Dilemma: Den stribede cafégæst

Illustration: Bodil Molich

Det summer af liv på Café Florence. Eva, som er sygeplejelærer, drikker en latte, og datteren Eline får en cola. De har været på indkøb, og Eline har fået et par nye ridebukser. I det fjerne øjner Eva en tidligere studerende, Anna, nu sygeplejerske. En af de gode. Hun ser godt ud. Klædt i pink frakke og stribede strømper. 

Anna vinker og kommer hen imod Eva og Eline. ”Hej Eva, hvordan har du det? Jeg har været ret bekymret for dig. Jeg var nede på min gamle afdeling, og de sagde, du havde været indlagt med et infarkt.”

Eva synker en gang. Indlagt. Ja. Men infarkt. Nej. Og i øvrigt skal de ikke gå og snakke om hende på den måde. Det gør man, når patienten er kendt af andre i sundhedssektoren, det ved hun godt. Alligevel er det møgirriterende at blive råbt an på den facon. Mange tanker går gennem hendes hoved. Skal hun skælde ud, lade som ingenting eller gå sin vej? 

”Hej Anna,” nøjes hun med at fremstamme. ”Hvordan går det, er du stadigvæk på neurokirurgisk afdeling?” 

Anna begynder at fortælle om sin karriere og sin karriereplanlægning, mens Eva nipper til kaffen. Da Eva har haft tid til at sunde sig, siger hun: ”Ved du hvad, Anna ” 

Hvad skal Eva sige til Anna?

Kommentarer i Sygeplejersken nr. 34 2004     

Alle har et problem

Eva kunne sige til Anna: ”Ved du hvad, Anna? Jeg er ærlig talt rigtig ked af at høre, at der bliver talt om mig efter min indlæggelse. Det er pænt af dig at spørge til mit helbred, men det sårer mig faktisk, at der tales om, hvad jeg har fejlet. Jeg synes, vi alle har et problem, hvis det er en del af vores kultur, at vi taler om kolleger, der er indlagt.”

Grethe Haahr, Geriatrisk Ambulatorium, Holbæk Sygehus. 

En anden dag

Eva svarer: ”Ved du hvad Anna, lige netop i dag har jeg givet mig selv lov til at glemme min sygdom og er derfor gået på cafe med min datter. Så du og jeg må tales ved en anden dag!” 

Ehlin Andreassen, pensioneret, sygeplejerske, København. 

Krænket blufærdighed

I denne situation har nogen brudt sin tavshedspligt, måske fordi det var en ”kendt” person, det drejede sig om. Men om så det var skorstensfejeren, barnepigen eller filmstjernen, så gælder tavshedspligten stadig, når det er uden for arbejdet. Problemet er også, at Anna ikke har sat en stopper for historien og i stedet har ladet den gå videre, så den rigtig har kunnet udvikle sig.

Mette Bjørn Jakobsen, 6.-semester- studerende. Holstebro Sygeplejeskole.

Svært at sætte grænser

Eva siger: ”Jeg er overrasket over, at du bringer din bekymring frem her, hvor jeg sidder med min datter på en café. Det virker, som du helt har glemt dine forpligtelser til som sygeplejerske at værne om fortrolige oplysninger og om at bevare patientens værdighed og integritet! Jeg ved godt, det er uundgåeligt, at der snakkes om mig i afdelingen, men du bør nok tænke på, at den viden, du har fået, er fortrolig. Da det oven i købet er forkert, det var ikke på grund af et infarkt, jeg var indlagt, får det karakter af sladder.  

Du skal vurdere situationen, da du jo ikke kan vide, om min datter ved noget om min sygdom, eller om jeg har lyst til at tale med dig om det her på en café med mange mennesker. Jeg kunne foreslå dig, at du i en lignende situation nøjedes med at spørge ”Hvordan har du det?” og så lader mig fortælle dig det, jeg synes, du skal vide.” 

Anna bliver flov og siger: ”Jeg har jo bare været så bekymret, men du har ret.” Før Anna går tilbage til sine venner, taler vi lidt om, hvor svært det kan være at sætte grænsen mellem det professionelle og det private.  

Elsebeth Vesterheden, afdelingssygeplejerske, ansat på Århus Sygehus, medlem af Sygeplejeetisk råd.