Sygeplejersken
Det Nationale Indikatorprojekt i en hjertemedicinsk afdeling
Kvalitetsforbedring. Et år med det Nationale Indikatorprojekt har givet faglig udvikling og tryggere patienter.
Sygeplejersken 2004 nr. 31, s. 28-29
Af:
Dorte Mølbak, sygeplejerske,
Lone Steen, sygeplejerske
Det Nationale Indikatorprojekt (NIP) har i løbet af et år ført til, at sygeplejerskerne giver en langt mere struktureret og bedre dokumenteret undervisning til hjerteinsufficiente patienter på det intermediære kardiologiske afsnit B2 på Skejby Sygehus.
Ud over hjerteinsufficiente patienter modtager afsnit B2 mange elektive og akutte patienter til invasive undersøgelser og behandlinger. Informationen til de hjerteinsufficiente patienter har ikke været i fokus og har hidtil været baseret på den enkelte sygeplejerskes viden og erfaring.
Da afdeling B indførte NIP i maj 2003, blev tre sygeplejersker fra B2 og to sygeplejersker fra hjerteinsufficiensambulatoriet udpeget som projektansvarlige.
Sammen med de projektansvarlige læger, fysioterapeuter og sekretærer lagde de strategien for implementering af NIP. Det blev bl.a. besluttet, hvilken pjece om hjerteinsufficiens afdelingen skulle udlevere til patienterne, hvor det tidligere havde været op til den enkelte sygeplejerske at vælge pjece.
Som NIP-ansvarlige sygeplejersker fra B2 skulle vi varetage undervisningen i afdelingens fire sengeafsnit. Vi mødtes med alle afsnit for at fortælle om projektet og for at give praktiske informationer, f.eks. at patienterne skulle henvises til NIP-sygeplejerskerne, når de blev inkluderet i projektet. Vores undervisning skulle ikke erstatte sygeplejerskens sædvanlige information til hjerteinsufficiente patienter og skulle ikke opfattes som kontrol af sygeplejerskens undervisning.
Diskussionen af indholdet i undervisningen medførte en grundig gennemgang af viden og praksis ved information til hjerteinsufficiente patienter. Vi diskuterede f.eks. spørgsmål som: Hvordan observerer og beskriver du dyspnø? Hvor detaljeret underviser du om hjertets fysiologi og om den medicinske behandling? Vores viden blev opdateret på et kursus.
Vi udvekslede erfaringer med de to NIP-ansvarlige sygeplejersker fra ambulatoriet og blev enige om følgende undervisningsprogram:
- det raske og det insufficiente hjerte
- væskeophobning med symptomer som dyspnøe, ascites, ødemer, og hvordan patienten skal reagere på symptomerne
- træthed, kvalme, madlede
- medicinsk behandling: ACE-hæmmere, betablokkere, spironolacton, furosemid, digoxin
- daglig vejning og relevant reaktion på afvigelse
- væske- og saltindtagelse
- risikofaktorer og livsstil, herunder alkohol, rygning, underernæring og overvægt
- at leve med hjerteinsufficiens.
Mange af disse informationer gives i forvejen, men vi tog jævnlig vores information til de hjerteinsufficiente patienter op til diskussion på et kort møde midt på dagen. Her viste det sig, at vores information var for uensartet og manglede kontinuitet. Eksempelvis diskuterede vi, om det var sygeplejerskens opgave at vejlede patienten til at tage ekstra diuretika ved vægtstigning, og om sygeplejersken informerede konkret om, hvor meget patienten måtte tage på, før han skulle reagere. Sådanne vigtige informationer blev ikke givet helt præcist, og patienterne havde derfor ikke noget konkret at forholde sig til.
For NIP-sygeplejerskerne blev det tydeligt, at afsnittet havde brug for redskaber til at strukturere og dokumentere undervisningen. Vi lavede derfor en standardplejeplan for information til den hjerteinsufficiente patient, som blev fremlagt ad flere omgange på sygeplejekonferencer. Det gav igen anledning til diskussioner, så på den måde er der kommet meget mere fokus på sygeplejen til den hjerteinsufficiente patient, og personalets vidensniveau er hævet. I det forløbne år har vi erfaret, at patienterne har fået større viden om deres sygdom og behandling, og vi har registreret, at vi bruger mindre tid på at undervise, da patienterne allerede har kendskab til de emner, vi underviser i. Endnu har vi ikke dokumentation for øget komplians hos patienterne. Imidlertid giver patienterne generelt udtryk for at føle større tryghed ved udskrivelsen, fordi de ved, hvordan og hvornår de skal reagere ved symptomer, og hvem de skal henvende sig til.
Dorte Mølbak og Lone Steen er begge ansat i hjertemedicinsk afsnit B2, Skejby Sygehus.