Den, der binder det hele sammen

De er startet helt fra bunden. Uden patienter, klienter, kontormøbler, mapper eller funktionsbeskrivelse. Endnu er reolerne tomme i det lille kontor oppe på kvisten i Diakonissestiftelsens gamle bygninger på Frederiksberg. Den 1. september 2005 begyndte de tre nye sundhedskoordinatorer i Frederiksberg Kommunes Sundhedscenter. Lederen, Ane Friis Bendix, som kommer fra en administrerende overlægestilling på Odense Universitetshospital, er begyndt pr. den 1. januar, og snart får de tre nye kolleger, når næste hold af sundhedskoordinatorer bliver ansat, det bringer holdet op på syv personer.

Ifølge Hanne Bartholdy og Hanne Gaarde, begge sygeplejersker og sundhedskoordinatorer, er det kun et spørgsmål om tid, før opgaverne kommer væltende ind. Først skal borgerne finde ud af, at der findes en mulighed for at få hjælp og personlig rådgivning til deres patientforløb.

De første par måneder har de erfarne sygeplejersker cyklet rundt på Frederiksberg til møder med praktiserende læger, hjemmesygeplejersker og Frederiksberg Hospital for at mødes ansigt til ansigt med deres samarbejdspartnere. De har også fået deres første erfaringer med at koordinere patientforløb.

Foreløbig er der tale om pilotprojekter, hvor patienterne kommer fra nogle bestemte grupper, der er henvist af Klinik H på Frederiksberg Hospital og fra de praktiserende læger. Klinik H henviser apopleksipatienter, reumatologiske patienter og geriatriske patienter. De praktiserende læger henviser de borgere, der har støt faldende funktionsniveau.

Hanne Bartholdy har tidligere været ansat som sygeplejerske på Klinik E, som er klinikken for kardiologi og endokrinologi på Frederiksberg Hospital. Hun synes, det er en tilfredsstillelse at få kendskab til alle de mennesker, der er omkring patienten eller borgeren.

"I mit tidligere job har jeg nogle gange været nødt til at give slip der, hvor mit område hørte op, selv om jeg kunne se, at patienten havde problemer et andet sted i sundhedssystemet," siger hun.

Hun tænker især på en yngre mandlig patient med kræft fra Rigshospitalet, som kom til kontrol i Klinik E på grund af en hjertelidelse, der var en bivirkning af kemoterapien.

"Der var ingen, der overordnet havde tænkt på at fortælle denne mand, at han kunne søge Patientforsikringen om erstatning for hjertelidelsen. Man har måske tænkt, at fordi han var ung, kunne han klare det selv. Men han havde kone og to små børn og var i dyb krise. Han havde brug for hjælp til spørgsmål om erstatning, pension, plejeorlov og information til skolen," siger hun.

På grund af faggrænser og grænser mellem de forskellige sektorer kunne Hanne Bartholdy ikke hjælpe patienten ud over at gøre ham opmærksom på Patientforsikringen og et par andre ting. Det var dog denne patient, der overbeviste hende om, at der er brug for nogle, der kan følge patienten hele vejen gennem systemet.

"Sygeplejersker taler ofte om, at vi har patienten i centrum, men ofte er det sådan, at så snart patienten er ude over dørtærsklen, så er han ikke i centrum længere. I vores funktion som sundhedskoordinatorer kan vi tale om, at vi har patienten i centrum," siger hun.

Bunker af papir

Én af de ting, sundhedskoordinatorerne kan gøre for en borger, er at hjælpe med at få styr på det kaos i alle papirerne, der hober sig op fra sygehuse, kommunen og andre aktører i sundhedsvæsenet.

"Sygeplejersker er trænet i at organisere, og vi kan se den røde tråd i bunken," siger Hanne Bartholdy.

Når sundhedskoordinatorerne har skabt orden i kaos, er det meningen, at hjemmesygeplejerskerne skal tage over. Hanne Bartholdy og Hanne Gaarde er meget bevidste om, at de ikke blot skal være endnu et led i rækken af aktører, men derimod være "snoren, der binder perlerne sammen."

"Det handler om bedre ressourceudnyttelse. Det, der ofte går galt, er, når læger og sygeplejersker ikke taler sammen. På Rigshospitalet ved man ikke, hvad der sker på Frederiksberg Hospital, groft sagt. Og hvis så bare at it-systemerne kunne tale sammen," siger Hanne Gaarde, der er tidligere hjemmesygeplejerske.

En konsekvens af, at aktører og systemer ikke kommunikerer godt nok, kan være, at en borger får bestilt en undersøgelse med henblik på behandling på en hjerteafdeling, selv om borgeren i mellemtiden har fået en pacemaker på et andet sygehus. Den slags unødvendigt tidsspilde for borgere og sundhedsvæsen ser sundhedskoordinatorerne mange eksempler på.

"Ofte skyldes dårlige patientforløb uvidenhed om hinandens arbejde, manglende respekt for hinandens rutiner og kassetænkning. Vi håber, vi kan blive et bindeled mellem de forskellige sektorer," siger Hanne Bartholdy.

Ulogisk system

Siden sundhedskoordinatorerne begyndte i deres job i september, har de allerede fået øje på flere forhold i sundhedsvæsenet, der fungerer uhensigtsmæssigt set fra borgerens synsvinkel. I dag er det ofte sådan, at der skal to laboranter fra forskellige hospitaler ud i hjemmet for at tage hver deres blodprøve. Det kan være svært for borgeren at forstå, hvorfor man ikke kan nøjes med én prøve og genanvende den til begge test.

"Set med borgerens øjne kan man en gang imellem tænke, at "det kan ikke være rigtigt," men set med vores sygeplejerskeøjne, så kender vi svarene, fordi vi ved, hvordan sundhedsvæsenet er indrettet. Måske har vi bare aldrig overvejet, om det egentlig er hensigtsmæssigt, at f.eks. hjerteafdelingerne skal ligge på to forskellige hospitaler. Eller at sygehusenes it-systemer ikke kan tale sammen. Den undren kan vi bringe videre til H:S (Hovedstadens Sygehusfællesskab, red.)," siger Hanne Bartholdy.

Sundhedskoordinatorerne sidder med i flere grupper, hvor de kan gøre deres indflydelse gældende. De er f.eks. repræsenteret i følgegrupperne til de pilotprojekter, de er involveret i med de praktiserende læger og med Klinik H på Frederiksberg Hospital. De sidder også med i den overordnede styregruppe i Frederiksberg Kommune, som følger etableringen af kommunens sundhedscenter, hvor sundhedskoordinatorerne hører under.

Læs også: Et anker midt i kaos