Synspunkt: Et efterhånden dehumaniseret sundhedsvæsen

Mari Holen

"De nye rammer for sundhedsvæsenet har været kendt længe. Her i vadestedet tegnes de finere detaljer. Det er en tegning, der udvikler sig smukkere for hver dag. Visionen er intakt. Den fremstår stærkere end nogensinde." Sådan skrev indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i martsnummeret af Amtsrådsforeningens tidsskrift Mandat.

Teksten står i skarp modsætning til de fortællinger, vi dagligt selv oplever, men også får fortalt af sygeplejestuderende, sygeplejersker og andet sundhedspersonale på hospitalerne i Region Hovedstaden. Fortællingerne handler om et sundhedsvæsen, hvor der ikke er midler og rammer til de opgaver, sygeplejersker er sat til at udføre. Hvor sygeplejersker dagligt ikke kan få tiden til at række, er nødt til at prioritere mellem opgaver, de mener er basale - et efterhånden dehumaniseret sundhedsvæsen. Spørgsmålet er, hvordan den skarpe kontrast mellem sygeplejerskernes oplevelser af praksis og Lars Løkke Rasmussens udtalelser kan opstå?

Dorte Steenberg

Den norske magtudredning har set på forholdene for dem, der arbejder i velfærdsstatens førstelinje, bl.a. sygeplejersker på hospitalerne. Magtudredningen peger på, at førstelinjen bærer organisationens grænser på egen krop. Førstelinjens kvinder tager ansvar for det, organisationen har forpligtet sig til at gøre, men som den i princippet alligevel ikke har midler til at gøre. Magtudredningen beskriver førstelinjens handlinger som principielt illoyale over for systemet. Paradoksalt nok bidrager deres illoyalitet til, at organisationen overlever.

Det kræver en nærmere forklaring. Kravene kører i to spor. På den ene side ønsket om et humant sundhedsvæsen, der tager udgangspunkt i, at mennesker er forskellige. Og på den anden side styringssystemer, der ikke er indrettet efter dette ønske, men som er afgørende for tildeling af midler og rammer. Det er altså et misforhold mellem italesættelserne om sundhedsvæsenet (f.eks. Lars Løkke Rasmussens udtalelser) og de faktiske forhold (få midler og stadige besparelser kombineret med krav om målbarhed, øget effektivitet og produktivitet).

Det interessante er, ifølge den norske magtudredning, at politikerne hverken foretager prioriteringer i eller øger bevillingerne til sundhedsvæsenet. Sådan havner dilemmaet hos førstelinjen. Og mere interessant, førstelinjen forsøger i første omgang at påtage sig dilemmaet. De ansatte i førstelinjen forsøger at løbe stærkere og leve op til idealerne, samtidig med at midlerne bliver færre. Velfærdsstaten rummer altså et fleksibelt omsorgsreservoir - en førstelinje, der hele tiden må strække på sin egen arbejdskraft og samtidig leve med samvittighedskvaler over ikke at slå til.

Et evigt dilemma mellem at strække sig og alligevel ikke slå til. Vores bekymring går på, hvor længe dette kan vare ved. Hvor længe kan førstelinjen fungere som omsorgsreservoir? Hvordan kan det, som den norske magtudredning beskriver, politisk lykkes at decentralisere ansvaret, men dermed også dilemmaerne, personalets ambivalens og afmagtsfølelse?

Lars Løkke Rasmussen er en dygtig mand, så han ved uden tvivl godt, hvad han gør, når han skriver: "Det udvikler sig smukkere for hver dag." Med sådanne udtalelser medvirker han til at fastholde et forventningspres rettet mod hospitalernes personale, og han medvirker til, at personalet retter endnu større forventningspres mod sig selv uden at sørge for vilkår og rammer, der betyder, at personalet kan leve op til disse forventninger.

Psykologerne kalder den type kommunikation for dobbelt bindende, for uanset hvad man gør, vil det være forkert. Det er den slags, der gør mennesker syge og nedbryder dem. Vi mener derfor, der er tale om en politisk kynisme og magtudøvelse, der forsøger at spille på professionelles oprigtige forsøg på at skabe mening i tilværelsen, både for patienter og i deres eget arbejdsliv.

Mari Holen er adjunkt ved H:S Sygeplejerskeuddannelsen, Institut for Pleje og Omsorg.
Dorte Steenberg er amtskredsformand i Dansk Sygeplejeråd Frederiksborg Amt.