Synspunkt: Florence på ferie

Er der en læge eller sygeplejerske til stede? Stewardessen så sig søgende omkring i maskinen, der var fyldt med ferieglade danskere på vej mod Kreta. 

Jeg dukkede hovedet og skævede ud af øjenkrogene i håb om en reaktion fra anden side. Men nej. Min søster puffede til mig og gentog budskabet så højt, at jeg var nødt til at reagere. Hun stak hånden op i luften og pegede på mig. 

Fem minutter senere sad jeg i saksen. Igen. Endnu en rejse med gratis arbejde for SAS, Bornholmstrafikken eller DSB. 

Han hed Per og hyperventilerede om kap med flyets motorer. Vi sad på gulvet foran cockpittet, og der var højst fem grader.

”Vi har faktisk ikke tid til at tage os af ham, men hvis han bliver hysterisk, så blæser vi ham ud med ilt. Det virker altid og giver lidt arbejdsro,” sagde den effektive stewardesse og skrævede hen over Pers ben for at fylde sprutvognen til første runde. Per havde en puls på 140, han var pæon­rød i hovedet og havde snurrende fornemmelse i hænder og fødder. 

Per var stresset. Han var blevet gift for tre timer siden, havde arbejdet som en gal for at sætte sin nye lejlighed i stand, og der var faktisk ikke tid til at holde fri fra arbejdet. På 22. række sad hans ny­smedede og temmelig gravide viv og de to børn han havde fået med i dagens aftale. Havde ellers aldrig fejlet noget, nåh jo, lige bortset fra astma. Men der var intet astmatisk over den aktuelle vejrtrækning. Og han skulle i hvert fald ikke have ilt. 

Mellem første sprutrunde og servering af plastikmaden fik jeg fat i en stewardesse og bad om en plastikpose og fem tæpper til at forebygge forfrysninger i bagdelen. Det var de leveringsdygtige i. 

Imens klarede jeg paragrafferne sammen med Per, beroligede hustruen på 22. række og undskyldte min manglende tilstedeværelse over for mine egne tre børn.

”Mor skal lige hjælpe manden.””Holder du så rigtig ferie bagefter?” spurgte den yngste. 

Det er ikke første gang, de har oplevet, at mor er på arbejde. Selvom hun holder fri. Og jeg kender mange kollegaer, der ikke melder sig, når højttaleren kalder. De føler sig udnyttet. 

Jeg stiller spørgsmål til normeringen og uddannelsen af personalet i de situationer, der tilsyneladende forekommer så ofte.

”Hvor mange rejser I sammen?,” spurgte stewardessen fem minutter før, vi landende. ”Vi er fem i familien,” oplyste jeg håbefuldt. ”Nåh, så mange,” sagde hun, og stak mig en minichampagne og en pose slik. 

Birgitte Harild bor for tiden i Frankrig og er aktuelt uden ansættelse.