Boganmeldelser

At vælge sig selv som alkoholiker

Erik Nygaard
Det fordi

Introduktion til sygdommen alkoholisme og Minnesotabehandlingen.

Tjele: Forlaget Tjele 2004 
145 sider, kr. 125.

Hvorfor drikker Jeppe? Svaret på det spørgsmål vil variere, alt efter hvordan man opfatter problemet. Forfatteren til denne bog gør sig til talsmand for en forståelse af alkoholisme som en sygdom, der er karakteriseret ved kontroltab, omfattende destruktion af personens livsrum og alvorlige psykiske og fysiske skader. Han er selv ædru alkoholiker og har på egen krop mærket sygdommens snigende udvikling, hvordan den nære familie er blevet draget ind i feltet og sluttelig har måttet sige fra, den sociale deroute og generobringen af et værdigt liv ved hjælp af Minnesota-behandlingen.  

Erik Nygaard er cand.psych. og i dag centerpsykolog på Behandlingscenter Tjele. Det, at han videregiver sine personlige erfaringer, falder helt i tråd med et af behandlingsmodellens væsentligste principper, nemlig princippet om identifikation. Et behandlingsforløb styres af en uddannet terapeut, som selv er ædru alkoholiker og dermed et levende eksempel på, at metoden er virksom.

En forudsætning for, at behandlingen virker, er dog, at patienten har erkendt sin afhængighed: At alkoholen gør personen magtesløs, og at vedkommende ikke kan kontrollere alkoholen, men helt og holdent styres af den. Hvis ikke benægtelsen brydes, og alkoholikeren får indsigt i sin sygdom, kan han eller hun ikke selv medvirke i behandlingen. 

Minnesota-modellen bygger på Anonyme Alkoholikeres (AA) behandlingsmæssige program, som er udviklet i USA i 30erne. Det er et program, som trin for trin hjælper den syge igennem rehabiliteringsprocessen. Målet er ikke at blive rask i betydningen at kunne styre sit alkoholforbrug. Målet er at leve med sin sygdom, dvs. lade være med at drikke. Bogen giver en fyldestgørende beskrivelse af de behandlingsmæssige principper, Minnesota-modellen er funderet på.

Der gøres op med myterne om programmet, ligesom forfatteren også redegør for sine egne forbehold, inden han gik i behandling. Herunder den åndelige dimension, som skal tolkes meget bredt og helt subjektivt, idet begrebet Gud eller Højere Magter refererer til det, den enkelte selv lægger i det, men under alle omstændigheder udtrykker en erkendelse af at have brug for hjælp fra noget eller nogen, der ligger uden for en selv. Årsagen til sygdommen ligger uden for personens ansvarsområde, behandlingen består i at vælge sig selv som alkoholiker, som et fortvivlet menneske, der ved andre menneskers eller andre kræfters hjælp kan blive et helt og autentisk menneske. 

Det aktive element i AA er fællesskabet og det, der udspiller sig i gruppen. Formålet er at få skabt et godt liv, opbakningen og fastholdelsen fra de øvrige i samme båd er væsentlig og nødvendig for at holde stilen. Uanset om man er enig i Minnesota-modellens strategi eller ej, så får man et godt indblik i dens principper på en nærværende og autentisk måde. 

Af Sonja Bech, distriktspsykiatrisk sygeplejerske, Distriktspsykiatrien, Lyngby-Taarbæk/Søllerød.

Etisk analyse med nye sko på

Helle Stryhn

Etik og sygepleje 2. udgave

København: Munksgaard Danmark 2004
2000 sider, 228 kr.

I den første udgave af ”Etik og sygepleje” benyttede Helle Stryhn sig af Randi Susanne Natvigs analysegrundlag for etiske valg. Her ca. 10 år efter benytter hun en analysemodel, som baserer sig på forskning i sygepleje. Det virker som et naturligt valg. Etik og sygepleje bygger stadig på erfaringskundskab, men underbygges i stigende grad af forskning.

Modellen eller guiden er udarbejdet af Sara Fry, som har udviklet den gennem de sidste 10-15 år. En af fordelene er, at den er fremtidsrettet. Modellen indeholder fire spørgsmål: Hvad er historien bag værdikonflikten? Hvilken betydning har de involverede værdier? Hvad betyder den etiske konflikt for de involverede parter? Hvad skulle være gjort? 

Helle Stryhn lader virkeligheden træde frem gennem fortællinger om situationer, som sygeplejestuderende har oplevet i deres uddannelsesforløb. Fortællingerne er beskrivende og giver et godt indtryk af de særlige omstændigheder på det pågældende tidspunkt. Vi bliver trukket ind i atmosfæren, og det er historier, der vil noget.

Fortællingerne viser, hvad der kan ske mellem mennesker, og de er kilder til fred, forundring og fordybelse. En af fortællingerne er den samme som i første udgave, og det er spændende at følge analysen med nye sko på.  

Et perspektiv, som også er indeholdt i det, Stryhn kalder for etikkens sprog, er forbundenheden i tilstanden nærhed og afstand. Nærheden er tydelig, når den studerende fortæller i jeg-form og i nutid. Afstanden er tydelig, når hun trækker sig lidt tilbage fra handlingen og reflekterer over den. 

