, jeg blev behandlet på. Min leder bad mig jo faktisk om ikke at bruge de redskaber, jeg ellers ville have brugt. Jeg har normalt ikke problemer med at sige fra,” siger Berit.

Hun oplevede, at de regler, der gjaldt for hendes kolleger, ikke gjaldt for hende. I fem år kom hun aldrig på kurser, og flere gange var hun ude for, at de familier, hun var sundhedsplejerske for, blev taget fra hende, uden hun blev hørt.

”Mit selvværd var så lavt, og det påvirkede min udstråling. Der var kolleger, der vendte sig om og gik, mens jeg talte til dem, de havde ingen respekt for mig. Inden de tværfaglige møder fik jeg angstanfald ved tanken om at skulle sidde i en rundkreds og tale. Jeg følte ikke, at jeg var noget værd. Til sidst syntes de vel, at jeg var underlig. Vendepunktet kom, da den skolelæge, der var tilknyttet kommunen, sagde til mig, at jeg skulle se at komme væk. At det ikke var mig, der var noget i vejen med, men arbejdspladsen. På det tidspunkt havde jeg udviklet en depression, og min læge sygemeldte mig.”

Berit sammenligner de traumer, hun pådrog sig, med de symptomer torturofre beretter om. Om ikke at kunne lære, ikke at kunne mærke sine sanser, have

Side 9 

svært ved at bevæge sig, om søvnløshed, om vægttab, gråd og om at miste tilliden til andre mennesker.

Hun blev afskediget i forbindelse med en nedskæringsrunde, og det betragter hun som sin redning. I dag har hun et nyt arbejde, hvor hun trives. Hun kan igen gå forbi sin gamle arbejdsplads uden at opleve flash-back og få det dårligt.

”Jeg har dog stadig men. Når jeg bliver udsat for kritik, bliver jeg ked af det og får lyst til at græde.”

”Jeg har lært meget af det her, men den pris, jeg og min familie har betalt, har været alt for høj. Mit råd til andre er, at man aldrig må lade det komme så langt ud. Man skal tale med nogen om det og søge hjælp,” siger hun.

Bente

Bente protesterede, da hendes leder bad sundhedsplejerskerne påtage sig flere opgaver som led i en sparerunde - uden at komme med forslag til, hvilke opgaver der skulle nedprioriteres.

Bente kom selv med forslag til en prioriteringsliste, men lederen nægtede at lytte til hende.

”Jeg ville have min leder til at melde klart ud, hvilke opgaver der skulle nedprioriteres. Han fik det drejet til, at det var mig, der nægtede at udføre mine opgaver, men det var ikke rigtigt. Det er lederens ret at bestemme, hvilke opgaver jeg skal udføre, men det er min ret at sige fra, hvis jeg ikke kan nå alle de opgaver, jeg bliver pålagt,” siger Bente.

Hun mener, at lederen chikanerede hende ved at pålægge hende ekstra mange opgaver. Hun fik f.eks. ansvaret for fem skoler, hvor en kollega kun fik ansvaret for én.

”Jeg argumenterede ved at fremlægge tal og analyser over min arbejdstid, men han ville ikke høre på mig. Det var ikke min intention at få flyttet flere opgaver over på mine kolleger, men jeg ville ikke tage ansvaret for kommunens besparelser og skære med på ydelserne til familierne, uden at kommunen meldte klart ud, at det var sådan, man ville prioritere.”

Hun valgte at klage over sundhedsplejerskernes arbejdsvilkår højere op i kommunen og til det politiske system.

”Jeg blev ikke taget alvorligt. Ingen ville høre på mine argumenter. Der blev talt bag min ryg, og min leder nedgjorde mig foran mine kolleger. Til et møde sagde han, at han ikke kunne forstå, hvordan mine kolleger kunne holde ud at arbejde sammen med sådan en som mig.

En dag skubbede han mig ud af døren og låste den, da jeg var på vej hen imod ham med nogle papirer i hånden.”

