Sygeplejersken
Symboltanker og symbolhandlinger som fænomen ved alvorlig sygdom
Ph.d.-afhandling: Afhandlingens formål er at belyse evt. symboltanker eller symbolhandlinger hos mennesker berørt af alvorlig sygdom, hvem der benytter dem, samt opkomsten og betydningen af disse for om muligt at afdække tiltag, der kan kvalificere pleje og behandling.
Sygeplejersken 2004 nr. 31, s. 28-29
Af:
Vibeke Lorentzen, cand.cur., ph.d.
Et symbol kan betegnes som noget, der står for noget andet end sig selv, og det er dermed ”noget andet,” der får udtryk og betydning. Når en patient f.eks. modsætter sig nedlæggelse af sonde, kan det være hans symbolske kamp mod sygdommen. Det kan umiddelbart virke uforståeligt og påfaldende for omverdenen.
Det gennemgående teoretiske fundament er sociologen Pierre Bourdieus teori om menneskelig, social handling.
I afhandlingens første del gives en afgrænset litteraturgennemgang om fænomenets optræden i offentlige diskurser ved at referere til tekster om magi, overtro, magisk tænkning, tvangstanker og tvangshandlinger. Herefter beskrives symboltanker og symbolhandlinger som praktik via det kvalitative dybdeinterview foretaget med 20 familier, berørt af alvorlig sygdom (In case: børn med kræft). Her fremgår det, at symboltanker og symbolhandlinger som fænomen adskiller sig fra andre symbolske systemer som f.eks. religiøs tro og traditionel overtro, ved at udøveren selv, som led i at forvalte sin angst og usikkerhed, genererer dem ud fra disposition, situationen, tid og rum. Hvem der benytter symboltanker og symbolhandlinger, søges belyst via en objektiverende analyse. Her genereres hypotesen, at symboltanker og symbolhandlinger er knyttet til den moderlige position i familien, dvs. til den, der påtager sig ansvar for hjem, børn og sygdom, en position, som også enkelte fædre kan indtage.
Forsvar
Afhandlingen blev forsvaret den 10. september 2004 på Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet. Opponenter var lektor Bolette Moldenhawer, Københavns Universitet, lektor, fil.dr. Lars Hem, Aarhus Universitet, og forskningsleder, ph.d. Lis Adamsen, Universitetshospitalernes Center for Sygeplejeforskning.
Hovedvejleder: Professor Staf Callewaert, Københavns Universitet.
Medvejleder: Professor, dr.med. Per Hove Thomsen, Aarhus Universitet.
Vibeke Lorentzen er ansat på Sygeplejeskolen i Viborg Amt, Afdeling Viborg.