Uden henvisning og tidsbestilling

Foto: Søren Svendsen

I slutningen af 80´erne fik hjemmesygeplejerskerne i Valby en god ide. De syntes ofte, de blev stoppet på gaden, når de kom på deres letgenkendelige cykler.

Somme tider kom henvendelserne fra bænkene på Toftegårds Plads: ”Kom lige og se på min kammerat, han har skåret sig.”

Men oftere var det andre borgere, der havde et problem eller var bekymrede for familie og bekendte: Min nabo har et grimt sår. Min datter opfører sig mærkeligt og vil ikke lukke os ind.

Der manglede et sted, hvor folk kunne henvende sig spontant med deres problemer. Det blev starten på Valby Sygeplejeklinik, hvor borgere i over ti år har kunnet henvende sig frit fra gaden, anonymt og uden tidsbestilling eller henvisning.

I starten var der kun åbent tre dage om ugen, men efterhånden som besøgstallet voksede til omkring 4.500 henvendelser om året, blev åbningstiden udvidet til alle fem hverdage.

Sygeplejeklinikken endte med at blive en meget effektiv institution, hvor én sygeplejerske i gennemsnit tog sig af 25 patienter i løbet af den daglige åbningstid fra 9-14. Somme tider var der helt op til 36 besøg.

”Men man skal oprette en sygeplejeklinik for at forebygge, ik­ke for at spare hjemmesygeplejerske besøg,” siger Birgit Straube, en af de sygeplejersker, der arbejdede i klinikken.

”Man sparer heller ikke noget i starten. Det tager lang tid, før man får så mange besøg på frivillig basis.

Men hvis det ikke er frivilligt, vil det være en forringelse for dem, der gerne vil have besøg derhjemme. Derfor skal klinikken være et tilbud, og tilbuddet skal være lettilgængeligt.”

Foto: Søren Svendsen

Folk har henvendt sig med bogstavelig talt alt. Fra fysiske problemer til psykiatriske sygdomme, sorg og krise. ”Men indfaldsvinklen var tit at få taget et blodtryk,” fortæller Birgit Straube.

”Og det har været en stor fordel, at klinikken lå i Valby Medborgerhus, hvor der foregår mange andre ting.

I forvejen går man måske til gymnastik på stedet.

Og så kan man lige kigge ind og se, om det er et sted, man har lyst til at henvende sig.”

Personlige skæbner

Alle henvendelser er registreret, men der er kun ført journal ved længerevarende behandling.

Sygeplejerskerne i klinikken har vurderet, at en tredjedel af henvendelserne kan betragtes som forebyggelse. Resten, to tredjedele, skulle under alle omstændigheder have haft hjemmesygepleje.

De borgere, der foretrak klinikken for et hjemmebesøg, var som regel de mobile, Side 13
 

der ikke havde lyst til at sidde og vente hjemme på at få en indsprøjtning eller skiftet en forbinding.

”Men det kunne også være mennesker, der selv ønskede at bestemme, hvad de ville vise omverdenen. Som stillede i jakkesæt og med mappe, så man aldrig fik en anelse om, at deres hjem måske var kaos.”

Foto: Søren Svendsen

Den slags arbejde kræver bred erfaring fra hjemmeplejen, også gerne fra psykiatrien og fra akut-området.

”Men det kræver også noget personligt. Man skal være åben og synes, det er spændende at møde så mange personlige skæbner,” siger Birgit Straube.

”Man ved aldrig, hvad dagen bringer. Man skal kunne forholde sig til alt uden at have tid til forberedelse.”

Lokalt samarbejde

Selv om sygeplejeklinikken var et utraditionelt initiativ, har samarbejdet med skadestue og sygehusafdelinger været godt.

Mange patienter er oprindelig henvist til hjemmeplejen generelt, og er gjort opmærksom på klinikken som en mulighed af de øvrige hjemmesygeplejersker.

”Nogle af de praktiserende læger har også været meget glade for os og sendt patienter til os. Andre har nok ment, at vi gik dem lidt i bedene,” siger Birgit Straube.

Foto: Søren Svendsen

Sårcentret på Bispebjerg Hospital har hun haft et specielt godt samarbejde med. Arbejdet på klinikken var organiseret sådan, at de to ansatte sygeplejerske delte åbningstiden mellem sig.

Den øvrige tid brugte de hver for sig på andre projekter, Birgit Straube inden for inkontinens og sårpleje. Hendes kollega gennem de seneste år arbejdede med sundhedspædagogik og havde et fast samarbejde med en bibliotekar på det lokale bibliotek, hvor de indrettede et sundhedshjørne. 

Forebyggelse svækket

De to sygeplejersker rejste fra klinikken, da usikkerheden om fremtiden blev for stor. Birgit Straube er glad for, at kommunen har fundet penge til en fortsættelse, men beklager, at det ikke længere bliver muligt at henvende sig spontant og uden henvisning.

”Det forebyggende islæt vil forsvinde, og det er trist. En sygeplejeklinik som vores bliver brugt af helt andre mennesker end dem, der får besøg derhjemme,” siger hun.

”Man vil tabe alle dem, der har haft trygheden ved at henvende sig spontant. Det kræver andre overvejelser, når man først skal have en henvisning.”

For flertallet af de mennesker, hun har taget sig af, har anonymiteten ikke været det afgørende.

”Folk er så vant til, at de skal opgive cpr-nummer alle vegne. Det har de fleste ikke noget mod. Der er måske 10 pct., som ikke bryder sig om det.

Men det har stor betydning, at man kan henvende sig anonymt. Det er en måde at vise åbenhed på. Når man starter med at bede om et cpr-nummer, kommer det på en eller anden måde til at styre samtalen.”