Sygeplejersken
Resuméer af international forskning
Læs denne udgave af Sygeplejerskens resuméer af international forskning: - Antropometriske mål og funktionsniveau hos raske ældre. - Psykosocialt velvære ved et liv med colitis ulcerosa
Sygeplejersken 2005 nr. 17, s. 30-31
Af:
Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør
Antropometriske mål og funktionsniveau hos raske ældre
Bannerman E, Miller MD, Daniels LA, Cobiac L, Giles LC, Whitehead C, Andrews GR, Crotty M. Anthropometric indices predict physical function and mobility in older Australians: the Australian Longitudinal Study of Agin. Public Health Nutr 2005;5(5):655-62.
Formål: At evaluere den prognostiske anvendelighed af almindelig forekomne antropometriske mål i forhold til funktion og mobilitet. Antropometriske mål er f.eks. højde, vægt, BMI eller taljemål.
Metode: 1272 hjemmeboende australiere over 70 år (70-103 år) deltog i en kohorteundersøgelse. De var udvalgt fra lokale valglister og repræsenterede den almindelige ældrebefolkning. Personerne blev fulgt over en årrække. I denne artikel er det resultater fra de første to år, der rapporteres. Ernæringsstatus blev bedømt af trænet personale, data er indsamlet efter metoder beskrevet af WHO. Oplysninger om funktionsniveau og mobilitet er baseret på selvrapporterede data. Data er opgjort statistisk.
Resultater: BMI> 30 kg/m2 eller taljemål > 102 cm for mænd eller > 88 cm for kvinder var forbundet med signifikant øget risiko for udvikling af begrænsning af funktion og mobilitet. Det samme gjorde sig gældende for vægttab > 10 pct. over to år.
Bemærkninger: BMI, vægtændring og taljemål er vigtige parametre ved vurdering af fremtidig risiko for begrænsning af funktionsniveau og mobilitet hos ældre mennesker. Det er målinger, der er lette at foretage og informere patienten om at være opmærksom på. Bevarelse af funktionsniveau og mobilitet er af stor betydning for den enkeltes dagligliv og mulighed for oplevelse af kvalitet i sit liv.
Preben Ulrich Pedersen, sygeplejerske, ph.d.
Psykosocialt velvære ved et liv med colitis ulcerosa
Tanaka M, Kazuma K. Ulcerative colitis: factors affecting difficulties of life and psychological well being of patients in remission. J Clin Nurs 2005;14:65-73.
Formål: At identificere faktorer, der gør dagliglivet besværligt og har betydning for det psykosociale velvære i remissionsfasen efter colitis ulcerosa.
Metode: I undersøgelsen indgik 72 japanske patienter med remission i deres colitis ulcerosa. Patienterne var over 18 år, da sygdommen blev diagnosticeret, var de 30 år, og de havde i gennemsnit haft colitis ulcerosa i otte år. Af patienterne var 40 (56 pct.) mænd. Patienterne fik udleveret tre spørgeskemaer 1) Om besværligheder i dagliglivet, 2) Psykosocialt velvære og 3) Fysiske forhold, herunder sygdomshistorie. Data er behandlet statistisk.
Resultater: Mange patienter havde fortsat sygdomsrelaterede vanskeligheder
Side 31
i dagliglivet på trods af, at de var i remissionsfasen og derfor ikke havde symptomer relateret til colitis ulcerosa. Der var ikke en bestemt faktor, der påvirkede det psykosociale velvære, men et relativt højt antal patienter oplevede et fald i deres følelse af vitalitet.
Bemærkninger: Undersøgelsen er interessant, fordi den påviser, hvor mange områder af dagliglivet der kan blive påvirket, når man har colitis ulcerosa. Der anvendes instrumenter, som måske kunne indgå i screening hos patienter i ambulatorium med henblik på at kortlægge og afhjælpe patienternes oplevelse af dårligt helbred. Det er interessant, at forfatterne fandt, at der var dårlig overensstemmelse mellem den lægelige klassificering af sygdomsaktivitet og patientens oplevelse af helbred.
Preben Ulrich Pedersen, sygeplejerske, ph.d.