Sygeplejersken
Canadisk SARS-sygeplejerske tre år efter: Naboerne var bange for mig
Frygt. Sygeplejerske Yvonne Warner tænkte konstant på familien, når hun og hele hendes afdeling på Markham Stouffville Hospital uden for Toronto blev udvalgt til at behandle SARS-patienter. Hvordan skulle hun undgå at få smitten med hjem?
Sygeplejersken 2006 nr. 1, s. 14-17
Af:
Kicki Engström, journalist
Foto: Simon Wilson
Yvonne Warner tænkte på familien, da hun og hendes afdeling på Markham Stouffville Hospital uden for Toronto blev udset til at arbejde med SARS-patienter. Hvordan skulle hun bære sig ad for ikke at tage smitten med hjem?
Yvonne Warner tog ganske enkelt alt sit arbejdstøj af, som hun ellers plejer at tage hjem i og smide i vaskemaskinen, lånte noget hospitalstøj og hoppede ind i bilen. Før hun gik ind i familiens hus - et af en række ens huse på den stille villavej, med indkørsel og græsplæne foran - smed hun strømperne omme bag i bilen. I en måned dumpede hun sine strømper der. Hvor skulle hun ellers gøre af dem?
For døtrene Liah og Harley, nu 15 og 13 år, blev et besøg hos mormor og morfar ude på landet løsningen, og stedbørnene Emily og Devon måtte bo hos deres mor. Yvonne var tvunget til ti dages karantæne, fordi hun kunne være blevet smittet, før den isolerede SARS-afdeling var blevet gjort klar.
Men da karantænetiden var overstået, følte Yvonne, at hun godt turde lade pigerne komme hjem igen. Da Liah og Harley skulle i skole igen, mødtes de ved dørene af et skilt, hvor der stod, at personer, der havde været i kontakt med SARS, ikke måtte gå ind.
"Det gjorde vi alligevel," siger Liah. "Men vi måtte ikke give dig et kram i flere uger," minder Harley hende om. De turde ikke sidde i samme sofa i de fire uger, SARS-afdelingen var åben.
Men Yvonnes mand, Paul, blev hjemme hos hende. "Jeg mente, at jeg lige så godt kunne få SARS et andet sted. Jeg er meget ude blandt mennesker på jobbet," siger han, da han kommer ind efter at have været ude at gå med familiens store schæferhund.
Smitten kom ind alle steder
Jo, de sov i samme seng, men Yvonne havde svært ved at sove. Frygten nagede hende. Hun følte trykken for brystet og havde diarré. Vandrede rundt om natten, prøvede at sove lidt på sofaen.
"En morgen, da jeg skulle ind ad døren på arbejdet, stod jeg bare og græd. Jeg ville ikke gå ind." De udmattede sygeplejersker skulle pleje de alvorligt syge og yderst smitsomme patienter. Men hvordan skulle de beskytte sig selv? Ingen vidste det. SARS syntes at smitte gennem alt.
Yvonne har fundet billeder og udklip frem og vil fortælle. På forsiden af et familiemagasin ved navn Chatelaine sidder hun i det grønne græs sammen med to andre sygeplejersker. De ser glade ud i forårssolen. Reportagen handler om deres arbejdsplads, kirurgisk afdeling, der blev lavet om til SARS-afdeling med 18 sengepladser, og om deres vanskelige arbejde.
Nogen tid efter blev begge de to andre på forsiden syge. Da var det, at panikken indfandt sig. På trods af overtrækskitler og beskyttelsesmasker var de blevet smittet.
På et foto, Yvonne har taget på afdelingen, sidder en af sygeplejerskerne og dækker ansigtet med hænderne. Det eneste, man kan se, er hendes øjne. "Vi plejer at drille hende og sige, at det var, fordi hun altid sad sådan der, at hun blev smittet," fortæller Yvonne.
Der kom hele tiden nye direktiver om, hvilke værnemidler de skulle iføres. Det endte med dobbelte overtrækskitler, dobbelte handsker og dobbelt beskyttelsesmaske med et visir udenpå. Den dobbelte beskyttelsesmaske skar ind i ansigtet. Det blev hurtigt varmt og klistret, og hovedpinen satte ind.
"Vi indåndede jo vores egen luft hele tiden."
Men når de skulle drikke af de vandflasker, afdelingen blev forsynet med, skulle det gå stærkt. Masken skulle bæres konstant. At spise var en hel procedure. Alt tøjet skulle tages af, kroppen bades og desinficeres i den slusestue, man havde indrettet, før de måtte gå ud til andre dele af hospitalet. I kantinen skulle SARS-personalet sidde i zigzag med to meters afstand for ikke at smitte nogen, når de ikke havde maske på.