Bente blev kaldt til en tjenstlig samtale, men blev syg og tog derefter på ferie. Da hun kom hjem, lå der et brev i postkassen med en tjenstlig irettesættelse.

”Det var usande påstande, som gik på, at jeg nægtede at udføre mine opgaver. Dansk Sygeplejeråd kom ind i sagen, og efter fem-seks skrivelser frem og tilbage måtte kommunen trække irettesættelsen tilbage.”

Bente tabte sig, og hun følte sig dårligt tilpas. Hun blev i en periode sygemeldt med stresssymptomer som søvnproblemer og forhøjet blodtryk. Hendes læge henviste hende til arbejdsmedicinsk klinik.

Tilbage på arbejdet erfarede Bente, at hendes kolleger havde godkendt den ulige arbejdsfordeling, og Bente udbad sig et referat fra de møder, der var blevet afholdt med lederen. Samme dag blev hun ringet op af sin leder, som fritog hende fra tjeneste indtil videre. Uden at blive kaldt til samtale modtog hun efter tre måneder en skriftlig opsigelse, hvor man henviste til samarbejdsproblemer uden nærmere begrundelse.

”Jeg kan ikke godkende det forlig, som Dansk Sygeplejeråd forhandlede med arbejdsgiveren, og jeg har nu anlagt civilt søgsmål mod kommunen for overtrædelse af Tjenestemandsloven og arbejdsmiljøloven. Handlingsforløbet vil jeg betegne som magtmisbrug.”

Bente har endnu ikke fundet nyt arbejde, og hun har været langvarigt sygemeldt siden. Hun mener, at hun har fået varige men af mobningen.

Birgitte

For Birgitte betød en sag om mobning, at hun måtte sygemelde sig og opgive sit job som afdelingsleder på et plejehjem. Hun kom i klemme mellem forstanderen og sin egen souschef.

”Souschefen negligerede mig, og det fangede det øvrige personale omgående. Jeg oplevede, at de ting, jeg satte op på opslagstavlen, blev pillet ned - f.eks. en seddel med en mødeindkaldelse. Ting blev flyttet rundt på mit skrivebord, så jeg ikke kunne finde noget. På et personalemøde opfordrede souschefen personalet til at gå til hende med deres

Side 10 

spørgsmål. Personalet sagde på et tidspunkt direkte, at de ønskede en yngre afdelingsleder,” fortæller Birgitte.

Hendes personale beskyldte hende for ting, som hun mente, var løgn. Hun blev indkaldt til et møde med forstanderen og souschefen, som skulle handle om nogle af de beskyldninger, personalet kom med.

”De handlede bl.a. om klager over tjenestetidsplanlægningen. At jeg undlod at tage min hyler på. At jeg ofte forsvandt ud af deres åsyn, fordi jeg gik til møder. Souschefen skældte mig hæder og ære fra, og jeg var rystet og nærmest i chok over, at hun kunne lyve så stærkt.

Jeg blev bedt om at komme med min udlægning af forløbet uden at måtte forsvare mig. Forstanderens kommentar var blot, at det var besynderligt,så ens de to versioner af historien var, blot med modsat fortegn.”

Birgitte var ikke i stand til at tage tilbage på arbejde og efter råd fra den faglige sekretær i Dansk Sygeplejeråd sygemeldte hun sig. Senere fik hun en sygemelding af sin læge på ubestemt tid pga. sin dårlige psykiske tilstand.

”Jeg turde næsten ikke gå uden for en dør, for ”er jeg virkelig sådan?” Jeg følte det som et overgreb. Jeg havde lagt hele min sjæl i at opbygge afdelingen, og jeg havde knoklet i døgndrift i lang tid. Det var svært for mig at acceptere, at min forstander ikke støttede mig. Det var hende, der skulle være for mig. Tværtimod ville hun ikke give mig et kursus i team-building, som jeg havde foreslået. Jeg tror, det har handlet om noget rent personligt.”

