Dilemma: Sikre dødstegn

Illustration: Bodil Molich

 Lægen ankommer til afsnittet mandag middag. Jeg følger ham ned til fru Hansens værelse, hvor jeg præsenterer mig og forklarer, at jeg aldrig før har været med til et dødsfald. Jeg beder om lov til at følge med ind på værelset, da jeg gerne vil vide, hvad der sker i sådan en situation. Det er i orden med lægen, jeg er velkommen. Vi når lige ind i værelset, da lægen spørger mig direkte: "Hvad er de tre sikre dødstegn?"

Jeg siger, at jeg mener, der er mere end tre. "Nej," halvt råber han, "der er dødsstivhed, ligpletter og forrådnelse." Han spørger herefter, hvornår jeg må erklære en person død. "Det må jeg kun, hvis hovedet er skilt fra kroppen, eller hvis forrådnelsen er nået så langt." "Ja," afbryder han, "lidt kan du da."

Vi går hen til fru Hansen, og han viser mig ligpletterne og løfter herefter hendes ben 50-70 cm op over madrassen. Jeg bøjer mig i den tro, at der er noget, han vil vise mig, men nej. Han slipper benet, så det banker ned i madrassen, og siger: "Ja, det er så dødsstivheden."

Jeg ryger tilbage for ikke at få benet i hovedet, hvorefter han demonstrerer, hvordan slidgigt påvirker et knæ, efter at døden er indtrådt. Jeg er bange for, at fru Hansen skal ryge på gulvet, for hun rykker sig ca. 20 cm frem og tilbage i sengen ved hvert forsøg på bøj og stræk. Manøvren ender med at sætte sine tegn på fru Hansens krop, det ene øje er ikke længere lukket, og munden er gået op. Jeg er chokeret, mundlam og forfærdet over hans behandling af liget.  

Hvad kunne jeg have gjort? Hvordan skulle jeg have handlet?

Anette Stryhn er sygeplejestuderende på Sønderborg Sygeplejeskole.

Kommentar i Sygeplejersken nr. 2 2006  

Behandlet som en uværdig ting

Jeg er selv sygeplejestuderende og blev meget rystet, da jeg læste historien "Sikre dødstegn." Som sygeplejestuderende forventes det, at man har en lidt ydmyg rolle og derfor passer lidt på, hvad man siger og gør.

Jeg ville tale med min daglige vejleder om den pågældende situation samt om, hvordan lægen havde opført sig, både over for mig og også over for den døde, Fru Hansen. Jeg kommer i høj grad til at tænke på, hvor meget vi på sygeplejeskolen får tudet ørerne fulde om etik og moral, man kunne derfor ønske sig, at de på lægestudiet måske lærte det samme i nogle tilfælde.

Efter min mening bliver afdøde Fru Hansen behandlet som en uværdig ting, hun er død, men derfor siger min etik og moral, at hun stadig skal behandles pænt, også i døden - og med respekt. Hvad ville lægen mon sige til, hvis der var en anden læge, der behandlede ham på samme måde, når han selv var død?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det havde virket, hvis lægen havde gjort det samme over for en uddannet sygeplejerske - ville han da te sig på samme måde? Det er, som om at han hverken respekterer afdøde Fru Hansen eller Anette.

Jeg synes desuden, at det er meget modigt af Anette at sætte denne historie til frit skue i bladet. Jeg har selv oplevet, hvordan nogle læger kan være krænkende og ydmygende, især over for de sygeplejestuderende.

Cathrine Sørensen, sygeplejestuderende på 5. semester.