Sygeplejersken
Central rolle til sygeplejersker
Engelske sygeplejersker spiller en vigtig rolle i den modernisering af sundhedsvæsenet, som den engelske regering har sat i værk.
Sygeplejersken 2004 nr. 4, s. 24
Af:
Kirsten Bjørnsson, journalist
Engelske patienter skal ikke længere finde sig i lange ventetider, nedslidt personale, antikveret apparatur, stivnede rutiner og manglende valgmuligheder.
Det besluttede den engelske regering, da Labourpartiet var kommet til magten for seks år siden. I sommeren 2000 var regeringen klar med en plan for, hvordan det skrantende offentlige sundhedsvæsen NHS skal komme til hægterne igen.
I planen indgik meget store budgetudvidelser, nybyggeri, it og moderne behandlingsteknologi. Men også flere sygeplejersker og læger, moderne pleje- og behandlingsprincipper og, ikke mindst, en ny opgavefordeling.
De engelske sygeplejersker er tiltænkt en stor og selvstændig rolle i NHS-planen.
Det er allerede mange år siden, konsultationssygeplejersker i engelske lægepraksis overtog kontrol, vejledning og til en vis grad også behandling af mennesker med astma, diabetes og andre kroniske sygdomme.
Nu får andre sygeplejersker i primærsektoren nye, selvstændige roller.
Nye uddannelser giver sygeplejersker kompetence til at ordinere medicin og behandle mindre skader og sygdomme.
Nyskabelser som walk-in centre og NHS Direct (se artiklerne) betyder, at sygeplejersker i stadig større omfang overtager den praktiserende læges rolle som gatekeeper til sundhedsvæsenet.
En tilsvarende udvikling er så småt begyndt på sygehusene. Her vil sygeplejersker i et vist omfang også komme til at vurdere og visitere patienter, indlede behandling og - i ukomplicerede tilfælde - afslutte den.
Lokalt findes der allerede eksempler på, at sygeplejersker vurderer hjertepatienter og igangsætter trombolyse, bestiller og vurderer røntgen- og andre undersøgelser og henviser til specialister.
Lægemangel kritisk
”Et vigtigt mål for regeringens politik er at forbedre adgangen til sundhedsvæsenet. Et andet er at give et meget bedre tilbud til mennesker med kroniske sygdomme,” siger konsulent Lynn Young fra Royal College of Nursing, de engelske sygeplejerskers faglige organisation.
”Det handler også om at bringe sundhedsvæsenet ind i det 21. århundrede. Det er på høje tid, at vi fjerner de historiske faggrænser og hierarkier. Vi må glemme, hvem der plejer at gøre hvad og i stedet se på, hvem der kan gøre hvad.”
NHS-planen fra 2000-2005 betyder en budgetudvidelse på omkring 50 pct. over fem år til det offentlige sundhedsvæsen NHS (National Health Service). Pengene skal bl.a. bruges til 7.500 flere speciallæger, 2.000 flere praktiserende læger, 20.000 flere sygeplejersker og 6.500 flere terapeuter.
Lægemangel er baggrunden for, at sygeplejersker, farmaceuter og fysioterapeuter i nogle situationer skal kunne behandle og ordinere medicin, forklarer Lynn Young.
”Mange praktiserende læger er tæt på pensionsalderen, men unge læger står ikke i kø for at overtage. Der er områder, hvor op til 30 pct. af de praktiserende læger er ved at gå på pension.
Og samtidig har vi en udvikling, hvor flere og flere behandlingsopgaver bliver flyttet fra sygehusene til primærsektoren.”
På sygehusene er situationen også kritisk. Det skyldes et EU-direktiv om arbejdstid, der forhindrer, at unge læger kan blive ved med at arbejde 80 timer om ugen, som de tidligere har gjort.
”Helt uforsvarligt,” siger Lynn Young. ”Det må selvfølgelig stoppes. Og hvis unge læger skal have lov til at sove om natten, må vi finde andre måder at gøre tingene på.”
Men England er også et land, der er ramt af alvorlig sygeplejerskemangel. Hvorfor skal sygeplejersker så overtage lægernes arbejde?
”Det er ikke kun sygeplejersker, der skal have nye opgaver. Hele arbejdsstyrken skal flyttes. Som sygeplejersker må vi også være åbne for, at andre kan udføre sygepleje, selvfølgelig med den rette uddannelse og støtte,” svarer Lynn Young.
Læs mere
I 2002 udgav det engelske sundhedsministerium publikationen ”Liberating the talents. Helping Primary Care Trusts and nurses to deliver The NHS Plan” om nye roller for sygeplejersker i primærsektoren.
I 2003 udgav sundhedsministeriet og Royal College of Nursing ”Freedom to practice: dispelling the myths.” Begge publikationer kan findes på ministeriets hjemmeside
Sundhedskartellet: Sundhedscentre sikrer forebyggelse
Fem skarpe til Connie Kruckow om sundhedscentre
Uden henvisning og tidsbestilling
Sundhedsprofessor: Borgernes behov er udgangspunkt
Sundhedsprofessor: Strukturdebat fremmer ikke sundhedscentre
Kommunernes Landsforening: Kvalitetsforbedring for borgerne
Lægerne: Etablering skal ske på frivillig basis