Naboerne var bange for mig
Hospitalsledelsen beordrede også minimal patientkontakt, noget, som Yvonne både led under og følte som en lettelse. Men når hun tænker på patienterne, vrider hun sig lidt på køkkenstolen og ser forpint ud. Det må have været skrækkeligt og skræmmende for dem. Efter lidt tøven siger hun:
"Jeg kan dårligt huske patienterne. Jeg var så fokuseret på at beskytte mig selv, på mine egne behov og ikke på patienternes. Det føles så ... så sørgeligt og ego-istisk. Jeg følte, at jeg ikke var nogen god sygeplejerske." Nogle gange tænker hun, selv så lang tid efter, at hun gerne ville møde patienterne og sætte sig ned og tale med dem. Samtidig siger hun, at hun helst ikke vil tænke på det mere. Hvilke patienter der overlevede, og hvilke der døde, er blevet udvisket. Men begge hendes kolleger overlevede, selv om en af sygeplejerskerne stadig har nedsat lungekapacitet.
For at mindske presset fik de 25 sygeplejersker på SARS-afdelingen af og til andre arbejdsopgaver. Det kunne være at arbejde i det telt, der stod uden for indgangen til hospitalet, hvor alle fik taget og registreret deres temperatur, for at ingen med SARS-symptomer skulle blive lukket ind. De fik også tilbud om at mødes med Bill, en rådgiver, som hver dag kom hen på hospitalet for at tale med dem, der havde lyst. Men det er tanken om massøren, der kom en enkelt gang for at få de anspændte kroppe til at slappe af, der får Yvonne til at lyse op. Hun synes, at hospitalsledelsen tog sig godt af dem. Alle på SARS-afdelingen fik en uge fri, da det hele var overstået. Men de blev aldrig spurgt, om de ville arbejde med SARS-patienter.
"Vi gik bare ind i det og havde intet valg."
Først bagefter er det gået op for hende, at naboerne derhjemme var bange for hende. Men den eneste, der sagde ligeud, at hun ikke ville have noget med familien at gøre, var læreren på døtrenes keramikkursus. Hun ringede en aften og sagde, at pigerne ikke var velkomne, fordi Yvonne arbejdede med SARS-patienter.
"Men vi holdt os for os selv i de fire uger, afdelingen var åben. Det her er et lille lokalsamfund, og alle ved, at jeg er sygeplejerske." For nylig blev tankerne om tiden med SARS vakt til live igen. Mange ældre på et hjem i Toronto blev ramt af legionella, og 17 af dem døde. To af de syge blev indlagt på Markham Stouffville Hospital.
"Ville vi gøre det igen, spurgte vi hinanden. Det var så stressende og svært rent følelsesmæssigt, at jeg får tårer i øjnene bare ved tanken," siger Yvonne."Men, jo, jeg ville gøre det igen, men kun for mit hospital."
Hvad ville der ske, hvis en meget smitsom og farlig sygdom kom til Danmark?
I foråret 2003 blev byen Toronto i Canada ramt af SARS. De, der blev syge, var først og fremmest sygeplejepersonale. 44 døde, før SARS-udbruddet kom under kontrol. Mange er stadig bekymrede efter mødet med den dødbringende sygdom.
Fra slutningen af marts 2003 og syv uger frem gjaldt højeste beredskab, code orange, for alle hospitaler i Toronto. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, satte Toronto på SARS-listen, og rejseforbud til området blev indført. En ekspertkommission blev oprettet for at koordinere de medicinske beslutninger.
I midten af maj blev restriktionerne fjernet og rejseforbuddet til Toronto ophævet. Da var 24 døde af sygdommen. Sygeplejerskerne forsøgte at blive hørt for at fortælle, hvad de observerede: SARS lod ikke til at være besejret.
Den 26. maj satte WHO igen Toronto på SARS-listen. Da var der otte nye formodede tilfælde. Sygeplejersker reagerede med vrede og bitterhed, fordi myndigheder og hospitalsledelser ikke havde lyttet til dem.
I slutningen af juni var i alt 44 mennesker døde, heraf to sygeplejersker. I efteråret 2005 findes der stadig sygeplejepersonale, der ikke har magtet at begynde at arbejde igen af frygt for, hvad der møder dem på jobbet, og på grund af stadige gener efter sygdommen.
- En kvinde kommer i februar 2003 hjem fra en rejse til Hongkong og bliver syg. Man tror, det er tuberkulose. Hun dør den 5. marts.
- Hendes familie på fem personer er blevet smittet og søger lægehjælp. En læge smittes.
- En søn indlægges, men isoleres ikke, da man antager, at han har lungebetændelse. Han deler stue med to andre. Disse to smittes også, såvel som den enes hustru. 14 blandt sygeplejepersonalet får symptomer.
- Den syge hustru sidder i venteværelset ved siden af en præst og hans to sønner. De smittes også.
- Da præsten dør, tager en af de syge sønner med til begravelsen. 30 personer smittes, og tre af dem dør. Hvor mange de andre derefter overfører smitten til, har ikke kunnet spores.
- Den anden mand, der delte stue med den syge søn i oprindelsesfamilien, overføres til et andet hospital. Der går 13 dage, til den 28. marts, før man opdager, at han har SARS. Manden dør, men har nået at smitte flere personer blandt personalet og to medpatienter.
På det tidspunkt er en række hospitaler ramt, og en af Torontos sundhedsvæsens største udfordringer er begyndt.
Kilde: Registered Nurse Journal