Sygeplejersken
Musik mod angst
Slap af. Musik har en positiv effekt på patienter, der er bange og urolige. Det viser et pilotprojekt fra psykiatrisk afdeling på Horsens Sygehus.
Sygeplejersken 2005 nr. 1, s. 28
Af:
Torben Egelund Sørensen, kandidat i musikterapi
På to åbne sengeafdelinger og en lukket sengeafdeling på Psykiatrisk afdeling, Horsens Sygehus, blev der i perioden den 1. november 2003 til den 1. marts 2004 gennemført et pilotprojekt, som havde det formål at undersøge, om brugen af specielt designet musik (MusiCure komponeret af Niels Eje) ville have en positiv effekt på angste og urolige patienter. Det er plejepersonalet, der har vurderet, om der var indikation for anvendelse af MusiCure, og som har stået for afprøvningen af konceptet.
30 patienter fik MusiCure-behandling en eller flere gange, og heraf havde de 26 en positiv effekt af behandlingen: De blev beroliget; faldt til ro/i søvn. For én patient havde behandlingen ingen effekt, og for tre patienter havde behandlingen en negativ effekt.
Interview med patienter og plejepersonalet viste, at brugen af MusiCure havde en angstdæmpende effekt, enten anvendt alene eller i kombination med p.n.-medicin og/eller kugledyne (en dyne fyldt med plastickugler, der øver et behageligt tryk mod kroppen).
Resultaterne af undersøgelsen tyder på, at MusiCure kan anvendes til såvel psykotiske som ikke-psykotiske patienter, og at MusiCure, anvendt alene eller sammen med kugledyne, kan være et alternativ til brugen af p.n.-medicin.
Torben Egelund Sørensen er musikterapeut på Psykiatrisk afdeling, Horsens Sygehus.