Boganmeldelser

Prisen for kønnenes ligestilling

Bertill Nordahl, Gideon Zlotnik

De stakkels piger

Om livet i overhalingsbanen

København: Forlaget Nielsens 2004
128 sider, 198 kr.

Moderne piger at kunne agere i både en traditionel pigerolle, som mange piger stadig opdrages til, og i en mere maskulin verden. De fleste piger lever op til forventningerne. Her skal vi søge forklaringen på, at et stigende antal piger får problemer med spiseforstyrrelser, overvægt, depressioner, selvmordsforsøg osv., mener forfatterne.

De tegner et dystert billede af den moderne pige og mener, at pigernes problemer skal ses som et råb om hjælp. Pigernes mere indadrettede adfærd beskrives som: ”Når en pige har det svært, så æder hun sig selv, mens en dreng æder andre.”

”De stakkels piger” er udformet som en debatbog, som lidt provokerende og humoristisk kritiserer det samfund, som producerer stadig flere piger, der mistrives. Dermed giver de også øretæver til de sidste generationers kvindekamp. Det er tilsyneladende ikke uden omkostninger at opdrage sine døtre til at kunne agere i en maskulin verden.

Forfatterne giver en lidt skræmmende analyse af, hvad der er på færde for nutidens piger, men formår også at give et bud på, hvad forældre, pædagoger, lærere m.fl. skal være opmærksomme på, og hvordan de kan støtte pigerne i deres udvikling frem for at udsætte dem for et endnu større pres. Udviklingen påvirker ikke kun pigerne, men i høj grad også drengene, som har fået konkurrence på deres maskuline værdier.

Det giver problemer i kønnenes forhold til hinanden, hvilket kan forklare skilsmisseprocenten, en påstand, som ikke dokumenteres. Der er ambivalens i problemet. Generationers kamp for ligestilling har båret frugt, og det er vel de færreste kvinder, som ønsker sig tilbage til den gang, hvor ordet ligestilling ikke fandtes. Men prisen for ligestilling betales af stadig flere piger, og det sættes der fokus på. Der er rig mulighed for at debattere pigers opvækstbetingelser og medvirke til, at prisen for at vokse op i et samfund med ligestilling mellem kønnene ikke bliver alt for høj.

Af Anne Marie Detlefsen, sundhedsplejerske i Sønderborg Kommune.

At skille sorgen og sagen

Eva Simonsen

Patientsikkerhedens blinde vej

Fanø: Simonsen 2004
78 sider, 148 kr.

Da Eva Simonsen henvendte sig til en præst efter at hendes mor havde været ude for et alvorligt, hændeligt uheld på et ældrecenter, fik hun det råd, at hun skulle prøve at skille sagen og sorgen. Et klogt og velmenende råd, der viste sig ikke at være så enkelt endda.

Den 80 sider lange beretning handler om, hvad der kan ske, når en pårørende tager både sagen og sorgen på sine skuldre og i følelsesmæssigt kaos forfølger sagen. Sagen handler om, hvad der skete, og hvem der havde ansvaret, da Eva Simonsens 89-årige mor faldt ud af en lift og pådrog sig svære kvæstelser, som hun senere døde af.

Bogen, der er udgivet af forfatteren selv, er ikke specielt velskrevet, og læseren har ingen mulighed for at gå ind i selve sagen og lære af den. Dertil handler den alt for meget om, hvad forfatteren føler, gør og tænker og kun lidt om de faktuelle forhold.

Den er til tider meget navlebeskuede, som når Eva Simonsen beskriver, hvordan det midt i sorgen lykkedes hende at køre til Tyskland for fejre sin pennevens fødselsdag og trods sorgen får skrevet en festtale. Hun kæmper en indædt kamp mod samtlige myndigheder fra kommunen til Sundhedsstyrelsen, sundhedsministeren og politiet, og som hun skriver: ”Det er svært at være den, der skal tage hånd om det hele. Jeg føler på en måde, at jeg skal forhindre, at der sker nye ulykker. Ikke alene med min mor, men også med andre.” Hun kæmper for at få placeret et ansvar, først det formelle, siden et økonomisk og et personligt ansvar. Sundhedspersonalet og myndighederne anklages for løgnagtige forklaringer og forfalskning af dokumenter.

