5 faglige minutter: Farvel og tobak

Jeg snuser til min bluse. Mærkeligt. Jeg sætter næsen ned i min jakke. Sært. Jeg holder nederdelen op foran mig. Ejendommeligt. Tøjet kan genbruges. 

Det var i maj måned. Jeg havde været på pub i Dublin indtil klokken halv to om natten, og først nu gik det op for mig, hvad det indebar. Pubben var i tre etager og stopfuld af mennesker. En hidsig guitarist flåede i strengene, og folk skrålede med på de fleste af sangene. 

5 faglige minutter skrives på skift af fire sygeplejersker:
	Jette Bagh, sygeplejerske, cand.cur. Uddannet i 1981 på Frederiksberg Hospitals Sygeplejeskole.
	Jørn Ditlev Eriksen, sygeplejerske, forstander på botilbuddet Slotsvænget. Uddannet i 1987 på sygeplejeskolen ved Rigshospitalet.
	Anne Vesterdal, sygeplejerske, Uddannet i 1970 på sygeplejeskolen ved Rigshospitalet
	Birgitte Harild, sygeplejerske, P.t. bosat i Frankrig. Uddannet i 1980 ved Frederiksborg Amts Sygeplejeskole i Hillerød.

Under normale omstændigheder må røgen have ligget som en tæt tåge over den brogede, øldrikkende mængde, men det gjorde den ikke. Jeg havde lagt mærke til, at der stod halvfyldte ølglas på borde og blomsterkummer udenfor, selv om det ikke kunne kaldes varmt. Nu forstod jeg hvorfor. Vaner i opbrud. Men irerne var i fint humør og stemningen var god - på trods.

Af hvad? Af et rygeforbud på arbejdspladser, offentlige steder, restauranter og pubber, som trådte i kraft den 29. marts i år med henblik på at beskytte offentlighedens helbred og beskytte imod rygerelaterede sygdomme.

Hvis en irer alligevel tænder en cigaret, mens han nedsvælger en guinness på sin yndlingspub, er bøden på ca. 20.000 kr., så det lader han være med. Rygning foregår udenfor, uanset vejret.

Der går et halvt år. En kvindelig svensk journalist fortæller sin historie til en dansk avis. Hun er i starten af halvtredserne, fuld fart på karrieren, storryger. Næsten fra den ene dag til den anden er det slut. Hun bliver afhængig af ilt og mængder af medicin, for hun har fået rygerlunger. KOL, som vi kalder det i sundhedsvæsenet. Hun kan kun bevæge sig i afmålte doser, det udfarende, spændende liv og kontakten med mange mennesker er forbi.

Det kunne lige så godt have været en dansk kvinde, for danske kvinder har verdens højeste dødelighed pga. KOL af den simple grund, at de har rekord i rygning. Desuden rammer sygdommen kvinder hårdere, de har større tab af lungefunktion og flere indlæggelser end mænd med KOL.

Når dertil kommer, at det er farligt at være passiv ryger, er der vel ingen grund til at tøve.

Jo, for der er den særlige danskhed som en barriere. Forbud harmonerer ikke med den spættede danske folkesjæl. Man skal have et valg. Ja, for hvad bliver ellers det næste? Må man så ikke være tyk, spise slik eller være tatoveret?

Desuden er der risikoen for at blive overvægtig, hvis det er slut med smøgerne.

Men kunne man ikke vende det frie valg på hovedet og spørge: Hvad med solidariteten med de passive rygere og med storrygerne? Kunne vi ikke tænke på hinanden, før vi tænker på os selv og den valgfrihed, som garanterer os retten til invaliditet og social isolation?

Giv os det forbud. Måske ender det endda med at gavne storrygeren. Et farvel til tobak på offentlige steder, caféer og bodegaer vil give stærke reaktioner, som det gjorde i Irland. Men der er modstanden vendt til tilfredshed med den rene luft, og sådan vil det også gå i Danmark.

Rygning er forbudt i Norge, Italien følger efter i 2005, og der er stærk begrænsning på røgen i Finland, Holland og USA. Tendensen er global. Men det kan man selvfølgelig vælge at være KOL over for. 

Jeg tager nederdel og bluse på, kaster jakken over skuldrene. Tøjet dufter rent. Den irske morgenmad venter. Den er røgfri.