Boganmeldelser

Gys i mødregruppen

Miriam Stoppard

Førstehjælp til småbørn

Gode råd ved de mest almindelige ulykker
Oversat fra engelsk af: Lone Salbæk
København: Aschehoug 2004
66 sider, 79 kr.

Der er ikke noget, som kan tage luften ud af den gode stemning rundt om bordet i mødregruppen, som når sundhedsplejersken beslutter, at nu skal der tales om ”børn og ulykker.” Den indre gyserfilm bliver aktiveret, pupillerne bliver store og børnene knuget. 

45.000 børn imellem 0-7 år kommer årligt til skade i hjemmet. Min erfaring er, at mange forældre kun har vage forestillinger om, hvad de stiller op, hvis deres barn får noget galt i halsen, får en forbrænding eller på anden måde kommer til skade. 

”Førstehjælp til småbørn” henvender sig til forældre med børn under tre år. Som opslagsbog er den anvendelig. Indholdsfortegnelsen er overskuelig, afsnittene med nødsituationer er indrammede med rødt, så de hurtigt kan findes. Indholdet er relevant, teksten er kort, overskuelig og instruktiv, og illustreret af farvefotos, hvilket gør bogen brugervenlig. Her er eksempelvis trin for trin vist, hvordan man giver spædbarnet og det større barn førstehjælp ved ”noget i den gale hals” på en sådan måde, at man selv i en paniksituation har en chance for at følge anvisningen. 

Bogen har dog nogle skønhedsfejl, som kunne være undgået, hvis forlag og oversætter havde tilpasset den danske udgave til Sundhedsstyrelsens vejledning, eksempelvis omkring temperaturtagning. Ved elulykker er ikke nævnt vigtigheden af, at barnet efterfølgende observeres for evt. påvirkning af hjertet. 

Bogen rummer mange udmærkede afsnit, men jeg vil ikke give den min uforbeholdne anbefaling til nogen børnefamilie uden at have brugt den røde rettepen og have tilføjet og kommenteret i teksten, så den er i overensstemmelse med de danske vejledninger. 

Af Hanne Lindhardt, sundhedsplejerske i Farum Kommune. 

Bjergbestigning i psykiatrien

Pernille Jensen, Karl Bach Jensen, Erik Olsen, Ditte Sørensen

Recovery på dansk

At overvinde psykosociale handicap
København: Systime Academic - Munksgaard 2004
276 sider, 295 kr. 

Mere end halvdelen af dem, der får diagnosen skizofreni, kommer sig. Udgangspunktet for ”Recovery på dansk” er et opgør med det kronicitetsparadigme, der har hersket i dansk psykiatri i det sidste århundrede. Der argumenteres således for, at det er muligt at komme sig efter en alvorlig sindslidelse. Ja, at det faktisk er ret almindeligt.  

De fire forfattere, hvoraf nogle har brugerbaggrund, formidler og diskuterer internationale forskningsresultater og erfaringer med recovery og forbinder denne viden med danske forhold, hvad angår behandling, hjælp og støtte.  

Forskellige perspektiver og teoretiske vinkler præsenteres, og der er bud på nye begreber og konkrete forslag til en ændret praksis og organisering af psykiatrien. 

Der er ikke nogen nem og entydig måde at definere recovery på, og det er ikke snævert forbundet med bestemte behandlingstiltag. 

Recovery-processen kan ses som en bjergbestigning: Man tager udgangspunkt i et område, man allerede behersker, for at håndtere problemer inden for et andet område. Indtager et nyt plateau, befæster det og går videre.  

Omdrejningspunktet i bogen er et forsøg på at indkredse de faktorer i den danske psykiatriske kontekst, der henholdsvis fremmer og hæmmer recovery. Der belyses emner som sindslidelse, sygdom, afinstitutionalisering,  

stigmatisering, lovgivning, medborgerskab, roller, mening, netværk, alternative forståelsesformer og behandlinger. Forfatterne pointerer dog, at der endnu er meget lidt systematiseret viden om, hvad der skal til for at komme sig. 

Bogen er skrevet med klare holdninger i en kritisk, reflekterende og spørgende form, der efterlader læseren klogere, men også med en ydmyghed over for områdets kompleksitet. Den sætter en masse tanker i gang og vil kunne berige psykiatriske sygeplejersker og studerende med viden og emner til refleksion og diskussion. 

”Recovery på dansk” er et væsentligt og spændende bidrag til videreudvikling af den danske psykiatri, idet den sætter vores nuværende psykiatriske praksis og forståelsesformer til debat. Den vender ofte tingene på hovedet og tvinger læseren til at se tingene på en ny måde. Forfatterne har ønsket at give et bud på, hvordan de aktuelle positive politiske udmeldinger med hensyn til recovery kan få gennemslagskraft i det virkelige liv. Det er i høj grad lykkedes for dem. Læs bogen. 