Det har været Eva Simonsens hensigt at skrive en beretning fra det virkelige liv, som hele sundhedssektoren kunne lære af. Skal man kunne bruge bogen konstruktivt, mener jeg, den skal anvendes meget målrettet f.eks. i forbindelse med undervisning og formidling som et eksempel på, hvor galt det kan gå, når der ikke bliver taget professionelt hånd om utilsigtede hændelser. Man kan selvfølgelig kun gisne om, hvordan forløbet havde været for Eva Simonsen, hvis hendes sag havde været håndteret anderledes.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at hvis fejl og utilsigtede hændelser ikke bliver drøftet med de involverede, ikke bliver beklaget, og hvis patient og pårørende ikke får kendskab til, at man arbejder systematisk for at hindre lignende fejl, så er jorden gødet for at nogle patienter eller pårørende føler, at det er deres ansvar at ”opklare sagen”. Det kommer ofte til at foregå i en ubehagelig og destruktiv stemning af mistillid, hvor både sagen, sorgen og frustrationerne eskalerer, som det beskrives i denne bog.

Af Jette Ammentorp, ph.d.-studerende, cand.scient.san., Kolding Sygehus. 

Uddannelser i mande- og kvindeverden

Arbejdsmiljørådets service center

Ny i job

Du står i døren, alene, på vej ind på din arbejdsplads for første gang. Ingen vejleder, ingen lærer, ingen kammerater, kun dig selv. Der er nu, det gælder.
Er du parat?
København: ASC 2003
Bog og CD

“Du står i døren, alene, på vej ind på din arbejdsplads for første gang. Ingen vejleder, ingen lærer, ingen kammerater, kun dig selv. Det er nu, det gælder. Er du parat?”

Arbejdsmiljørådets Service Center har lavet et stemningsskabende og følelsesformidlende undervisningsmateriale til elever fra niende klasse og til studerende på længerevarende uddannelser. Materialet indeholder vejledning til uddannelse og arbejdslivet med fokus på muligheder og vanskeligheder ved at være ny og uerfaren på en arbejdsplads. Der er mulighed for aktivt at indtænke problematikker om arbejdsmiljø i jobvalg og i selve undervisningen. Pakken består af en bog, fire film, plakater og henvisning til nyijob.dk. Dokumentarisk journalistik har været omdrejningspunkt for materialet.

Bogen følger otte unge mennesker, servitricen, fragtchaufføren, frisøren, skibsmontøren, landmanden, struktøren, ingeniøren og sygeplejersken, i deres hverdag som elever eller nyuddannede i faget. En blanding af reportage i tekst, billeder og interviews med unge ansatte og deres ledere og læremestre. Det er en bog, man vil kunne skimme og dykke ned i for at udforske det fagområde, der har interesse.

Det oplevelsesprægede og autentiske i citater og billeder er fængende. Når den nyuddannede sygeplejerske i “Mettes hvide verden” udtømmer en absces, er det afbilledet helt ned på materieniveau. Hendes refleksioner er også med: “Ups, kan jeg det?” En sætning, der synliggør stoltheden og usikkerheden, når erfarne kolleger spørger hende til råds.

I en af de fire film - “Struktur og stuegang” - er sygeplejerskens kvindeverden sat op over for struktørerne Michaels og Driss’ betonstøbende mandeverden. De ulige samtaleformer, rammer og arbejdsvilkår står stærkt og maner til eftertanke i den pendulerende bevægelse mellem de to verdener. Fra at få og acceptere lortetjansen i mandeverdenen til at acceptere dilemmaet i ikke at være enig med lægen om behandling i pleje- og kvindeverdenen. Fra i oplæringen af den marokkanske struktørlæring at sige ”din halvneger” til i sygeplejen af anvende den altfavnende term min studerende.

