Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Synspunkt: Fokusér på hjemmesygeplejen

Oprustning. Hvis strukturreformens ambitioner skal lykkes, og opgaverne løses forsvarligt, må vi skabe et solidt fundament for en sammenhængende og kvalificeret pleje af borgere i eget hjem.

Sygeplejersken 2006 nr. 13, s. 22

Af:

Marian Geller, sygeplejerske, master i etik og værdier

SY-2006-13-22aMange kommuner er gået i gang med at kvalitetsudvikle sundhedsvæsnet og forbedre patientsikkerheden, men desværre har en del kommuner endnu ikke vist, at de har forstået de sundhedsopgaver, som skal løses i fremtiden. Måden, dette vises på, er bl.a. ved at afprofessionalisere hjemmesygeplejen. Med afprofessionalisering mener jeg en nedgang i antallet af sygeplejersker til fordel for andet og kortere uddannet plejepersonale.

Brovst Kommune i Nordjylland er førende inden for afprofessionaliseringen i Danmark. Kommunen udtaler i en rapport, at en tilbagevenden til en traditionel sygeplejestruktur utvivlsomt vil blive opfattet som et anseeligt tilbageskridt. Denne udtalelse giver stor anledning til bekymring på borgernes vegne.

Men hjemmesygeplejen har det problem, at der aldrig har været tradition for at registrere, beskrive eller forske i sygeplejen. Derfor er dét at skabe et overblik over den tilgængelige viden om hjemmesygeplejen i Danmark og påvise den forskel, hjemmesygeplejen gør for klienterne i eget hjem, yderst vanskeligt. Dette resulterer samlet i, at hjemmesygeplejen med hensyn til opgaver og kvalitet er et stærkt underbelyst område i det danske sundhedsvæsen.

Det er en realitet, at der sker en stigende specialisering af både funktioner og medarbejdere inden for sygehusvæsenet, liggetiderne afkortes, og stadigt flere indlæggelser ændres til ambulante besøg med deraf efterfølgende behandling i hjemmet. Behovet for pleje i hjemmene og kravene til hjemmesygeplejerskerne vokser tilsvarende, og vi ser allerede en stor opgaveglidning fra sygehusene til hjemmesygeplejen. Flere og mere sygeplejefagligt specialiserede opgaver venter kommunerne.

Kommunalpolitikerne har ikke tidligere haft en sundhedsfaglig tradition, men en social tradition, hvilket understøttes af Sidsel Vinge fra Dansk Sygehus Institut, der netop har udgivet en rapport om hjemmesygeplejen. Derfor er det først nu, vi skal til at tale om en decideret kommunal sundhedssektor, og hvis strukturreformens ambitioner skal lykkes, og opgaverne løses forsvarligt, må vi have skabt et solidt fundament for en sammenhængende og kvalificeret pleje af borgere i eget hjem.

Der må her sættes langt større fokus på hjemmesygeplejen, både sundhedspolitisk og forskningsmæssigt. Hjemmesygeplejen skal professionaliseres og må ikke fortsætte med at være et ubeskrevet blad. Vi må have et samlet overblik over de tilgængelige kvantitative data og kvalitative analyser, der findes, og som beskriver hjemmesygeplejens opgaver.

Ellers får vi i nogle kommuner et sundhedsvæsen på første og anden klasse, hvilket vi for alt i verden skal undgå. Vi skal have en kommunal sundhedssektor med kvalitet i verdensklasse, nøjagtig som vores sygehusvæsen, og en hjemmesygepleje, der skaber sammenhæng og samarbejde imellem sygehuse, de praktiserende læger, herunder vagtlæger og den kommunale sektor. Og det gør man ikke ved at afprofessionalisere. Tværtimod.

For mig at se drejer det sig derfor om, at kommunalpolitikerne så hurtigt som muligt vedkender sig deres fremtidige sundhedsfaglige ansvar og sætter fokus på hjemmesygeplejen.

Vil man vide mere om emnet, kan jeg henvise til Sidsel Vinges rapport "Hjemmesygeplejen i Danmark," DSI feb. 2006.

Marian Geller er ansat som udviklingssygeplejerske på Aalborg Sygehus, men har aktuelt orlov.