5 faglige minutter: Uomgængelig litteratur

Er der da slet ingen bundgrænse? Den gamle afdelingssygeplejerske rev endnu en grå tot af sine efterhånden spredte hovedhår, mens hun slap et langt suk fri helt nede fra mitralklapperne. Hendes klagen var som så mange gange før rettet mod sygeplejestuderende i almindelighed. I dag på foranledning af en studerende, der i syvende semester ikke var i stand til at måle et blodtryk.

5 faglige minutter skrives på skift af fire sygeplejersker:
	Jette Bagh, sygeplejerske, cand.cur. Uddannet i 1981 på Frederiksberg Hospitals Sygeplejeskole.
	Jørn Ditlev Eriksen, sygeplejerske, forstander på botilbuddet Slotsvænget. Uddannet i 1987 på sygeplejeskolen ved Rigshospitalet.
	Anne Vesterdal, sygeplejerske, Uddannet i 1970 på sygeplejeskolen ved Rigshospitalet
	Birgitte Harild, Sygeplejerske, P.t. bosat i Frankrig. Uddannet i 1980 ved Frederiksborg Amts Sygeplejeskole i Hillerød.

 Vi har hørt det før, og vi vil formentlig i al evighed komme til at høre om studerende og nye sygeplejersker, der ikke kan begå sig blandt rigtige sygeplejersker. Noget må gøres. Løsningen ligger ligefor. Ligesom i folkeskolen og gymnasiet skal vi have en kanon, som sikrer, at alle nye sygeplejersker har været igennem fagets klassiske tankegods. En kanon, der udpeger den uomgængelige litteratur, som skal sikre, at sygeplejens kerne består. 

Florence Nightingales ”Notes on Nursing” behøver vel dårlig en begrundelse. Trods hendes benægten af eksistensen af mikroorganismer kan hendes første bud så rigeligt kompensere for, at det har knebet med evidensen: Sørg for, at den luft, patienten indånder, er lige så ren som luften udenfor. 

Virginia Hendersons ”Sygeplejens grundlæggende principper” kommer vi ikke udenom. Om ikke andet kan historisk interesserede læse om, hvordan sygeplejen blev udøvet tidligere, og hvilke færdigheder der blev anset for grundlæggende. 

Vi kan lære om almendannelse og pli hos Miss Nightingale, men kan også lære om omgangstone i den danske klassiker ”Takt og Tone.” Allerede i 1919 skrev Emma Gad om det, vi i dag ville kalde at være assertiv: ”Søg at bekæmpe opblussende heftighed og sig din mening på en stille, men bestemt måde. Vær ikke bange for at optræde med myndighed, selvom du ikke har den.” 

Skal sygeplejens kanon være komplet, må den omfatte den spanske lærebog med broder André Fernández anvisninger for sygeplejersker, ”Instruccion de Enfermeros” fra 1625. Broder Andrés vejledning i behandling af søvnløshed har også bud til nutidens professionsbachelorer. Sygeplejersken smører poppelsalve eller et andet ordineret middel på tindingerne, hvor man mærker arterien pulsere. Det skal gøres med bløde fingre, når den syge gerne vil sove, ”når der ikke er støj i salen, som kan vække den syge, det vil sige mellem ti og elleve.” Kniber det med at læse spansk, vil de studerende kunne have glæde af Kirsten Bjørnssons pixi-udgave i Sygeplejersken nr. 35/1999. 

Før eller siden må også sygeplejestuderende lære tungetale og at skrive uforståeligt. Rosemarie Rizzo Parse viser vejen i sine tre principper, hvoraf jeg kun vil citere den første: ”At strukturere mening multidimensionalt er at medskabe virkeligheden ved sprogliggørelse af værdisætning og visualisering.” Ingen kanon uden Parse. 

Sygepleje handler dog også om andet end principper. Den omsorgsfulde sygeplejerske, sygeplejersken som forbillede, kollegaen vi kan være stolte af, og som er stolt af sit arbejde, findes levendegjort i skønlitteraturen. Det har John Irving gjort med glans i ”Verden ifølge Garp.” Garp, som undfanges, mens hans mor yder den ultimative kvindelige omsorg oven på en ung mandlig patient, der får en prægtig erektion i dødsøjeblikket. 

Seks forslag til en kanon til sygeplejestudiet synes måske ikke af meget, selvom den spænder over næsten fire hundrede år og et par kontinenter. Men den gamle afdelingssygeplejerske synes, det er en god begyndelse, og nye grå hår er allerede begyndt at gro frem. Hun kunne godt have ønsket sig et værk om førstehjælp med i kanonen, men her stopper vi for ikke at provokere eller anfægte skolernes metodefrihed.