Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Uden computer - ingen mastergrad

Internationalt. Det hele er foregået som internetbaseret fjernstudium kombineret med seminarer i Viborg, men ingen behøvede at møde op på uddannelsesstedet. De første 12 danske sygeplejersker er blevet færdige med deres internationale masterstudium fra det australske Deakin University.

Sygeplejersken 2005 nr. 22, s. 14-16

Af:

Grethe Kjærgaard, journalist

DeakinGraduation ceremoni i australsk regi. Sygeplejeskolen i Viborg festede for de første mastere, som har fået deres uddannelse via samarbejdsaftalen mellem Viborg og Deakin University i Austeralien. Hanna Vajhøj (yderst tv) står her sammen med sine medstuderende og repræsentanter fra den australsk-danske lærer- og ledergruppe.

I bagerste række fra venstre er det professor Pauline Nugent, professor John Rosenberg, professor John Catford, rektor Aase Lydiksen (med blåt tørklæde), professor Merri Botti, lektor ved universitetet i Uppsala og adjungeret professor ved Deakin University Karin Anna Pedersen og lektor ved Deakin University Bodil Rasmussen, som har været en nøgleperson i kontakten mellem Danmark og Australien. Foto: Lars Holm 

Da Hanna Vajhøj, leder af efter- og videreuddannelsesafdelingen ved Sygeplejeskolen i Viborg Amt, var på studieophold hos skolens australske samarbejdspartner Deakin University i Melbourne, blev hun fascineret af undervisningsformen:

Lærer og studerende i auditoriet var via informationsteknologien i kontakt med en gruppe studerende, der sad langt ude i den australske outback. Ved hjælp af tre store skærme og en tekniker var det muligt både at se og høre hinanden, stille spørgsmål til læreren og deltage i diskussionen.

Side 15 

En perfekt måde at være fjernstuderende på, synes hun. Man behøver bare have adgang til en computer.

Sammen med 11 sygeplejerskekolleger er hun netop blevet færdig med den internationale masteruddannelse i sygepleje fra Deakin University. Uddannelsen udbydes i et samarbejde med Sygeplejeskolen i Viborg Amt og henvender sig til nordiske sygeplejersker overalt i verden. På holdet, der nu er færdigt, og igangværende hold er der studerende fra Danmark, USA, Saudi-Arabien, Belgien, Norge og Færøerne.

Formelt kan man gennemføre hele forløbet som fjernstudium uden at dukke op i Viborg eller Melbourne. Det er der faktisk to, som har praktiseret fra henholdsvis USA og Saudi-Arabien.

Men de fleste er glade for at ses til de seminarer, der udbydes i Viborg i forbindelse med studiet. De nye mastere blev fejret på behørig vis med en flot graduation ceremony i Viborg og med deltagelse af samarbejdspartnere fra Australien og Danmark samt repræsentanter fra Viborg Amt og den australske ambassadør i Danmark.

Ingen mystik

"Egentlig er der ikke nogen mystisk ved at bevæge sig over på den anden side af jordkloden for at finde en samarbejdspartner med henblik på at skabe en fælles uddannelse. For Deakin University er en kapacitet på internetbaseret distanceundervisning," forklarer Hanna Vajhøj og henviser til, at universitetet har fået internationale priser for sin måde at praktisere partnerskabsaftaler og fjernundervisning på.

Universitetet har ikke mindre end 35.000 studerende, hvoraf en stor del sidder som fjernstuderende andre steder i verden. Det betyder store administrative systemer - og et mindre, der står Danmark på.

"Australierne har nemlig måttet lave en helt speciel kalender beregnet på partnerskabsaftalen med Viborg, fordi vi ikke kan bruge deres universitetskalender. Når de har sommerferie, har vi vores vinterperiode, hvor vi arbejder allermest," siger Hanna Vajhøj og tilføjer:

"Internetbaseret undervisning er i virkeligheden en utrolig fleksibel studieform. Man studerer, når man har tid, og så er det bare med at tage sin studieguide og se, hvor langt man er nået, og kontakte sin vejleder over nettet og spørge løs," siger hun.

Til hvert modul på uddannelsen er knyttet to vejledere, en dansk og en australsk på ph.d.-niveau eller ph.d.-studerende, som har ansvar for modulets indhold og afvikling. Det har krævet og kræver fortsat en stor indsats for at få samarbejdet til at fungere. Ikke alene er

Side 16 

der sprogbarrierer, men der er også kulturelle og faglige traditioner til forskel.

Klar gevinst

"Begge parter skal være villige til at bringe noget ind i fællesskabet og også lade den anden komme til," siger Hanna Vajhøjs kollega Kirsten Beedholm, der som udviklingskoordinator er en af de danske sygeplejersker, som er med til at afvikle det internationale masterstudium.

"Der har selvfølgelig været nogle frustrationer, men konklusionen er, at det er en meget lærerig proces," fortæller hun.

"Det australske samarbejde har faktisk lært mig meget om min egen faglighed. Hvis jeg skal generalisere, så er vi måske mere opdraget til at være kritiske, mindre autoritære og mere selvstændige, hvorimod australierne måske kører mere på det formelle. På det kliniske felt er de mere fremme end os, hvad angår den instrumentelle sygepleje, ligesom de måske er mere omstillingsparate, fordi deres sundhedsvæsen er delvist offentligt, delvist privat finansieret, og det må sygeplejen indstille sig på. Gevinsten for os ligger i, at vi bliver en del af den internationale, engelsksprogede sygepleje, hvilket er uhyre værdifuldt, når man nu er sygeplejerske i et af verdens små sprogområder."

Både hun og kollegerne glæder sig til samarbejdet med den nye forskningsenhed Center for Sygeplejeforskning - Viborg:

"Her vil de masterstuderende få mulighed for at være med i centrets forskningsprojekter og på den måde få materiale til deres speciale," siger hun og peger på, at netop masterstudiet er kendetegnet ved, at det tager udgangspunkt i sygeplejerskers kliniske hverdag. 

International Master i sygepleje

Den internationale uddannelse Master of Health Science/Nursing er et erhvervsrettet deltidsstudium, der strækker sig over tre år fordelt på ni moduler. Uddannelsen udbydes i et samarbejde mellem Sygeplejeskolen i Viborg Amt og Deakin University i Melbourne, Australien. Studiet foregår som fjernstudium og på engelsk.

Uddannelsen er i alt normeret til 90 ECTS-point (European Transfer Credit System). Der tilbydes årligt tre-fire seminarer eller workshopper, som dog ikke er obligatoriske.

Der er en del skriftlige opgaver, to-fire på hvert semester på mellem 2.000 og 3.000 ord og en enkelt på op til 5.000 ord. Hertil kommer specialet, der skal tage udgangspunkt i egen praksis. Det har man to semestre til at klare.

75 pct. af pensum er på engelsk, 25 pct. på et af de nordiske sprog. Til hvert modul er udarbejdet et engelsksproget kompendium med artikler og referencer samt studiespørgsmål, studievejledning og opgaveformulering. Der er mulighed for at tage på studiebesøg i Australien, ligesom Deakin University kan tilbyde ophold i klinisk praksis og deltagelse i forskningsseminarer.