Synspunkt: Sexchikane er ledelsens ansvar

Forebyggelse frem for reparation - proaktiv sikkerhedspolitik frem for passiv voldspolitik.

"Jeg så ikke krænkelserne i hverdagen, for de var der altid." Det er nok den mest udbredte erkendelse hos selv veluddannede kvinder på kurser i personlig sikkerhed og selvforsvar, når der skal sættes ord på, hvad man bestemt ikke vil acceptere fra andre. Problemet er, at mange især unge og yngre har uklare opfattelser af overgreb og sexchikane og af retten og pligten til at sætte grænser. Derfor bliver signalerne uklare og grænserne flydende, og store og små krænkelser bliver en del af hverdagen.

Sexchikane er en grov krænkelse og skal ses som vold. Det sker sjældent. De ofte upræcise opfattelser af vold og især sexchikane giver ikke blot grundlag for overgreb, men er også med til at forvirre og forvrænge billedet af problemets omfang og karakter. Undersøgelser om sexchikane og anden vold skal baseres på entydige definitioner og leddelte spørgsmål.

Man kan ikke blot spørge om "udsat for sexchikane" "vold" osv., da alle har vidt forskellige definitioner og tolerancer. Desuden lever de fleste af os i et miljø, hvor det ikke er helt passende at sige fra, og hvor miljøet helt fra skoletiden reelt forhindrer beskyttelse af den enkeltes sikkerhed, integritet og værdighed. Fællesskabshensyn og fraser om "menneskesyn" har ofte erstattet medmenneskelig respekt og hensynsfuldhed og kan true sikkerhed og åbenhed.

Det er jo ikke kun kolleger imellem, at overgreb sker, selvom de er de hyppigste. På sygehuse ser vi en stigning i overgreb fra patienter og besøgende. En årsag er ringe respekt for myndighedspersoner, f.eks. er vold mod politi tredoblet på ti år (Dansk Politi 4-02), og ca. 41 pct. af sygeplejerskerne har været udsat for overgreb på arbejdet (SATH 2004).

Af andre årsager til overgreb på sygehuspersonale skal der her peges på tre iøjnefaldende forhold, der er indlysende følgevirkninger af manglende politik og strategi for den personlige sikkerhed.

For det første ulyst til at acceptere eksistensen af overgreb og tale om det. En ulyst, som sygehusene deler med resten af samfundet.

For det andet personalets ofte uklare signaler og mangelfulde træning i at håndtere krisesituationer i forhold til stressede, syge og ofte desorienterede mennesker.

For det tredje behov for bedre kritikhåndtering i alle led. Over for patienter og blandt personalet. Automatisk kritikafvisning synes at være givet på forhånd, og dermed er der åbnet for en fortsættelse af fejlene og overgrebene og for den gensidigt manglende respekt, der er en hyppig årsag til overgreb.

Efter de senere års påvisning af vold og chikane på arbejdspladsen har kloge ledelser taget første skridt mod en bekæmpelse af overgrebene ved at formulere en "voldspolitik" - altså en principiel afstandtagen fra vold - og ved at give tilbud om krisehjælp - altså at hjælpe, når skaden er sket. En politik, der ofte er udvandet til et uoperativt kompromis.

Det næste skridt, der derfor nødvendigvis skal tages, er at udvikle voldspolitikken, som i sin natur er passiv, til en politik for den personlige sikkerhed som del af personale- og trivselspolitikken. Allerede ved skift af ordene fra "vold" til "sikkerhed" har vi signaleret en dynamisk tilgang. Der skabes dermed et udgangspunkt for at operere med en proaktiv sikkerhedsstrategi med klare og handlekraftige mål og aktiviteter, der ikke er til diskussion.

Altså med samme ledelsesmæssige opmærksomhed som den økonomiske styring, hvis nødvendighed og form næppe besluttes i personalegrupper. Den personlige sikkerhed på arbejdet bør opfattes som et ansvar for topledelsen. Men det bliver den ikke, og det er en af de vigtige grunde til stigningen i overgrebene.