Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Soldater undersøges, før de går i krig

Skavanker. Sygeplejerske John Rex ved Høvelte Kaserne indsamler informationer og samler trådene i forbindelse med en stor helbredsundersøgelse af soldater, der udstationeres i Irak.

Sygeplejersken 2004 nr. 34, s. 21

Af:

Marianne Troelsen, journalist

Sygeplejerske ved Høvelte Kaserne John Rex har en vigtig rolle, når soldater udstationeres i Irak. Han er en af de personer, der skal sørge for, at det kun er raske og velfungerende soldater, der bliver sendt i krig.  

Som pilotprojekt har Forsvarets Sundhedstjeneste iværksat det, de kalder et Standardiseret Arbejdsmedicinsk HelbredsOvervågningsProgram (SAHOP), der skal undersøge soldaternes fysiske og psykiske tilstand før og efter udstationeringen i Irak. Baggrunden er, at en undersøgelse af Golfkrigsveteraners helbred har påvist, at de soldater, som har været sendt ud, i højere grad end andre soldater lider af forskellige sygdomme (se boks).  

John Rex skal bl.a. sørge for, at soldaterne udfylder et meget omfattende spørgeskema om deres helbred, at skemaerne bliver samlet sammen igen og returneret til speciallæge i arbejdsmedicin ved Forsvarets Sundhedstjeneste, Bernadette Guldager, der er kvinden bag projektet.  

Desuden tager han blodprøver og udfører syns- og høretest på soldaterne. 

”Jeg koordinerer trådene i regimentet vedr. SAHOP. Spørgeskemaerne tager ca. halvanden time at udfylde, og det skal noteres i soldaternes øvelseslister. Jeg skal desuden sikre mig, at lægerne får udfyldt det, de skal, og at soldaterne bliver helbredsundersøgt. Det er en stor planlægningsmæssig opgave,” siger John Rex, der også er involveret, når soldaterne vender hjem fra Irak.  

Her får soldaterne igen helbredet grundigt undersøgt, og der bliver atter taget blodprøver, afføringsprøver og syns- og høreprøver.  

”Men mit job er også at finde ud af, hvordan de har det. Ofte betror soldaterne sig hellere til mig end til en psykolog, de ikke kender,” siger John Rex, der dog finder Irak-projektet lidt for omfattende.  

Ifølge ham virker spørgeskemaerne uoverskuelige for soldaterne. Der er mange ting at forholde sig til og mange spørgsmål om f.eks. familien, som virker irrelevante. 

”Jeg kan se, at brugerne sætter spørgsmålstegn ved det. Men alligevel er det godt, at soldaterne lige overvejer det en gang til. At de igen bliver gjort opmærksom på, at det ikke bare er en turisttur, de skal på. Og man kan jo ikke have folk gående i disse funktioner, uden at man følger op og tager hånd om det,” siger John Rex. 

Fakta om undersøgelse af soldater - SAHOP

Forsvarets Sundhedstjeneste introducerede i 2003 et Standardiseret Arbejdsmedicinsk HelbredsOvervågningsProgram (SAHOP), der har til formål at overvåge soldaternes helbred, livsstil og arbejdsmiljø med henblik på forbedring og forebyggelse.

Baggrunden for programmet er, at man i USA har undersøgt Golfkrigsveteraners helbred og konstateret, at de i højere grad end andre soldater lider af forskellige sygdomme.

En lignende undersøgelse af danske soldater, der har været udstationeret i Golfkrigsområdet, afslører samme billede.

Sammenlignet med soldater, der ikke havde været udsendt, led Golfkrigssoldaterne i højere grad af hovedpineanfald, abnorm træthed, koncentrations- og hukommelsesbesvær, søvnforstyrrelser, irritabilitet, luftvejslidelser, hudsymptomer og intermitterende feber. Målet med SAHOP er at forebygge disse sygdomme.

SAHOP består af et omfattende spørgeskema og en helbredsundersøgelse af soldaterne. Sygeplejersker ansat i forsvaret måler blodtryk og puls og står for vaccinationer, syns- og høreprøver. Cirka 1.500 soldater har indtil videre besvaret spørgeskemaerne. Ud af dem er otte procent placeret i en såkaldt OBS-gruppe, fordi de udviser træk, som måske kan udvikle sig til psykiske mén. De tilbydes bl.a. psykologbistand.

15 pct. havde fysiske skavanker såsom træthed og diaré, dertil kommer en hel del overfladiske skrammer.

Kilder

Bernadette Guldager, speciallæge i arbejdsmedicin ved Forsvarets Sundhedstjeneste, Jægersborg Kaserne.Knud Høier-Madsen, overlæge ved Forsvarets Sundhedstjeneste, Jægersborg Kaserne.Ugeskrift For Læger, 4. december 2000, nr. 49, side 6687.  

TEMA: SYGEPLEJE I FORSVARET