Sygeplejersken
Udfordringen er at lave en strategi, der bliver fulgt
Handlingsplan. Mange flotte strategier er alt for hurtigt blevet lagt i skuffen og aldrig brugt som en vejviser til et mål.
Sygeplejersken 2006 nr. 13, s. 44-46
Af:
Jette Ammentorp, lektor, ph.d., cand.scient.san., sygeplejerske,
Dorte Rørmann, klinisk kvalitetskonsulent, MI,
SD oversygeplejerske, SD,
Martha Lund, oversygeplejerske, cand.scient.san.,
Alice Kjeldsen, afd.sygeplejerske, MHH,
Marianne Jensen, oversygeplejerske
Udvikling af sygeplejen skal føre til, at patienterne oplever sygepleje på et højt professionelt niveau. Det er det overordnede mål i strategien for sygeplejens bidrag til forskning og udvikling ved de somatiske sygehuse i Vejle Amt. Det er imidlertid en målsætning, der involverer mange aktører og mange forskellige afdelinger, og derfor er det også en målsætning, der byder på store udfordringer.
Den første udfordring består i at sikre, at strategien bliver fulgt. Mange flotte strategier er alt for hurtigt blevet lagt i skuffen og aldrig brugt som en vejviser til et mål. Ingen fulgte op, opfølgningen var slet ikke tænkt ind i strategien, og der var ikke afsat ressourcer til opfølgning.
En arbejdsgruppe har forsøgt at integrere disse overvejelser i strategien for sygeplejen i Vejle Amt.
Strategien skal være en vejviser
Skal en strategi være et redskab, der opleves relevant og brugbart, bør den indeholde en konkret og målbar handlingsplan med en tidsramme for implementering af delmål. I strategien lagde vi derfor vægt på, at handlingsplanerne skal opleves som væsentlige og vedrørende for den enkelte sygeplejerske og for afdelingen. Derfor kom handlingsplanen til at indeholde følgende overordnede emner:
- Fokus på de mellemmenneskelige værdier
- Fokus på den kliniske sygepleje
- Afprøvning af evalueringsmetoder
- Netværksdannelse og virtuelt forum.
Inden for områderne mellemmenneskelige værdier og klinisk sygepleje skal afdelingerne hvert år udpege nogle områder, de vil arbejde systematisk med.
I forhold til de mellemmenneskelige værdier kan man f.eks. sætte fokus på anbefaling nummer 9 i "Patientens møde med Sundhedsvæsenet" (1), som er løbende dialog.
Afdelingen skal formulere, hvad de vil gøre for at sikre, at patienterne oplever en løbende dialog. I forhold til den kliniske sygepleje kan man f.eks. sætte fokus på forebyggelse af tryksår. I det tilfælde skal afdelingen formulere krav til, hvad plejepersonalet skal vide om forebyggelse af tryksår, og hvilken sygepleje de skal kunne udføre og dokumentere. Efterfølgende skal afdelingen undersøge, om det rent faktisk er den sygepleje, der udføres, og om patienten oplever og er tilfreds med sygeplejen.
For at sikre udveksling af ideer og fortsat motivation har vi i samråd med chefsygeplejerskerne besluttet, at strategien skal følges op på to årlige temadage for ledende sygeplejersker og udviklingssygeplejersker ved amtets sygehuse. Arbejdsgruppen skal fortsætte som styregruppe for at sikre kontinuitet sammen med chefsygeplejerskerne. Styregruppen skal bl.a. stå for opfølgningen på to årlige temadage og have ansvar for at iværksætte og følge op på de to sidste punkter af handlingsplanen: Afprøvning af evalueringsmetoder samt netværksdannelse og virtuelt forum.
Krav til sygeplejen
En forudsætning for at nå det overordnede mål er, at afdelingerne formulerer krav til sygeplejen og til plejepersonalets viden, færdigheder og dokumentation. Evalueringer skal sikre, at det udmøntes i praksis og opleves af patienten.
Vi har stor erfaring i oplæring og uddannelse af plejepersonalet, men knap så megen erfaring med evaluering af den kliniske sygepleje. Har plejepersonalet den viden og de færdigheder, som afdelingerne og specialerne efterspørger? Er de klædt på til at varetage opgaverne?
For at styrke indsatsen på dette område er der nedsat en arbejdsgruppe med ekspertise i evaluering til at udarbejde forslag til validerede evalueringsredskaber og efterfølgende afprøve dem i et eller flere pilotprojekter.
Skal en monofaglig strategi klare skærene og kunne implementeres i den kliniske hverdag, må den tilpasses virkeligheden i klinikken. En virkelighed, hvor samarbejdet med og omkring patienten i meget høj grad er tværfagligt. Derfor blev overskriften på strategien: Sygeplejens bidrag til kvalitetsudvikling og forskning. Strategien skal være en vejviser for sygeplejen, men tage afsæt i det udviklingsarbejde, der allerede er på dagsordenen i amtet (2,3). Strategien skal udstikke nye veje til at nå det samme overordnede mål. Den skal sætte fokus på det sygeplejefaglige bidrag til det samlede patientforløb og det tværfaglige samarbejde.