Af Anne Klinte, sygeplejerske, stud.scient.soc. Uddannelsesorlov fra Psykiatrisk Center, Københavns Amts Sygehus i Gentofte. 

Ikke et ord om læring

Redigeret af: Flemming Stadil, Bjarne Lund, Jørgen Nordling

Kirurgisk Kompendium Bind 1-2, 3. udgave

København: Nyt Nordisk Forlag 2003 2.
120 sider, illustreret, kr. 3.995

Anæstesilægen havde aldrig hørt om en lister, sagde hun. Jeg fastholdt stædigt, at det er et instrument, der bruges til operationer, i hvert fald på gynækologisk operationsgang. Sikkert opkaldt efter en eller anden berømt læge. Nu ved jeg, at lægen hed Joseph Lister og var bakteriolog. Han var den første, der vaskede patientens hud, sår og alle instrumenter med en karbolopløsning. Forsøget var en succes, men alligevel tog det lang tid, før antiseptikken blev alment accepteret. 

Derimod blev anæstesien hurtigt og fuldt forståeligt anerkendt, efter at dronning Victoria i 1853 fødte under kloroformbedøvelse på trods af, at nogle kirurger mente, at bedøvelse ville skade det nære forhold til patienten, som blev bragt ”i en tilstand af beruselse for derefter at blive skåret i, som var han et kadaver.”  

Det læste jeg i den nye udgave af Kirurgisk Kompendium under kirurgiens historie, der indleder de to bind. Sygeplejersker og studerende kan læse om alle kirurgiske specialer, tilstande og operationer i bøgerne, og det synes jeg, de skal gøre. Der står ikke et ord om pædagogik, men derimod er der mange oplysninger om alle de diagnoser, som har haft mindre betydning i sygeplejen i de sidste mange år. Et problem af nyere dato, piskesmæld, er nævnt med angivelse af klassifikation, diagnose, behandling og prognose. ”Nyere studier har vist en negativ effekt på helbredelse i lande og områder, hvor der er stor fokus og vægt på forsikringsmæssige aspekter af lidelsen.” 

En god gammeldags appendicitis acuta findes selvfølgelig også i kompendiet, og det er stadigvæk en vanskelig diagnose at stille, så ud over kliniske undersøgelser er grundig observation inklusive måling af temperatur stadigvæk en dyd.  

Layoutet er lidt gådefuldt, f.eks. har jeg ikke forstået overskriften ”Den diabetiske fod” og på linjen nedenunder ”Per Holstein.” Hvorfor ikke skrive ”Af Per Holstein,” hvis det er sådan, det forholder sig? 

Men slå op og find de diagnoser, som dine patienter har. Vær forberedt på, at det ene ord tager det andet. Det tager tid at lægge bøgerne væk igen. 

Af Jette Bagh, sygeplejefaglig medarbejder på Sygeplejerskens redaktion.  

Omsorg er ikke et teoretisk fag

Kitt Austgard

Omsorgsfilosofi i praksis

Oversat fra norsk af Ole Thornye
København: Akademisk Forlag 2004
168 sider, 199 kr.

Det må være frustrerende for en patient, hvis sygeplejersken udelukkende handler ud fra teoretisk viden om patientens situation og ikke har øje for de problemer, patienten reelt oplever. Et sådant scenario skaber afstand til patienten og har ifølge Kitt Austgard intet med omsorg at gøre. Omsorg vil sige, at der handles på baggrund af patientens situation, som sygeplejersken får indsigt i gennem et forhold til patienten, der er præget af respekt, nærhed og kærlighed. At dette er en ufravigelig kendsgerning, finder Austgard dokumenteret i Kari Martinsens omsorgsfilosofi. 

Ifølge Martinsen har vi en medfødt og naturlig tillid til, at andre mennesker vil os det bedste. Når en patient søger hjælp hos sygeplejersken, sker det i tillid til, at sygeplejersken vil hjælpe. Overhøres eller afvises patientens appel om hjælp, ødelægges patientens naturlige tillid til andre. Et stort etisk ansvar hviler således på sygeplejerskens skuldre for, at hun ikke med sine handlinger afviser og dermed skader patienten. Ingen teoretisk viden kan fortælle, hvordan hun undgår det. Først i mødet med patienten kan hun danne sig et skøn over, hvordan hun bedst hjælper i den konkrete situation.  

Etableringen af det frugtbare møde fordrer visse dyder hos sygeplejersken. Hun må bl.a. besidde evnen og viljen til at sætte patienten i centrum, hun må være uselvisk, fordomsfri og kunne handle med et afpasset følelsesmæssigt engagement. Uden en sådan omsorgsfuld holdning til patienten handler sygeplejersken med ligegyldighed, og det er ifølge Austgard at sammenligne med overgreb. Den rette holdning skal og bør læres og indøves i praksis. At det er muligt, vises med praktiske eksempler, hvor sygeplejersken med udgangspunkt i Martinsen reflekterer sig frem til den gode og dårlige handling.  

