Stik imod al fornuft

Billede

Side 39 

Illustration: Claus Seidel

"Sådan plejer vi at gøre" og andre uholdbare argumenter flyver igennem luften, når man tillader sig at anfægte en rutine, som ikke blot synes forældet, men også er uden faglig begrundelse. Det var, hvad der skete, da stiklagenet kom på tale.

Hvorfor bruger vi rutinemæssigt stiklagenet i vores opredning af senge? De to typiske argumenter for bevarelsen af stiklagenet er:

• patienten kan være inkontinent eller

• forflytning af immobil patient.

Disse to argumenter vil vi forsøge at modargumentere, idet vi ikke mener, de holder stik. Hvis vi går til kilderne, er der kun sparsom hjælp at hente, da der ikke er meget litteratur af nyere dato, der argumenterer for brugen af stiklagenet.

Men heldigvis for Anne Vesterdals lærebøger for sygeplejestuderende. Her findes alt fra angst for døden til sengeredning trin for trin. Der er også et selvstændigt afsnit om stiklagenet. Her er argumentationen for stiklagenet, at det anvendes for at skåne underlaget hos patienter, der er inkontinente eller bruger kolbe og bækken i sengen; desuden skåner det underlagenet for slid (1:29). Hun skriver endvidere, at det i visse tilfælde kan være hensigtsmæssigt at lægge antistatisk plast under stiklagenet (1:29). Dette er ikke yderligere begrundet.

En lidt nyere håndbog for sygeplejersker er "Teknikker og procedurer" (2). Her er sengeredning også beskrevet, og stiklagenet figurerer skam også under listen af ting, der skal medbringes, når en seng skal redes (2:165). Der er dog ingen begrundelser eller argumentation, hvilket redaktøren også selv nævner i introduktionen.

Den bedste argumentation for stiklagenet skal findes i lærebøger af en noget ældre dato. I Charlotte Muncks "Lærebog og Haandbog i Sygepleje" fra 1926 (3) er der en systematisk gennemgang af sengeredning, hvilket også karakteriserer de andre lærebøger i sygepleje, som er udgivet op igennem tiden. Her fandt vi følgende begrundelse for at anvende stiklagen: "Voksduget er bedst, naar det er ens paa begge Sider; det bruges for at beskytte Madras og Underlagen, men er varmt og generende for mange Patienter; hos absolut renlige Patienter kan man derfor godt fjerne det. Det (Voksduget) maa dækkes fuldstændigt af Stiklagenet, saa dets bredde maa rette sig efter, hvor bredt man bruger dette. Stiklagenet er i almindelighed af Bomuld eller Blaar Lærred. Det skal ligge dobbelt over Voksduget og maa helst være saa langt, at det kan trækkes frem og tilbage, saa Patienten kan faa et køligt sted at ligge paa, naar det tiltrænges" (3).

I "Grundlæggende Sygepleje" fra 1974 (4) findes følgende argumentation for stiklagenet: "Stiklagenet er beregnet til at lægge over plastikstykket, og da det kun dækker sengens midterste del, kan det let skiftes ud" (4:85).

Plastikstykket, der henvises til, anvendes for at beskytte madrassen mod fugt og anbringes i midten af sengen under patientens sædeparti (4:85). Så op til 1970erne anvendes stiklagenet, for at patienten ikke skal ligge direkte på et ubehageligt plastikstykke. Men brugen af plastikstykke som rutine er røget ud af lærebøgerne, når vi kommer til Vesterdals lærebog i 1990erne. Plastikstykket er sikkert forsvundet i takt med, at madrasserne er blevet mere eller mindre vandafvisende og ikke lavet af tang eller hø som på Charlotte Muncks tid (2). De madrasser, der anvendes nu om dage, er fremstillet således, at væske ikke skulle kunne trænge igennem dem, oplyser Rigshospitalets linneddepot.