Fry placerer sig inden for etiske retninger, hvor grundtanken er, at der findes ens regler og mønstre, selvom situationerne og de mennesker, der indgår i dem, er forskellige. Her er altså ikke tale om at klynge sig til et princip ved løsningen af en etisk problemstilling, men om at se på sammenfald af mønstre, som kan hjælpe os til at træffe det rigtige valg. Det er i modsætning til Nel Noddings rene situationsetik. Nodding mener ikke, at etiske principper kan gøres universelle, da situationer altid er forskellige. Hun tillægger mødet mellem mennesker den største værdi, dernæst selve handlingen. Set på den måde bliver den, der giver omsorg, lige så sårbar som den, der modtager omsorgen, da der i det at udlevere sig selv gennem nærhed og engagement er en risiko for at blive afvist. Selv om jeg kan slutte op om Frys argumentation for, at der er regler og mønstre for handling, som er generelle, fritages vi dog ikke for at risikere en afvisning i mødet med et andet menneske, men den er nok værd at løbe. 

Efter hver fortælling er der spændende spørgsmål til refleksion. Bogen er gennemarbejdet og efterlader mig med en følelse af nærhed og afstand til indholdet - det føles godt. 

Af Karenn Nielsen, sygeplejerske og psykoterapeut, uddannelseskonsulent ved Roskilde Amtssygehus Fjorden.

Gamle menneskers liv skal gøres leveværdige

Jorit Tellervo, red.

Selvmord blandt gamle mennesker Myter, viden og forebyggelse

København: Nyt Nordisk Forlag 2004
238 sider, 249 kr.

Kan gamle mennesker overhovedet finde på at tage deres eget liv? Antologien angriber et svært tabubelagt område. Selvmordsforebyggelse har i de sidste 4-5 år været et særligt indsatsområde for Social- og Sundhedsministeriet. Paradoksalt nok har interessen mest været rettet imod unge, skønt selvmordshyppigheden er højst blandt gamle. 25 pct. af selvmordene sker blandt de 14 pct. af befolkningen, som er over 65 år, dvs. at der er en betydelig overvægt af selvmord blandt gamle.

Emnet belyses fra alle tænkelige vinkler. Først og fremmest er der stærkt personlige beretninger fra mennesker, som har haft selvmord tæt inde på livet enten efter selv at have forsøgt selvmord eller som efterladt. Journalisten Inger Anneberg har interviewet dem. Filosoffen Peter Kemp og kulturforsker Karen Schousboe sætter fokus på de etiske og filosofiske spørgsmål i forbindelse med selvmord. Har man ret til at tage sit eget liv, og hvad er livets værdi? Embedslæge Kate Runge belyser en samfundsmæssig sammenhæng med en række eksempler.

Selvmordsforsker Annette Erlangsen har undersøgt risikofaktorer, hvor det har vist sig, at flere hændelser kan være medvirkende til selvmord f.eks. psykisk eller fysisk sygdom, ægtefælles død, søskendes eller venners død, ændring og reduktion af sociale roller eller funktionsniveau. Indsatsen bør ligge på forebyggelse, og det handler om at være opmærksom på signaler om depression eller selvmordsovervejelser med henblik på at få iværksat behandling, men i lige så høj grad om at skabe rammer, vilkår og holdninger, som gør gamle menneskers liv leveværdige. At blive behandlet respektfuldt, at blive set, hørt og værdsat, at være nødvendig og ønsket i et fællesskab bekræfter et menneskes værdighed og eksistens - uanset alder.

Jan Henrik Winsløv, psykolog, beskæftiger sig med gamle menneskers oplevelse og håndtering af belastninger og tab i alderdommen. En række sociale og psykiske forhold har betydning for mestringsevnen og dermed modstandsdygtighed over for udvikling af depression. To psykiatriske sygeplejersker, Agnete Birktoft og Hanne Frandsen, videregiver deres erfaringer fra et selvmordsprojekt i Københavns Amt. De beskriver sygeplejen og omsorgen i tre casestories, hvor de grundigt gennemgår selvmordsprocessen, risikovurdering, samarbejde med pårørende og ikke mindst samtaleteknik i forhold til den selvmordstruede.

De professionelles position og vilkår samt de efterladtes situation behandles af psykologerne Peter Storm og Unni Bille-Brahe. Præsten Sisse Landert giver sit bud på, hvordan man kan skabe håb i et andet menneske ved samtale og nærvær, og kommunikationsforsker Elene Fleischer analyserer gamle menneskers brug af tavshed og kommunikation. Et væsentligt budskab er, at ingen dør af at tale om selvmord, men flere er døde af selvmord, fordi ingen ville tale om selvmordstankerne.

Antologien belyser også områder som ensomhed, forladthed, tab af status pga. aldringen og de rolleskift, der følger med, isolation og marginalisering. De mange personlige skildringer gør stort indtryk og tvinger læseren til at gøre sig sin egen holdning klar.

Både i forhold til de etiske dimensioner omkring selvmord, og når det drejer sig om holdningen til gamle mennesker generelt. Hvordan møder vi dem? Tankevækkende er brugen af ord som ældrebyrde.

Bogen behandler et kontroversielt emne respektfuldt og med mange facetter. Den kalder på refleksion og eftertanke og giver øget viden. For sygeplejersker er den særlig vigtig, fordi den behandler et område, hvor der er megen berøringsangst, men også muligheder for at forebygge med øget opmærksomhed og viden. Jorit Tellervo, som har redigeret, er sygeplejerske og billedkunstner og bidrager med begge egenskaber til bogens høje kvalitet.

Af Sonja Bech, distriktspsykiatrisk sygeplejerske, Distriktspsykiatrien Lyngby-Taarbæk/Søllerød.