Men har Martinsen ret? Er det gode entydigt at handle ud fra, hvad der er bedst for den enkelte patient? Man kan forestille sig situationer, hvor andre hensyn, f.eks. til begrænsede ressourcer, også bør inddrages. Desværre lader forfatteren det være op til læseren selv at ligge og rode med de mange spørgsmål, bogen afføder. Svarene ville ellers være interessante, da de er afgørende for, om Martinsens teori kan ses som det sande udgangspunkt for sygeplejerskens praksis, som Austgard tilsyneladende lægger op til.  

”Omsorgsfilosofi i praksis” handler om, hvordan vi bør bruge vor viden i forhold til den enkelte patient. Et spændende og aktuelt emne som præsenteres i et forståeligt sprog. Med sit spektakulære fravær af enhver kritisk holdning til Martinsens teori synes bogen mere at fremstå som missionerende end som en spire til en nuanceret dialog om den gode omsorg. 

Af Anette Boldt, sygeplejerske og filosofistuderende  

Aktuelt emne skæmmes af for mange målgrupper

Signe Svenningsen

Den elektroniske patientjournal og medicinsk arbejde - reorganisering af roller, ansvar og risici på sygehuse

København: Handelshøjskolens Forlag 2004
311 sider, 475 kr. 
 

Hvad sker der med sygeplejen, når den elektroniske patientjournal indføres? 

Nedprioritering af de ikke-medicinske aspekter er, ifølge Signe Svenningsen, en af de mange ting, der sker, når den papirbaserede patientjournal skiftes ud med den elektroniske journal (EPJ). Som led i sit ph.d.-projekt har hun fulgt den daglige praksis på den medicinske afdeling i Svendborg og lavet uddybende interview med fire læger, fire sygeplejersker og tre sekretærer. ”Den elektroniske patientjournal og medicinsk arbejde” er en bearbejdning af hendes afhandling. Ifølge forlaget er det den første danske beskrivelse af, hvordan EPJ fungerer i praksis, og hvilke organisatoriske og sundhedsfaglige konsekvenser den har.  

I bogen henvender Signe Svenningsen sig imidlertid til tre meget forskellige målgrupper: Det akademiske bedømmelsesudvalg, praktikere og lægfolk. Det er formentlig grunden til, at jeg aldrig rigtig kom til at opleve, at jeg tilhørte målgruppen, selvom jeg kommer fra praksis og for et år siden var med til at indføre EPJ. At skulle gøre en bog relevant, vedkommende og forståelig for så bred en gruppe af læsere må anses for at være en nærmest umulig opgave.  

De første afsnit bærer tydeligt præg af at være rettet mod de akademiske bedømmere. En meget grundig teorigennemgang spækket med fagspecifikke fremmedord, der efterlader en læser som mig lettere irriteret over ikke at blive hjulpet lidt på vej.  

Beskrivelsen af praksis er tilsvarende detaljeret, men er tydeligvis rettet mod lægmanden, og som sygeplejerske oplevede jeg derfor meget overflødig læsning. Imidlertid giver beskrivelserne indblik i, hvordan notater bliver til i et netværk af aktører, og der er gode illustrative beskrivelser af, hvordan nye problemer og fejl kan opstå ved indførelse af EPJ. 

På baggrund af sine observationer og interview kommer Signe Svenningsen med bud på, hvordan magt, prestige og status spiller ind, når nye roller og ny organisering opstår omkring EPJ. Eksempelvis er en af forklaringerne på, hvorfor nogle sygeplejersker stadig tjekker prøvesvar, at ”rollen med at skabe den opmærksomhed besidder meget højere agtelse end det at arkivere papirer og uddele piller.” Med disse værdier i fokus tegnes et billede af, hvordan læger og sy geplejerskers faglige og professionelle ambitioner præger dokumentation og hverdag i afdelingen. Jeg savner i høj grad en ligeværdig beskrivelse og fokus på de etiske og moralske bevæggrunde, som f.eks. ansvarligheden over for den enkelte patient og for opgavens udførelse. Derfor er jeg heller ikke umiddelbart tilbøjelig til at godtage de lidt bombastiske konklusioner. 

Generelt bærer bogen præg af omfattende research og engagement, så det er en skam, at der ikke er blevet gjort mere ud af at målrette formidlingen til f.eks. praksis, ligesom det er en skam, at den store viden, der er indsamlet, ikke i højere grad er blevet brugt til også at kaste nyt lys over muligheder og perspektiver ved EPJ. 

Af Jette Ammentorp, sygeplejerske, cand.scient.san., Kolding Sygehus.