Efter råd fra den faglige sekretær valgte Birgitte til sidst at give op. Hun underskrev et forlig og blev fritstillet. Hun har siden haft svært ved at finde fast arbejde. Hun føler sig stemplet af sagen, som udviklede sig over et år.

Lisbeth:

Lisbeth blev foran to måbende kolleger skældt voldsomt ud af en læge. Hun var ansat i en specialklinik i Jylland, hvor læger fra to forskellige klinikker havde deres faste dage. Lisbeth havde over en længere årrække følt, at det altid var hende, der blev syndebuk, når lægerne var utilfredse med et eller andet. Det drejede sig om lægerne fra ét af lægehusene, mens hun havde et fint samarbejde med lægerne fra det andet lægehus.

”Det var min første arbejdsdag efter ferien, og der var gået kludder i nogle prøver fra en patient, mens jeg var på ferie. Lægen havde lige haft patienten i konsultation. Da patienten var gået, gik hun amok overfor mig og skældte mig hæder og ære fra. Jeg forsøgte at forsvare mig og sagde, at jeg intet havde med det at gøre, for jeg havde været på ferie, men hun var ligeglad. Min sygeplejerskekollega og en ny læge overhørte episoden, og har siden skrevet under på min version af historien,” fortæller Lisbeth.

Hun henvendte sig straks til DSR, som anbefalede hende at sygemelde sig. Den faglige sekretær sørgede for, at der blev bevilget 10 psykologtimer på amtets regning, og senere fik hun yderligere 10 timer.

DSR skrev et brev til lederen for specialklinikken med kopi til amtet og til den pågældende læge, der verbalt havde overfaldet Lisbeth.

”Hun skrev blot, at hun beklagede episoden, at det ikke havde været hendes hensigt,” siger Lisbeth.

Chefen for specialklinikken, hvor Lisbeth var ansat, havde aldrig villet diskutere sygeplejerskernes arbejdsforhold.

”Hans eneste kommentar, når vi ville diskutere et eller andet var: ”åh, vi lukker bare”. Det gad han ikke beskæftige sig med. Han interesserede sig ikke for klinikken. Han havde et arbejde et andet sted og kom kun på klinikken en gang hver tredje uge.

Mens Lisbeth var sygemeldt, gik hendes sygeplejerskekollega på pension, og den lægelige chef besluttede at lukke klinikken. Dermed mistede Lisbeth sit job. Siden er hendes tilværelse gået skævt, hvilket skyldes flere faktorer, bl.a. at hun har det dårligt psykisk grundet den chikane, hun blev udsat for.

Eva:

Eva blev gennem halvandet år mobbet af en kollega på en hospitalsafdeling. Kollegaen var både ældre og mere erfaren. Eva følte, at hun skulle være ydmyg i sin optræden for at blive indlemmet i fællesskabet.

”Hun vendte ryggen til mig, når jeg skulle aflægge rapport i et vagtskifte og begyndte at tale med en anden. Hun rettede på måden, jeg havde lejret en af mine patienter på. Hun kom med højlydte misytringer ud i lokalet om, hvordan ”nogle” sygeplejersker burde opføre sig. Det værste var næsten ydmygelsen i at hilse på hende for blot at blive afvist på en utrolig nedladende måde.

Jeg følte mig som en 12-årig, når jeg var i vagt med hende. Blev usikker og famlende. Var bange for at lave fejl, klumrede og kom derfor nogle gange til at opfylde profetien. En dag fik jeg en regulær skideballe over nogle blodprøveglas, jeg havde glemt. Jeg var i forvejen noget hudløs over en hændelse med en patient, som døde. Jeg gik stortudende hjem. Heldigvis var min afdelingsleder forstående og fik sat ord på, hvad der foregik, nemlig mobning. Min kollega blev kaldt ind til samtale, og derefter havde vi et platonisk men fredeligt forhold. Jeg følte mig styrket og var i højere grad i stand til at se hende som hun var, kontra ”the devil herself”.”