Faglig kommentar: Empowerment i praksis

Artiklen ”Epilepsi og komplians” på de følgende sider handler om, hvordan sygeplejersker kan støtte patienter i at få eller genvinde kontrol over eget liv, selv om patienterne er nødsaget til at efterleve lægeordinationer for at opnå denne kontrol. En paradoksal problemstilling:

For at opnå autonomi må patienten afgive noget autonomi. Mål og midler er fastlagt på forhånd. Målet er anfaldsfrihed. Midlet er komplians i forhold til den medicinske behandling. Sundhedsvæsenets eksperter kender ikke - og anerkender ikke - andre mål og midler. Her handler det om medicinsk behandling af epilepsi, men det kunne handle om alle mulige andre former for specialistbehandling. 

Et af målene for artiklen er, at læseren tager stilling til, om hendes egen praksis tilgodeser patientens autonomi i overensstemmelse med empowermenttankegangen. 

Kan specialistbehandling overhovedet forenes med begrebet empowerment, som netop er udviklet i protest mod ekspertvælde og magtrelationer, hvor den ene part er i en underposition? 

For hvad er sygeplejerskens opgave? Hun skal motivere patienten til at følge en behandling. At motivere andre vil i virkeligheden sige, at man leder efter en smart metode til at overtale en anden til at gøre, hvad man selv mener er bedst. Patienten skal informeres, styrkes, støttes, medinddrages, lære, medvirke og samarbejde om, hvad der anses for godt og sundt i sundhedsvæsnet. F.eks. at komme hurtigt op og i gang efter en operation, at holde op med at ryge, at blive uafhængig af andres hjælp, at komme i arbejde, at være i positiv kvælstofbalance og mental ligevægt. 

Det er svært at argumentere imod sådanne goder, men kald ikke spaden for et enmandsbetjent manuelt graveredskab, og brug ikke begrebet empowerment om sundhedsvæsenets strategier. Man søger trods alt sundhedsvæsenet, specielt sygehusvæsenet, på grund af dets særlige ekspertise. Der behøver ikke at gå skår af nogen, fordi man i en afgrænset periode er i en underposition uden empowerment. Sygehusvæsen og behandling kan være nødvendigt, men er ikke mit liv og min verden. 

Det er en helt anden situation, hvis man bliver afhængig af offentlig hjælp i dagligdagen, f.eks. i alderdommen. De fleste er taknemmelige. De støttes og hjælpes og kan få et nært, personligt forhold til hjælperen, der ihærdigt arbejder på, at den ældre bevarer selvværd, autonomi, styrke og indflydelse. Men det alene fører ikke til empowerment, som også må foregå på gruppe- og samfundsniveau. Empowerment forudsætter også, at kulturen er frigørende. Aflysninger i hjemmeplejen, vekslende hjælpere og ydelser, der beregnes i minutter, er i sig selv undertrykkende. Indefra virker selvundertrykkelsen. Magten ligger i arbejdslivet, og står man udenfor, er man en byrde. Ikke just styrkende for selvopfattelsen. 

Udflugter, motionshold, underholdning, kortspil, foredrag om ernæring og faldforebyggelse, grupper for enlige, Luciaoptog og julestemning, når det er tid. 

Men hvad med arrangementer, hvor de ældre præsenteres for forvaltningens nyeste påhit og konsekvenser af planlagte omstruktureringer? Har de ældre nogen sinde fået mulighed for at tage stilling til de ideologier og sygeplejeteorier, personalet arbejder efter? Længst muligt i eget hjem? Egenomsorg? Integrerede ordninger? Fællessprog? 

Tilgodeses patientens autonomi i overensstemmelse med empowermenttankegangen i din egen praksis? Svaret må afhænge af, hvor og med hvad, man arbejder. Men diskussionen er god at få forstand af.