Genkender ikke oplevelser fra praksis

At patienten kan være inkontinent, er et argument for at bevare stiklagenet. Det understøttes som nævnt af Anne Vesterdal. Men det genkender vi ikke fra vores praksisoplevelser med stiklagenet. Et stiklagen er af bomuld, og medmindre det er en meget lille tissetår eller prut, er vores erfaring, at stiklagenet gennemvædes, så lagenet alligevel bliver vådt. Resultatet bliver, at man ender med at skulle bundskifte. Hvis det viser sig, at en patient er inkontinent, supplerer sygeplejersker i praksis ofte sengeredningen med et blåt stykke (plastik), som vil skåne lagenet. Det er måske også det, Anne Vesterdal mener, når hun skriver, at det kan være hensigtsmæssigt med et stykke af plast. Det er her, al logik ophører efter vores mening, for idet der suppleres med et plaststykke, beviser det jo vores pointe: Et stiklagen er ikke nok, hvis patienten er inkontinent.

Hvis vi samtidig ser på stiklagenets oprindelige anvendelse, og her tænker vi på den forklaring, der findes i Muncks lærebog og håndbog, så var det ikke for at skåne lagenet eller madrassen, men for at mindske de gener, det afstedkom at ligge på et varmt og generende plaststykke.

I forhold til forflytning og lejring af patienten er stiklagenet ikke det rigtige valg af hjælpemiddel. Ganske vist er det et hyppigt brugt argument for stiklagenets tilstedeværelse i patientsengen, at det bruges til at løfte patienten højere op i sengen med. Men en forflytningsinstruktør ved Odense Universitetshospital oplyser, at man, ifølge de gældende principper for lejring og forflytning af patienter, for det første ikke løfter patienter af arbejdssikkerhedsmæssige årsager. For det andet er stiklagenet

Side 40 

ofte i en bredde, som kun understøtter det ene af de to tungeste punkter hos patienten, hoftepartiet. Det andet punkt er under skuldrene. Er der ikke noget, som understøtter skulderpartiet under en forflytning, skal personalet enten løfte dette parti fra madrassen eller forflytte patienten med den modstand, det giver, når skuldrene ligger tungt i madrassen, og så kan man vel næppe kalde det en forflytning længere.

Skal stiklagenet opfylde sin rolle som hjælpemiddel til en forflytning, skal det altså være et dobbelt stiklagen, som både understøtter hofte- og skulderparti. Men som vi har erfaret, anvendes det enkelte stiklagen hyppigere end det dobbelte. Dertil skal tilføjes, at der ikke er nogen lejringer eller forflytninger, som kræver, at der er et stiklagen i sengen. Det kan klares uden. At sygeplejersker i praksis måske anvender stiklagenet til forflytning, gør det ikke mere rigtigt. I "Teknikker og procedurer" i afsnittet om forflytning anbefales det at medbringe følgende hjælpemiddel til forflytning: glidestykke i form af easyslide eller plastpose (2:70). Et enkelt sted er stiklagenet dog nævnt som hjælpemiddel. Det er under forflytning til sideleje, hvor det beskrives, at kan patienten selv tage fat i sengehesten i den side, han skal vendes til, kan hjælperen vende patienten ved at trække i stiklagenet (2:73).

Faldende forbrug af stiklagener

Andre ser anderledes på sagen om stiklagener, end vi gør. I en artikel om sengen og sengetøjet (5) kommer det frem, at forbruget af stiklagener er faldende. Der argumenteres dog modsat vores overbevisning for et øget forbrug af stiklagener, da det er billigere at få vasket et stiklagen end et almindeligt lagen. Men det kunne være interessant at undersøge, hvor tit sygeplejersken kan nøjes med at skifte stiklagen frem for at bundskifte.

Der er dog situationer, hvor stiklagenet klart har sin berettigelse, hvis det vel at mærke anvendes i stedet for et almindeligt lagen eller engangspapir. Det kunne eksempelvis være i et ambulatorium eller i et undersøgelsesrum.

At forbruget af stiklagener er faldende, understøttes af tal oplyst fra Rigshospitalets linneddepot. I januar 1998 brugte Rigshospitalet 22.500 stiklagener, hvorimod forbruget i januar 2004 var på 18.000. Det kan være en tilfældighed, men noget positivt - set i forhold til lejrings- og forflytningsprincipper - er, at forbruget af dobbelte stiklagener næsten er fordoblet. I januar 1998 var tallet på 450, hvorimod tallet fra januar 2004 er oppe på 750.

