Hun vil ikke hjælpes

Modelfoto: Thomas Willads

Jeg fandt Sulejma ravende rundt i huset en morgen. Hun havde store blå mærker på kroppen og på arme og ben efter fald over møbler og inventar. Håret var uglet i en stor kage, og hun havde ikke været vasket i mange dage. Sengetøj, madras, stole og gulvtæpper var gennemvædet af vin og urin.

Hjemmet var ubeskriveligt uhumsk. På tøj, møbler og gulv var der brandmærker efter tabte cigaretter. Sulejma havde også selv brandsår.

Så langt var jeg nået med min sygepleje i løbet af et par uger.

Sulejma havde forlangt sig udskrevet fra sygehuset en lørdag for to uger siden. Hun var blevet indlagt med en brækket arm efter fald i hjemmet, havde fået armen i en gipsskinne og var begyndt afrusning. Inden der var taget stilling til operation af armen, havde Sulejma taget en taxa hjem, hvor hun straks begyndte at slukke sin tørst og dulme abstinenserne med vin fra papkartonerne i klædeskabet.

Halvanden måned tidligere var hun blevet opereret for et åbent brud på den anden arm efter at være faldet i en brandert. Beskeden om, at hun ikke måtte bruge armen i tre måneder, havde hun helt negligeret. Denne gang var hun derfor taget hjem med to arme, der ikke måtte bruges.

Sulejma bor alene, og de sociale myndigheder har fundet andre opholdssteder til hendes halvvoksne børn, som kun ser deres mor, når hun er ædru. Sulejma har haft utallige drukperioder gennem mange år. Hun har været ædru i et par år med hjælp fra Anonyme Alkoholikere (AA), men det er mere end et år siden. Antabus vil hun ikke have. Hun mener, at hun sagtens selv kan styre sit alkoholforbrug.

Hun får bragt vin i papkartoner med taxa fra en nærliggende tankstation og kan drikke adskillige liter i døgnet. Hun har været indlagt utallige gange, oftest når hun har været så sanseløs af druk, at hun ikke har kunnet protestere mod indlæggelsen. Som regel udskriver hun sig selv i løbet af en dag eller to, inden afrusningen er fuldført, og hun nægter at samarbejde med personalet om behandling.

Da Sulejma denne gang tog hjem mod alle råd, ringede sygeplejersken fra afdelingen til hjemmesygeplejen. Sygeplejersken kendte Sulejma fra tidligere indlæggelser og vidste, at hun stensikkert ville genoptage drikkeriet, så snart hun kom hjem. Nu bad hun hjemmesygeplejen om at tage over, tilse Sulejma dag og aften og hjælpe hende med personlig hygiejne.

Sygeplejerskernes tidsplan er stram i weekenderne. Aftenvagten tog det første besøg lørdag aften. Søndag morgen ringede Sulejma selv og bad mig komme.

Sulejma var i gang med noget, der skulle forestille gulvvask med en arm i gips og en, der var taget ud af armslyngen. Hun var påvirket og ønskede at få nogle diazepamtabletter. Det kunne jeg ikke hjælpe hende med. Egen læge styrer hendes medicin, men ved i øvrigt ikke, hvad han skal stille op. Embedslægen bakker sygeplejerskerne op i, at vi skal sige fra. Senere om søndagen ringede Sulejma igen. Denne gang var hun faldet i badekarret i et forsøg på at vaske hår. Gipsen var våd og smuldrede i kanten. Jeg nåede lige at få sagt: "Goddag," så sagde Sulejma: "Hvis du begynder at tale om sygehus, kan du godt skride igen. Det varer meget længe, inden jeg kan tåle at se et sygehus igen."

Sulejma ville ikke høre på mig, da jeg fortalte om konsekvenserne af at gøre gipsen våd og bruge begge arme. Jeg fik dog lov til at lægge nogle tørre bind uden om gipsen.

Om mandagen kom der hjemmehjælp første gang, men det lykkedes kun at få lov at hjælpe med den personlige hygiejne en enkelt gang. Nogle gange havde Sulejma selv taget brusebad, så gipsen var blevet våd. Som regel var hendes tøj vådt, ikke kun af vand, men også af urin, spildt vin eller blod fra sår eller fald.

Efter en uges forløb var gipsen helt krakeleret. Hun blev overtalt til at køre med en hjemmesygeplejerske ud til ambulatoriet, hvor hun fik lagt en ny gips, da der var sår under gipskanten både på håndryg og overarm.

Drikkeriet tog til. Hjemmehjælperne blev bedt om at holde sig væk, de skulle ikke blande sig i hendes liv. Sygeplejerskerne kommer fortsat dag, aften og nat. Embedslægen siger, vi har pligt til tre tilsyn i døgnet, ét i hver vagt, hvor vi tilbyder hjælp. Vil hun ikke have hjælp, er det hendes egen sag, og verbale overfusninger må vi tage med.

Gardering mod anklager om omsorgssvigt

Tre tilsyn om dagen og omhyggelig dokumentation for, hvad vi har observeret, og at vi har tilbudt hjælp, som er blevet afslået. Højst kan vi hjælpe med bagateller som at lægge en forbinding i ny og næ. Det, hjemmesygeplejerskerne udretter, er i virkeligheden at gardere sig selv og samfundet mod anklager om omsorgssvigt.

Vi kan ikke forhindre, at Sulejma ligger hjælpeløs mellem besøgene med risiko for fatale fald, brand eller dødsfald. At besøgene skulle give en vis tryghed, er en illusion. Vi kan ikke behandle eller indlægge mod hendes vilje. Ethvert forsøg på at tage fat om det grundlæggende problem, alkoholen, afvises.

Hvilke muligheder har en primærsygeplejerske? Er primærsygeplejersker overhovedet rustede til opgaven? Hvad skal der til af viden, kunnen og midler for at kunne yde kvalificeret sygepleje til alle Sulejma'erne?

Er det overhovedet en sygeplejerskeopgave?

I mit distrikt har vi det sidste år næsten permanent haft tre borgere i tilsvarende situation. Hvordan klarer andre sygeplejersker i andre distrikter disse patienter?

Anne Vesterdal er tidligere sygeplejefaglig medarbejder på Sygeplejersken. Ovenstående beretning er fortalt til Anne Vesterdal af en sygeplejerske, som har ønsket at være anonym. Redaktionen kender sygeplejerskens navn og arbejdssted.

Navnet Sulejma er opdigtet.