Sygeplejersken
Lotte: Jeg vidste ikke selv, hvor skadet jeg var
”Mine to kolleger kom rigtig slemt til skade. Jeg kørte selv hjem om morgenen uden at have opdaget, hvor skadet jeg var. Man kører på rutinerne: Du skal det, og du skal det Kalder folk ind, giver medicin, skriver rapport. Det var først, da min mand kom hjem over middag, at det trængte ind. Jeg havde fået så mange tæsk, at jeg var helt hævet i nakkeregionen. Sct. Hans havde ringet til ham på hans arbejde. At det var nok bedst, at han tog hjem, for jeg var mere skadet, end jeg selv troede.”
Sygeplejersken 2004 nr. 34, s. 14-15
Af:
Kirsten Bjørnsson, journalist
Lotte Frederiksen, sygeplejerske på Sct. Hans Hospital: Jeg er glad for mit job.
Disse mennesker er de mest syge, sårbare og udsatte i samfundet.”
Foto: Anne-Li Engström
Episoden, hvor sygeplejerske Lotte Frederiksen blev slået ned i en af de retspsykiatriske afdelinger på Sct. Hans Hospital, ligger nogle år tilbage i tiden.
”Fem patienter havde rottet sig sammen og sad i spisestuen og var grove og truende. Verbalt truende og psykotisk snak blandet sammen. Vi havde kaldt hjælp fra andre afdelinger, men alligevel gik det galt.”
Tre medarbejdere blev slået ned, og episoden endte med politi og ambulance. Den ene kollega var sygemeldt i længere tid med en blødning i øjet, den anden med blødninger i nyrerne.
Om eftermiddagen gik Lotte Frederiksen til supervision hos en psykolog, og et par dage efter blev alle, der havde været i afdelingen, samlet til debriefing. Den kvindelige, voldsdømte patient, der startede mytteriet, blev overflyttet til sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland. Hun kom senere i retten og fik en ny dom for grov vold.
Lotte Frederiksen gik hjemme i 14 dage, så begyndte hun på arbejde igen. Oplevelsen har ikke taget modet fra hende, næsten tværtimod.
”Jeg er blevet god til at vejre situationen, kigge på patienternes øjne og deres adfærd. Hvis deres øjne bliver sorte, og de ikke svarer eller gemmer hovedet væk, så vil jeg nok stoppe og overveje, om jeg skal fortsætte. Man udvikler simpelthen en sjette sans.”
Personalet på Sct. Hans får træning i, hvordan man kommer ud af kvælergreb og andre farlige situationer, og hvordan man kontrollerer en patient fysisk. Det giver tryghed, og patienterne mærker, at man ikke er bange.
”Jeg ved, hvor galt det kan gå. Men det er sket én gang i alle de ni år, jeg har arbejdet i retspsykiatrien,” siger Lotte Frederiksen.
”Det giver styrke, når man har klaret sådan en situation. Så tænker man: Det her klarer jeg også.”
Synes du stadig, det er sygepleje, du udøver,
Side 15
når du fysisk er med til at kontrollere en patient?
”Ja, for nogen er nødt til at hjælpe patienterne, når de ikke kan kontrollere sig selv. Hvis du først har oplevet, at en patient har stået og skåret huden af sig selv Eller stået og slået tænderne mod håndvasken, til de knækkede.
Hvis patienten slår, fordi han har mistet kontrollen over sig selv, må andre overtage kontrollen i en periode. Men det skal gøres på en værdig og professionel måde. Man må ikke blotte eller nedværdige patienten. Jeg er glad for mit job. Disse mennesker er de mest syge, sårbare og udsatte i samfundet. De er opgivet af familie og venner, og det er en stor faglig udfordring at hjælpe dem. Når alt andet svigter, så er sygeplejersken der.
Der kan gå år, men man oplever, at patienterne får det bedre. Og man kommer faktisk til at holde af dem. Det er også mennesker, som har gode og rare sider, men som ikke har haft mulighed for selv at trække de sider frem.”