Sygeplejerskers erfaring med systematisk udvikling og forskning er kun i sin spæde start, men interessen er stor, og udbuddet af efter- og videreuddannelser er voksende. Sidste punkt på handlingsplanen blev derfor at oprette et amtsligt forum for forskningsinteresserede sygeplejersker. Det skal være et forum, som både fysisk og virtuelt kan støtte formelle og uformelle netværk, og et forum, hvor sygeplejersker kan søge vejledning og rådgivning til udviklings- og forskningsinitiativer eller få indsigt i aktuelle projekter, hvor der genereres ny viden og nye metoder. Et initiativ, der kan ruste sygeplejen til de fremtidige udfordringer i sundhedsvæsenet. Det virtuelle forum udvikles i samarbejde med Sygeplejeskolen i Vejle Amt og blev fra 1. januar 2006 tilgængeligt.
Implementering af strategien
Strategien er sendt til høring i afdelingerne og godkendt af de ledende sygeplejersker. De ledende sygeplejersker skal efterfølgende sørge for at implementere de handlingsplaner, der er rettet mod den kliniske praksis.
Efter høringsfasen har strategien været præsenteret og drøftet på to temadage i amtet. På den ene temadag for ledende sygeplejersker og udviklingssygeplejersker blev der arbejdet med barrierer for forandring og redskaber til forandring, og DaCapo Teatret bidrog med kreative input.
Strategien er blevet trykt og distribueret til afdelingerne og relevante samarbejdspartnere, lagt ud på www.sundhed.dk, beskrevet i det amtslige personaleblad og præsenteret i relevante fora i amtet.
Kort over vejen til målet
Betragter man strategien som et kort, der angiver en vej til et mål, har vi forsøgt at lave et kort, der viser hen til det, der i forvejen må være det overordnede mål for hver enkelt sygeplejerske (missionen). Hensigten har været at lave et kort, som var forholdsvis let at forstå og nemt at følge. Kortene er distribueret bredt, så vi er sikre på, at alle, der skal være med til at vise vejen, kender kortet og ved, hvordan det skal bruges. Vi har opdelt kortet i små etaper (delmål), så det er mere overskueligt, og så man hele tiden kan sikre sig, at man er på rette vej. Vi har lavet nogle mødesteder på vejen (temadagene), hvor vi alle kan stoppe op, se hvor langt vi er nået, udveksle ideer og inspirere hinanden til den næste etape. Endelig har vi etableret en lille gruppe af hjælpere (styregruppen), der mere overordnet holder øje med, at hele flokken bevæger sig mod målet, og som sørger for, at der løbende udvikles metoder og etableres netværk, som kan være en hjælp til dem, der er på vej.
Vi har ingen garanti for, at der ikke er nogen, der går i stå eller vælger en anden vej. Men vi har indbygget en garanti for, at der bliver fulgt op, og en garanti for, at det er en strategi, der ikke kan gemmes væk.
Mission
Begrebet mission dækker en generel formulering af organisationens overordnede mål.
Strategi
En organisations retning og form for en sådan periode, at organisationen kan tilfredsstille sine interessenters forventninger og opnå fordele gennem anvendelse af sine ressourcer på løsning af omverdensopgaver (4).
Evidensbaseret klinisk praksis
Integration af individuel klinisk erfaring og kompetence med bedst tilgængelige kliniske evidens fra systematisk forskning ved beslutningstagning om sundhedsfaglige ydelser til en given patient. Sundhedsfaglige ydelser omfatter alle fagområder: medicin, kirurgi, sygepleje osv. (5).
Jette Ammentorp er ansat i Vejle Amt og tilknyttet Børneafdelingen, Fredericia og Kolding Sygehuse som ph.d.-studerende.
Dorte Rørmann er ansat på Enhed for Klinisk Kvalitet, Vejle Amt. Ann Dahy er ansat på Onkologisk Afdeling, Vejle Sygehus. Martha Lund er ansat på Organkirurgisk Afdeling, Vejle Sygehus. Alice Kjeldsen er ansat i Dialysen, Fredericia og Kolding Sygehuse. Marianne Jensen er ansat på Medicinsk Afdeling,
Horsens Brædstrup Sygehus.
Litteratur
- Patientens møde med Sundhedsvæsenet. De mellemmenneskelige relationer - anbefalinger for kommunikation, medinddragelse og kontinuitet. Kvalitetsafdelingen Århus Amt 2003.
- Strategi for Sundhedstjenesteforskning i Vejle Amt. Sundhedsforvaltningen, Vejle Amt 2003.
- Handlingsplan for kvalitetsarbejdet i Sundhedsvæsenet i Vejle Amt frem mod 2007. Vejle Amt 2004.
- Gordon S. From silence to voice. Canadian Nurses Association. Cornell University Press Ottawa 2000.
- Grundlag og metoder for måling, dokumentation og forbedring af sygeplejefaglig kvalitet. Sygeplejefaglig klaringsrapport. København: Dansk Sygeplejeråd 2002.
Ammentorp J, Rørmann D, Dahy A, Lund M, Kjeldsen A, Jensen M. The challenge is to create a strategy that is going to be followed. Sygeplejersken 2006;(13-14):44-6.
It is the aim of this new strategy which is focused on the contribution of nursing care to development and research in somatic hospitals in the Region of Vejle that the nursing care experienced by all patients is highly professional. This article describes how the strategy is formed as a practical tool that shows the way to the goal. This is created: through the preparation of an action oriented and measu-rable strategy; by giving the strategy a relevant and pertinent content; by adapting the strategy to those activities that have already been implemented in the individual units; and by ensuring that the strategy is followed up all the way through, from start to finish.