5 faglige minutter: Det er samfundets skyld

En pensioneret sygeplejerske, fru Tut, havde været indlagt og fået foretaget en planlagt operation. Operationen var gået godt, og hun var hjemme efter en uge. Et indlæggelsesforløb, som formentlig indgår i afdelingens statistik som et af de vellykkede. Den pensionerede sygeplejerske kalder det selv et traumatisk forløb og et mareridt i et brev, hvori hun beskriver forløbet set med egne øjne.

Fru Tut var til forberedende samtaler med information om bl.a. ernæringsbehov. Hun fik at vide, at hun ikke måtte tabe sig og skulle drikke tre glas proteindrik om dagen. I ambulatoriet blev der udfyldt madrekvisitioner, men da hun blev indlagt, så hun aldrig nogen proteindrik og skulle udfylde nye madsedler hver dag.

5 faglige minutter skrives på skift af fire sygeplejersker:
	Jette Bagh, sygeplejerske, cand.cur. Uddannet i 1981 på Frederiksberg Hospitals Sygeplejeskole.
	Jørn Ditlev Eriksen, sygeplejerske, forstander på botilbuddet Slotsvænget. Uddannet i 1987 på sygeplejeskolen ved Rigshospitalet.
	Anne Vesterdal, sygeplejerske, Uddannet i 1970 på sygeplejeskolen ved Rigshospitalet
	Birgitte Harild, sygeplejerske, P.t. bosat i Frankrig. Uddannet i 1980 ved Frederiksborg Amts Sygeplejeskole i Hillerød.

Efter operationen fik vores kollega først eksplosive opkastninger og led under resten af indlæggelsen af voldsom kvalme og mavesmerter. Da den nonfarmakologiske behandling, dvs. opfordring til at trække vejret dybt, slappe af og spise frugtgrød, ikke virkede, blev der efter nogle dage ordineret tabletter mod kvalme.

"Med ondt skal ondt fordrives," forklarede sygehjælperen, der kom med medicinen, og det var så den information. Kvalmen og smerterne fortsatte, og et ønske om at få stikpiller blev overhørt. Der var også kludder med genoptræningen, som en overgang blev glemt. Det er konkrete observationer, hvoraf nogle måske er dokumenterede i sygeplejejournalen og kan forsvares og forklares af sygeplejerskerne.

De oplevelser, der havde sat sig dybest spor, var imidlertid af en anden art.
Det begyndte godt. På operationsgangen blev hun modtaget af et venligt personale, den gode atmosfære dæmpede hendes nervøsitet, og efter narkosen var sygeplejerskerne hurtige til at give smertestillende medicin.

Under resten af indlæggelsen fik piben en anden lyd. Uden at være forberedt skulle fru Tut pludselig flyttes til en anden stue. Hun beskrev det sådan: "To fnisende personer flår døren til mit skab op og tømmer indholdet ud på dels en vogn, dels min seng, og så er vi ellers på vej ud af stuen. Jeg når ikke at sige farvel til mine medpatienter."

En sygeplejerske havde flere gange optrådt nedladende, og hendes tonefald havde været iskoldt, når hun besvarede fru Tuts henvendelser. Da mavesmerterne fortsatte, var fru Tut efterhånden overbevist om, at hun havde fået mavesår. Ægtefællen blev tiltagende bekymret over hendes tilstand og henvendte sig til en sygeplejerske, der beroligende svarede: "Ikke to tilfælde er ens." Der var flere eksempler på nedladende klicheer og overhørte henvendelser i fru Tuts brev.

Den pensionerede sygeplejerske sluttede sit brev med nogle spørgsmål: "Hvorfor skulle jeg flyttes fra den første stue? Var det en straf, fordi jeg kastede op? Hvordan kunne man ignorere min angst? Kan man lære andre at lytte til sine medmennesker?"

Det er ude i hampen at tro, at en ældre dame straffes for at kaste op. Til gengæld er det alvorligt nok, at en patient overhovedet kan få den tanke, at hun bliver straffet. Det siger dog noget om ånden på stedet, om dårlig kontakt og ringe forståelse for, hvor følsomme syge, afhængige mennesker er over for tonefald, mangelfuld information og affærdigende klicheer.

Jeg kender en del af forklaringerne. Sygeplejersker får for lidt i løn. Det skyldes manglende efteruddannelse. Stress. Urimelige arbejdsvilkår. Ingen sammenhæng mellem teori og praktik. Det er regeringens skyld. Vagtbyrde. Travlhed. For lidt vejledning. Indeklimaet. Afbrudte frokostpauser. Underbemanding. Gennemsigtige kitler. For stor personaleudskiftning.

Det eneste, man ikke må pege på, er den enkelte sygeplejerske. Men måske var det alligevel på sin plads, om hver enkelt sygeplejerske standsede op og spurgte sig selv: Kunne det være mig, der blev beskrevet?