En efterlysning

”Ring venligst tilbage,” stod der på telefonbesked til mig i efteråret 2003. En pensioneret sygeplejerske havde ringet til Sygeplejerskens redaktion og spurgt, om vi kunne hjælpe hende. Sygeplejersken ledte efter tidligere elevkammerater fra 1950erne, men det var ikke lykkedes hende, da hun havde kontaktet Kommunehospitalet i Århus. I et forsøg på at få Dansk Sygeplejeråd til at hjælpe var hun blevet stillet om til redaktionen, da medarbejderen i omstillingen sikkert har været i den tro, at det drejede sig om et 50-års-jubilæum.

Henvendelsen havde dog ikke noget at gøre med et forestående jubilæum. Den handlede om, at sygeplejersken mente, at hun kunne have pådraget sig en arbejdsskade, da hun for godt 50 år siden var sygeplejeelev på radiumstationen på Århus Kommunehospital. Hun havde for nylig anmeldt sin formodede arbejdsskade til Arbejdsskadestyrelsen og søgte nu kontakt med elevkammerater, der havde været på radiumstationen samme periode. Hvis flere end hun selv havde skader af samme karakter, kunne det styrke hendes sag.

Sygeplejersken, Kirstine Villumsen, er blind og måtte under alle omstændigheder have hjælp til at komme videre.

Ovenstående var baggrunden for en lille efterlysning i Sygeplejersken nr. 43/2003, som lød: ”Har du været sygeplejeelev på en radiumstation i 1950erne, og har du håndteret radioaktivt materiale i den periode, vil redaktionen gerne i kontakt med dig.”

Kirstine Villumsen var sygeplejeelev fra 1954 til 1957 på Århus Kommunehospital. Som andenårs elev havde hun været 5-6 måneder på operationsgangen på radiumstationen. Her assisterede hun ved oplægning af radium på kvinder med livmoderkræft, behandlede fodvorter med radium og rengjorde, pakkede og transporterede radiumtuberne efter brug. Det var elevarbejde.

Efter fødsel af en datter i 1965 fik Kirstine Villumsen en venstresidig migræne, der brød ud hver 14. dag gennem 16 år. Omkring 1981 fik hun synsproblemer. Det startede med, at hun gik og væltede patienternes vandglas på sengebordene, fordi hun ikke kunne skelne hvidt på hvidt. I 1987 måtte hun holde op med at arbejde og fik tildelt mellemste invalidepension.

Nu er Kirstine Villumsen helt blind, men kan indimellem have et klart kikkertsyn. Migrænen er forværret, er nu nærmest konstant, lysudløst og ledsaget af fantomsyn og voldsomt farvespil i hovedet. Diagnosen lyder på retinitis pigmentosa.

Kirstine Villumsen har altid selv haft følelsen af, at blindheden var noget sekundært. Retinitis pigmentosa er en arvelig sygdom, men den findes ikke i hendes familie. Sygdommen kan dog også opstå som følge af en mutation, har hun fået at vide af øjenlæger. Ingen danske læger har dog nogensinde spurgt til hendes tidligere beskæftigelse og miljørisici.

Det er først inden for det sidste år, Kirstine Villumsen har fået den tanke, at hendes sygdom kunne være følger efter en mutation, en senfølge af direkte bestråling fra radium i hendes elevtid. Dette er ikke undersøgt. Kirstine Villumsen har i første omgang fået afvist sin sag i Arbejdsskadestyrelsen pga. forældelse. Hun har imidlertid bedt om at få sin sag genoptaget med henblik på en vurdering fra danske, evt. udenlandske specialister.

Efterlysningen i Sygeplejersken har givet mange reaktioner. Nuværende og tidligere sygeplejersker har ringet eller skrevet, og flere har henvendt sig, fordi tidligere elevkammerater har givet dem et praj. De fleste er på efterløn eller pensionerede, og flere har meldt sig ud af Dansk Sygeplejeråd, hvorfor de ikke selv har

Sied 31

set efterlysningen. De mange henvendelser blev imidlertid anledningen til, at jeg tog fat på at skrive dette tema om sygeplejerskers arbejde med radium for omkring et halvt hundrede år siden.

Jeg har talt med 23 sygeplejersker, der har været sygeplejelever på radiumstationer i 1950erne, enkelte i begyndelsen af 1960erne. De fleste har været på radiumstationen på Århus Kommunehospital, men der har også været henvendelser fra sygeplejeelever fra det daværende Odense Amts og Bys Sygehus og Finsen Instituttet i København.

Først som sidst: Samtalerne med sygeplejerskerne har ikke på nogen måde kunnet støtte en hypotese om, at sygeplejeeleverne har været udsat for ioniserende stråling i et omfang, der har ført til sygdom eller senskader. Det kan hverken be- eller afkræftes.

Til gengæld har alle kunnet bidrage med brudstykker af et stykke sygeplejehistorie. Arbejdet og arbejdsmiljøet på radiumstationerne virker helt uvirkeligt i dag. Sygeplejeelever blev sat til det mest risikofyldte arbejde, fordi de skulle være så kort tid på afdelingen. De var instrueret i, hvordan de skulle omgås det radioaktive materiale, men deres grundlæggende viden om radioaktivitet var meget ringe. Selv flere år efter, at dosimetre var indført, blev sygeplejeeleverne ikke monitoreret. Det ville være ganske utænkeligt at byde sygeplejestuderende tilsvarende omstændigheder i dag. Men vi hører også om en anden indstilling til patienterne og sygeplejen: Pligtfølelse, autoritetstro og ubetinget omsorg. Indstillingen til sygeplejen og vilkårene i faget er to sider af samme sag - i går som i dag.