Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Jeg har aldrig før været så syg

Øjenvidne. Patricia Tamlin er intensivsygeplejerske på Scarborough Hospital i Toronto og plejede den første SARS-smittede patient, der lå på hospitalet.

Sygeplejersken 2006 nr. 1, s. 20

Af:

Kicki Engström, journalist

SY-2006-1-20-1Patricia Tamlin blev selv ramt af SARS og havde kramper, var utilpas og forfærdelig svimmel. Ikke at kunne trække vejret var dog det værste, husker hun.

Hun blev selv alvorligt syg af SARS, og hendes ene datter, der dengang var 14 år, fik en mildere variant. Hele familien blev tvunget i karantæne.

SARS er det værste, hun er blevet ramt af, siger Patricia Tamlin. Hun har før haft lungebetændelse, men det her lignede ikke noget andet. Hun havde kramper, var utilpas og forfærdelig svimmel. Men ikke at kunne trække vejret var det værste. Hun var indlagt i lang tid, og man forsøgte behandling med Riboviron, et antiviralt lægemiddel, der blandt andet bruges mod hepatitis. Det var virkningsløst, men gav en mængde bivirkninger.

Patricia Tamlin arbejder deltids på Scarborough Hospital, og det flasker sig lidt forskelligt hver måned.

Men i de tre en halv måned, hvor hun ikke kunne arbejde, sørgede afdelingschefen for, at hun fik nogenlunde samme løn som sædvanlig.

Chefen sørgede også for, at alle, der var blevet smittet, fik mobiltelefoner, så de i det mindste kunne ringe fra afdelingen, hvor de lå. Alligevel siger Patricia Tamlin, at hun ikke ville tøve med at arbejde ved en ny farlig smitte.

"Men sygeplejerskerne må sørge for at beskytte sig selv, så de ikke behøver være bekymrede. Ved en pandemi må ledelsen sørge for, at der er endnu flere værnemidler, tillade nogle ekstra fridage til hvile og så videre."