Sygdommen man ikke måtte tale om

Den største patientgruppe på radiumstationernes sengeafdelinger var kvinder med gynækologisk kræft. Det var en stor patientgruppe, kræften var ofte i et fremskredent stadium - det var før screeningerne - og kvinderne var indlagt i ugevis.

Sengeleje blev benyttet i større udstrækning end i dag, og kvinderne lå fladt på ryggen i det døgn, de blev behandlet med radium. Trods behandling døde mange af patienterne, og smerter, sår, henfaldent væv, sekundære infektioner og udflåd var en realitet for mange. ”Der var en karakteristisk, væmmelig, vammel lugt på afdelingen,” fortæller en sygeplejerske, som var elev på en radiumstation i begyndelsen af 1950erne.

Behovet for grundlæggende sygepleje var stort, sygeplejerskerne var aktive ved behandlingen med radium, og sygdommenes alvor betød, at det mellemmenneskelige forhold og tilliden mellem patient og sygeplejerske var af stor betydning.

Overlægen på afdelingen bestemte suverænt, hvad der skulle siges til patienterne, og hvem der måtte udtale sig. Sygeplejerskernes opgave var at opmuntre de håbløst syge og at vige udenom, hvis patienterne spurgte direkte om, hvad de fejlede. ”Sygeplejersken må aldrig på nogen måde nævne ordet kræft eller fortælle patienten, at det er en ondartet svulst eller lignende,” kan man læse i ”Lærebog og Håndbog i Sygepleje” (1), der blev udgivet indtil 1950.

I afløseren ”Sygeplejelære. Lærebog for sygeplejeelever” er holdningen stort set uændret. I en udgave fra 1963 (2) kan man læse: ”Når det ikke drejer sig om banale lidelser, over for hvilke sygeplejersken føler sig helt sikker, må hun afholde sig fra at give patienterne nogen besked om diagnose - prognose - terapi eller opholdets længde. Det er en opgave, som skal klares af afdelingens læger.”

Hele afsnittet ”Mentalhygiejniske betragtninger” er skrevet af en overlæge, mens sygeplejelæren er skrevet af sygeplejersker.

Lægens ansvar for, hvad patienterne skulle have at vide om deres sygdom, betød dog ikke, at patienterne blev fuldt informerede om deres sygdom af lægerne. Patienter med kræftsygdomme blev i videst muligt omfang holdt i uvidenhed om, hvad de fejlede. På den ene side var det med den bedste vilje, når lægerne søgte at skåne patienterne for at høre, at de havde kræft, men det handlede også om almindelig berøringsangst. Dengang som nu var det svært at overbringe en patient dårligt nyt. Hvis lægen ikke havde naturligt talent for at samtale med alvorligt syge patienter, var der ikke hjælp at hente i teorier om kriser og terapeutisk kommunikation, der endnu ikke var udviklet.

Det var dog næsten umuligt at være uvidende om, at man havde kræft, når man var indlagt på en radiumstation og delte stue med andre kvinder med kræft. Alle vidste det, man talte bare ikke om det. ”Vi måtte slet ikke tale med patienterne om deres sygdom. Man skulle huske sine løgne. Derfor turde jeg ikke tale med kvinderne,” fortæller en sygeplejerske, der var i praktik som sygeplejeelev på en radiumstation i 1961.

Tavshed om sygdommene og autoritetstro over for lægerne hang sammen med den medicinske logik, der prægede sygeplejen. Sygeplejen blev beskrevet og praktiseret som relateret til patientens legemlige symptomer og de særlige medicinske opgaver, sygeplejersken havde ansvar for. Herved skabtes en barriere for en dybtgående forståelse af kræftpatientens totale situation, konkluderede sygeplejerske Eva Taps i 1997 i sin specialeafhandling i kandidatstudiet ”Værdiernes brydningstid. En historisk analyse af omsorg og pleje til kræftpatienter 1926-56.”

Men Eva Taps fandt også, at der var et modsætningsforhold mellem lærebøgernes forskrifter og sygeplejerskernes idealer og faktiske udførelse af sygeplejen. Sygeplejerskerne ønskede ikke at undvige sandheden, men at pleje patienten ud fra værdier med udgangspunkt i det hele menneske. Sygeplejen var bundet af de herskende strukturer, men i praksis blev den udøvet i en vis frihed. Og sygeplejerskerne lyttede og vandt patienternes tillid.

En af de sygeplejersker, Eva Taps har interviewet, fortalte: ”Det er jo væsentligt at høre, hvad det er, der piner dem. Også måske hvis man giver et lille råd. Det er væsentligt, det at høre. Det er det, man trænger til, når livet er svært.”

En anden fortalte: ”Jeg har fået mange betroelser Det afhænger af, hvilken tillid patienten har til en, om de kan betro noget, som ikke kommer videre, eller de skal passe på.”

Selv om sygeplejen udfoldede sig i en hierarkisk organisation, var det et værdsat fag, og sygeplejerskerne kunne sætte sig i respekt, når det gjaldt pleje og omsorg. En af de sygeplejersker, Eva Taps interviewede, fortalte, at en læge ville udskrive en patient, som ikke ønskede det. ” Så sagde jeg til overlægen: ”Nej, hun kommer ikke hjem. Færdig!””

Litteratur

1. Munck C, Rydgaard F. Lærebog og Håndbog i Sygepleje. 7. udgave. København: Nyt Nordisk Forlag; 1950. 2. Eppenstein A,
2. Kofoed-Hansen B, Høyrup E, Bang J. Sygeplejelære. 3. udgave. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck; 1963.