Filmen kan anvendes til debat inden for områder som fag, køn, uddannelse, ansvar, arbejdsmiljø, kommunikation etc. blandt unge uddannelsessøgende, sygeplejestuderende, sygeplejersker og undervisere i folkeskole og videreuddannelsesregi.

Af Lis R. Jensen, klinisk sygeplejelærer, Med. Psykiatrisk afdeling H, Fredericia og Kolding Sygehuse.

Sygeplejerske med et kristent livssyn

Inge Lysgaard

Et omvæltende liv

København: Forlaget Edelweiss 2004
190 sider, 189 kr.

En ung, køn kvinde smiler fra forsidefotoet. Hun er iført sygeplejeuniform af en ældre årgang. Det er Inge Lysgaard, som blev uddannet til sygeplejerske fra Aarhus Amtssygehus 1954. Men sygeplejen fylder ikke meget i bogen, for det er ikke nogen fagbog, men en erindringsbog, som Inge Lysgaard har tilegnet sine børn og børnebørn.

Det mest indlysende udbytte for sygeplejersker er de historiske glimt, forfatteren giver fra sin elevtid i 50’erne. Det var den gang, første del af uddannelsen foregik på en sygeplejehøjskole. Nutidens bachelorstuderende må studse ved at læse, at eleverne på Børkop Sygeplejehøjskole ikke blot havde anatomi, fysik, matematik, regning, dansk, historie, bibeltimer og gymnastik. De lærte også at sy de fineste broderier. Og da de begyndte på sygehuset, kantede de sine uniformskraver med hulsøm. Man får indtryk af, at eleverne på nogle områder havde nærmest familiære forhold. De lavede gelé af paradisæblerne uden for elevboligen og tog ud i sygehusets sommerhus på fridage med en madkurv, som økonomaen havde pakket.

At kristendommen dengang var mere synlig på sygehusene end i dag, fremgår også. Efter elevernes morgenmad var der fælles andagt i spisestuen, og på afdelingen blev alle stuedørene slået op, så patienterne kunne høre både morgen- og aftensang til orgelmusik fra gangen. Med sådanne og lignende eksempler må man sande, at der er sket noget med vores fag de sidste 50 år. På godt og ondt. Noget vil vække forundring hos de unge – og genkendelse hos os ældre. For os alle gælder det, at det er godt at kende de rødder, vi er rundet af.

Største del af bogen handler om Inge Lysgaards liv før og efter sygeplejerskeuddannelsen. To uger efter endt uddannelse bliver hun gift. Parret får tre børn, bliver engageret i Frelsens Hær og kommer som følge heraf til at bo otte steder i Norge, inden familien flytter til Danmark igen. Umiddelbart er der ikke meget fagligt at hente her. Og dog. For den sygeplejerske og studerende, som interesserer sig for forholdet mellem livssyn og mestringsevne, kan Inge Lysgaards biografi være et studium værd. Hendes liv blev ikke nogen dans på roser, men to faktorer synes at bære hende gennem strabadserne: Hendes kristne tro og hendes accept af de givne vilkår.

Endelig kan den, der interesserer sig for den åndelige side af faget, vinde værdifuld indsigt her. Enkelt og ligetil fortæller Inge Lysgaard om sin omvendelse som ung og om troens betydning i hendes hverdag, ligesom der gives et fint indblik i Frelsens Hærs opbygning og virke.

Inge Lysgaards erindringsbog er underholdende, åbenhjertig, rørende og let læst. Alligevel giver den stof til eftertanke. En smuk foræring til hendes efterkommere – både i slægten og i faget.

Af Grete Schärfe, sygeplejerske på KamillianerGaardens Hospice, Ålborg.