Sygeplejersken
Psykiatrien er fortsat plaget af vold
Undren. Vold mod personale og medpatienter i lukkede psykiatriske afdelinger burde være et aftagende problem. Alle psykiatriske sygehuse har brugt millioner af kroner på at stoppe volden. Men problemet er tilsyneladende lige stort.
Sygeplejersken 2004 nr. 34, s. 12-17
Af:
Kirsten Bjørnsson, journalist
Billede
Side 13
Der er ingen, der ved, hvor tit personalet i lukkede afdelinger i Danmark kommer ud for vold og trusler. Men det siger lidt om risikoen, at flere retspsykiatriske afdelinger rundt omkring har anskaffet plexiglasskjolde af den type, som politiet bruger.
Skjoldene bliver sjældent taget frem. De står der for det tilfælde, at en patient går amok på sin stue og bruger potteplanter, tv-apparater og andet inventar som kasteskyts mod alle, der forsøger at åbne døren. Eller har skaffet sig en slags våben ved at brække et ben af et bord eller et stykke skarpt metal af en seng.
En madras kan tjene samme formål. Men politiskjoldet er bedre, fordi det er gennemsigtigt, lyder forklaringen. Så kan man se, hvad patienten er i gang med.
Psykiatrisk sygepleje er heldigvis meget andet end selvforsvar og tvangsforanstaltninger. Men trusler og vold er en reel erhvervsrisiko, ikke mindst i den lukkede del af psykiatrien.
”Når man anbringer folk i en lukket afdeling, gør man noget mod deres vilje. Det fremkalder selvfølgelig aggressioner, uanset om det så er nødvendigt og noget, lovgivningen kræver,” siger ledende oversygeplejerske Jesper Bak fra udviklingsafdelingen
Side 14
på Sankt Hans Hospital, der har landets største retspsykiatriske afdeling.
Nært forbundet med tvang
Dansk Sygeplejeråds undersøgelser af sygeplejerskers arbejdsmiljø (se boks side 17) viser, at psykiatrien uden sammenligning er det mest voldsplagede område.
Inden for en 12-måneders periode er 85 pct. af de psykiatriske sygeplejersker blevet truet af patienter. 55 pct. er blevet skubbet, slået, sparket eller bidt. 7,1 pct. har været ude for så voldsomme overfald, at deres førlighed var truet. 1,4 pct. har været i livsfare.
Undersøgelsen skelner ikke mellem åben og lukket psykiatri. Men Jesper Bak er ikke i tvivl om, at risikoen er flere gange større i en lukket afdeling end en åben og formentlig allerstørst i retspsykiatrien, hvor et stort flertal af patienterne er dømt for drab, vold, brandstiftelse og anden såkaldt personfarlig kriminalitet.
Jesper Bak vurderer, at 90-95 pct. af volden findes i de lukkede afdelinger. For det er i de lukkede afdelinger, der bliver
Side 15
brugt tvang. Og mellem vold og tvangsforanstaltninger er der en nær sammenhæng. Vold udløser tvang og omvendt.
”Men man skal stadig huske, at alvorlig vold er sjælden. Det er måske noget, man oplever én gang i et arbejdsliv. Og nogle gør det slet ikke,” siger Jesper Bak.
Han er selv blevet spyttet på, bidt og revet i håret adskillige gange.
”Men jeg har aldrig været ude for et reelt alvorligt angreb, selv om jeg har arbejdet i psykiatrien siden 1984, og mange af årene i den lukkede del.”
Sygeplejersken sætter i disse uger fokus på arbejdsforholdene på landets psykiatriske afdelinger. Forhold, der er blevet kraftigt forrået i løbet af de seneste år.
I sidste nummer af Sygeplejersken skrev vi, at antallet af retspsykiatriske patienter er firedoblet i løbet af de seneste 20 år. Læs hele artiklen ”Flere kriminelle i psykiatriske afdelinger” i Sygeplejersken nr. 33/2004.
Du kan læse mere om volden i de lukkede afdelinger i næste nummer af Sygeplejersken (nr. 35/2004).
Flere lukkede afsnit
Det er Jesper Baks fornemmelse, at volden hverken er tiltagende eller aftagende. Omfanget virker nogenlunde stabilt, og det undrer han sig over. Af en række forskellige grunde.
Psykiatriske sygehuse i dagens Danmark bruger millioner af kroner på at forebygge og håndtere vold. Personalet får undervisning i at håndtere konflikter og kommunikere. De lærer metoder til selvforsvar og til at kontrollere en voldelig patient. Efter voldsomme episoder
Side 16
bliver der talt om tingene, og folk får tilbud om kriseterapi, psykologbistand og faglig supervision.