Dobbelte stiklagener er - som navnet indikerer - dobbelt så brede som de enkelte og dermed også dobbelt så dyre at vaske. Prisen på at få vasket et almindeligt lagen er 9,30 kr., hvor stiklagenet koster 3,65 kr., oplyser Rigshospitalets linneddepot. Hvis stiklagenet er det eneste, der skal vaskes, er der penge at spare, men som vi oftest har erfaret, ender det med en bundskiftning, og så er det fordyret med mere end 30 pct., blot fordi vi rutinemæssigt reder op med stiklagen.

Tallene kan forekomme små, men i det store og hele beløber det sig til svimlende summer, når der samtidig tænkes på, hvad de løbende sparerunder som oftest har af konsekvenser for normeringen af bl.a. sygeplejepersonalet. Tænk, hvis en måske forældet rutine indirekte har betydning for normeringen.

Hvis vi blot ser på et af landets største hospitaler, er beløbene enorme. Som eksempel har vi valgt en måned med stor aktivitet, så tallene kan ikke bare ganges med 12 for at få det årlige forbrug. På Rigshospitalet kostede vask af stiklagener i januar 2004 71.175 kr. for både de enkelte og de dobbelte.

Hellere sygeplejersker end stiklagener

Det er urealistisk at tænke sig, at vi overhovedet ikke skulle have udgifter på vask af stiklagener. Men hvor meget der kunne spares, er en interessant tanke at forfølge set i lyset af eksempelvis en aktuel sparerunde på Odense Universitetshospital, som direkte har fået konsekvenser for sygeplejerskenormeringer. I forbindelse med sparerunden først i 2004, da amtet offentliggjorde et overforbrug på 60 millioner kr., blev normeringen på børneafdelingerne reduceret med 37 timer pr. afsnit. Det skulle vise sig ikke at være nok, da der senere på året blev dikteret endnu en besparelse på to af børneafsnittene. De skal hver reduceres med yderligere 55,5 timer pr. uge. Dvs. at disse to afsnit er blevet skåret 92,5 timer pr. uge inden for et år. Det skal sammenlignes med en stigende belægningsprocent, hvor man skulle mene, at der skulle tilføres den enkelte afdeling flere timer for at leve op til Odense Universitetshospitals mål om høj kvalitet i de opgaver, der udføres. Her er det da værd at overveje værdien af at anvende stiklagener. Vi vil i hvert fald hellere have sygeplejersker end stiklagener.

Vores argumenter mod brugen af stiklagenet er udelukkende baseret på praksiserfaringer. Derfor kunne det være interessant at få undersøgt, om en oldgammel rutine virkelig er berettiget, eller om det er på tide at ændre den del af sygeplejepraksis.

En måde kunne være at sammenligne to afdelinger, hvor den ene bruger stiklagen og den anden ikke. Begge afdelinger udstyres med nye madrasser. Herefter kunne man sammenligne, om stiklagenet kun er en forældet rutine, eller om det virkelig gør en forskel. Skåner stiklagenet madrassen for pletter? Sparer stiklagenet vaskeomkostninger? Og hvordan er det med anvendelsen af stiklagenet til forflytning? Bliver det brugt til fornuftige forflytninger, så det dermed skåner sygeplejerskens ryg? Eller resulterer det i gammeldags løfteteknik? Kunne det forekomme, at undersøgelsen prikker hul på en myte og dermed viser, at stiklagenet ikke længere har sin berettigelse i den rutinemæssige sengeopredning?

Dorthe Boe Danbjørg er ansat på Juliane Marie Centret på Rigshospitalet.
Jeannette Littau er ansat på Børneafdelingen på Odense Universitetshospital.

Litteratur

1. Vesterdal A. Sygepleje - teori og metode III. 3. udgave. København: Dansk Sygeplejeråd og Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck; 1997.
2. Ploug Hansen H. Teknikker og procedurer. En håndbog for sygeplejersker. København: Gyldendal uddannelse; 1999.
3. Munck C, et al. (red.). Lærebog og Haandbog i Sygepleje. København: Dansk Sygeplejeråd og Nyt Nordisk Forlag 1. bind; 1926.
4. Lorentsen A, et al. Grundlæggende sygepleje: Lærebog for sygeplejeelever. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck; 1974.
5. Christensen D. Senge og sengetøjet. Sygeplejersken 1999(47):36-8.