”Vi bruger altså flere og flere ressourcer på at forebygge og håndtere volden. Og så er det underligt, at den ikke falder,” siger Jesper Bak.
På Sankt Hans og andre psykiatriske hospitaler er der nedlagt mange senge, og derfor burde antallet af episoder og skadesanmeldelser være faldet.
”Men problemet er, at vi har fået flere lukkede afsnit. Vi har flere senge i lukkede afsnit end nogensinde, specielt inden for retspsykiatrien. Det mudrer billedet,” siger Jesper Bak.
Et tredje forhold, der burde give mindre vold, er brugen af enestuer. For der er ingen tvivl om, at det forøger risikoen for konflikter, når psykisk syge bliver tvunget til at være tæt sammen. Der kan komme konflikter mellem patienterne indbyrdes, men det kan også føre til konflikter med personalet.
”Skizofrene har brug for at være alene og har brug for plads omkring sig. Fysisk plads,” siger Jesper Bak.
”Derfor burde vi kunne se en virkning, nu hvor der udelukkende er enestuer i næsten alle lukkede afsnit i Danmark. Hvorfor falder volden så ikke,” spørger Jesper Bak. Han peger selv på en række mulige forklaringer. Man ved f.eks., at stor personaleudskiftning og et stort forbrug af vikarer øger risikoen for vold.
Side 17
Stor travlhed og dårlig normering har den samme virkning - men selv om psykiatriske sygehuse har været gennem besparelser i de senere år, er det stort set ikke gået ud over personalebudgetterne. I hvert fald ikke på Sankt Hans Hospital.
Jesper Bak er mest tilbøjelig til at mene, at Sankt Hans Hospital simpelthen ikke har set den fulde virkning af det forebyggende arbejde endnu.
”Og når man taler om tvang og vold, kan omfanget være afhængigt af ganske få patienter. Vores kurver går op og ned fra år til år, og to-tre patienter kan ændre statistikken, selv for et hospital af vores størrelse med over 400 patienter.”
Både syge og asociale
Flere sygeplejersker med mange års erfaring fra lukkede afdelinger bekræfter, at det blev lettere at undgå vold, da patienterne fik enestuer.
Blandt andre Lotte Frederiksen, som er fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på Sankt Hans Hospital, og som selv arbejder i et retspsykiatrisk afsnit.
”Patienterne har brug for meget rum, både fysisk og psykisk. Men mange har også problemer med hygiejnen pga. deres sygdom. Hvis man er meget syg, er det ikke sjovt at bo sammen med én, der ikke har været i bad i 14 dage. Eller aldrig lukker døren, når han er på toilettet,” siger hun.
Men Lotte Frederiksen oplever, ligesom andre erfarne medarbejdere i psykiatrien, at der til gengæld er sket noget med patienterne.
Dansk Sygeplejeråd har sammen med Arbejdsmiljøinstituttet undersøgt sammenhænge mellem sygeplejerskers arbejdsmiljø, trivsel og helbred.
Undersøgelsen er baseret på et spørgeskema, der i 2002 blev udsendt til 6.043 tilfældigt udvalgte medlemmer af Dansk Sygeplejeråd.
Der kom 4.559 besvarede spørgeskemaer retur - svarende til en besvarelsesprocent på 76,2. 2.943 af respondenterne er sygeplejersker (cirka 65 pct.), mens de øvrige respondenter er sygeplejersker med specialistfunktioner, mellemledere, overordnede og øverste sygeplejefaglige ledere, sundhedsplejersker, sygeplejelærere og sygeplejestuderende i klinisk undervisning.
Der er flere med en anden etnisk og kulturel baggrund. Der er flere misbrugere, som er totalt fikserede på sig selv. Flere patienter forsøger at sætte sig igennem med trusler, fordi det plejer at virke udenfor. Flere kender ikke de grundlæggende sociale spilleregler.
”Når man bliver skizofren, og det gør man ofte som ung, har man som regel ressourcer, man kan trække på, når man bliver bedre igen. Man kan indgå i fællesskaber og begå sig socialt.
Nu ser vi indimellem patienter, der er vokset op i så dårlige sociale miljøer, at de ikke kender de sociale omgangsformer. De har ingen forståelse for andres behov, og at skulle udsætte sine egne behov er det værste, man kan komme ud for.
Det er klart, at det giver konflikter patienterne imellem. F.eks. i spisesituationerne, hvis man tager alle frikadellerne, eller hvad man nu selv synes er lækkert. Uden tanke for, at andre skal have,” siger Lotte Frederiksen.