Vi må ikke miste modet

Nogle af de vanskeligste forløb inden for sygeplejen er dem, hvor patienten af forskellige årsager er utilgængelig. Vi kan stå med erfaring, viden og kunnen - og kan alligevel ikke gøre ret meget. Det kan virke omsonst, men vi skal være der. Ikke for at "gardere os selv eller samfundet mod omsorgssvigt," som det udtrykkes i beretningen om Sulejma, men fordi sygeplejen har noget at tilbyde alle, der trues af sundhedsrisici eller er blevet syge. I dette tilfælde en patient med alkoholmisbrug.

Sygeplejersker er afhængige af det råderum, patienten giver, forstået på den måde, at vi skal respektere patientens valg. Også dem vi ikke er enige i.

Vi skal arbejde for, at patienten bevarer sin selvbestemmelse og integritet. Vi skal medvirke til at sikre, at patienten får beskyttelse, lindring og de nødvendige informationer til at handle og vælge ud fra. Alt sammen tilpasset til den enkelte patients livssituation og ønsker.

Forløb fulde af afmagt

Beretningen om Sulejma er desværre ikke enestående. Denne type patientforløb er fulde af afmagt. Både som sygeplejersker og som mennesker oplever vi, at vi næsten intet kan udrette, og udsigten virker håbløs. Faktum er, at patienter med alkoholmisbrug ikke er ringere til at følge behandling end andre patientkategorier.

Der er god effekt af alkoholbehandling. 75 pct. af de patienter, som får psykosocial behandling ved de fynske ambulatorier, drikker svarende til Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser eller er helt afholdende et år efter påbegyndt behandling, viser tal fra mange års forskning inden for området (1).

Problemet er at få udbredt viden om og erfaring med samt tro på, hvad der virker, så flere kan blive bedre klædt på til at forstå, hjælpe og vejlede disse patienter. De sværeste og mest kroniske patienter med misbrug må vi give den sygepleje, vi kan komme igennem med uden at miste modet.

I sidste ende vil også en patient som Sulejma kunne indlægges efter kriterier for tvang. Men det løser ikke nødvendigvis hendes problemer med misbruget. Jeg vurderer langtfra dette som en let opgave. Den pågældende hjemmesygeplejerskes faglige og etiske overvejelser og efterlysning af redskaber er yderst relevante.

Misbrugsområdet har ikke nogen høj status inden for sygdomsbehandling, og selvom bevågenheden over for området er stigende, mangler der videns- og erfaringsdeling om alkoholmisbrugsbehandling, og muligheden for hjælp er meget forskellig fra amt til amt.

Støtte fra alkoholkonsulent

Et af de tilbud på Fyn, som alle kan benytte, er at inddrage en erfaren alkoholbehandler som konsulent i sager som denne. Det er langtfra nok i sig selv, for alkoholkonsulenten er også afhængig af samarbejdet omkring og med patienten. Men alkoholkonsulenten kan tilbyde plejepersonalet sparring, faglig viden og uddannelse.

Alkoholkonsulenten kan have kontakt til patienten, starte et behandlingsforløb op og give supervision til teamet omkring patienten.

Alkoholkonsulenten kan endvidere anvende sin viden om behandlingstilbud og sine erfaringer med de allertungeste misbrugere fra andre forløb og være med til at sikre, at der skabes kontinuitet i behandlingen. Alkoholkonsulenten er vant til at håndtere kommunikation med og om patienter, hvor kontakten er præget af modstand, ambivalens og negative forventninger til behandlingssystemet.

I Sulejmas situation synes umiddelbart intet at motivere et alkoholophør. Hun har været ædru i et par år via kontakt til AA og må have nogle erfaringer hermed. Hun ringer selv efter hjælp fra en hjemmesygeplejerske efter udskrivelse fra sygehuset, så der må være skabt en alliance mellem dem.

Sulejma kan mangle afrusningsmedicin, være bange og usikker. Det at lade sig udskrive mod givet råd er et tungt valg. Hvor god er Sulejmas erfaring med sufficient abstinensbehandling?

Noget tyder på, at hun er mere tryg ved alkoholen og dens effekt på abstinenser.

Hun må tænke, at hjemmet trænger til rengøring, siden hun trods brækkede arme tørrer op i et forsøg på at gøre noget ved sin situation. Hendes handlinger er ikke rationelle i gængs forstand. De kan være motiveret af angst for den udstødning og det forfald, hun registrerer som en konsekvens af sit misbrug. De kan være forårsaget både af misbrugets psykodynamiske og organiske skadevirkninger. Hvis Sulejma var syg af andre årsager, ville vi da have lettere ved at møde hendes plejebehov?

Smertefuld diskrepans

Diskrepans mellem det, man ønsker, og det, man er i stand til, opleves smertefuldt. I denne situation opstår diskrepans både hos patienten og sygeplejersken. Patienten er ikke i stand til at udtrykke den direkte. Ikke desto mindre er oplevet diskrepans - når det empatisk fremmanes i samtale og relation - med til at motivere patientens oplevelse af behov for ændring, beslutning om ændring og fastholdelse af denne ændring.

Metoden er enhver konsekvens- eller overtalelsespædagogik overlegen. Samtalestilen er afgørende ved mødet med en alkoholmisbruger, og princippet ovenfor indgår i veldokumenteret og udbredt metode ved arbejde med modstand og livsstilsændringer (2).

I nogle amter kan patienten afruses i ambulatoriet bortset fra nogle få, som kræver afrusning under indlæggelse. Det gør det nemmere at have overskuelige patientforløb og sikrer, at afrusning følges op af relevant behandling og afklaring.

En sygeplejerskeopgave

Jeg har søgt at belyse den situation, primærsygeplejersken står i, fra en alkoholfaglig vinkel. Det er uomtvisteligt en sygeplejerskeopgave at yde sygepleje til en patient med misbrugsproblemer.

Alle delelementerne i plejeopgaverne er vi uddannet til, men det gør noget ved os, at patienten er selvdestruktiv, og vi kan opleve os mere eller mindre rustede over for dette.

Vi kan have brug for mere viden om alkoholmisbrug og behov for hjælp i mere end én forstand. Vi kan have brug for holdningsafklaring og mulighed for at afgrænse, hvad vi kan og ikke kan, og løbende evaluere, hvad vi bygger det på.

Vi kan opstille realistiske mål ud fra faglige og menneskelige kriterier og helst i samspil med patienten. Hvor vi ikke kan afbøde eller fjerne misbruget, da mildne, lindre eller forhindre yderligere selvskadende adfærd.

Vi kan have brug for ledelsesmæssig og kollegial opbakning og aflastning. Vi kan have behov for supervision og efterbearbejdning som ved andre tunge plejeforløb.

Det nytter at gøre noget, uanset hvor lidt det forekommer at ændre. Vi kan bede om styrke til at acceptere det, vi ikke kan ændre, ikke gennem resignation, men gennem visdom om alt det, vi ikke forstår.

Bente Fornitz er ansat ved Fyns Amts AlkoholBehandlingsCenter (ABC), Afdelingen i Middelfart. 

Litteratur

1. Nielsen B, Søgaard Nielsen A. Odensemodellen. Et bidrag til en evidensbaseret praksis ved behandling af alkoholmisbrugere. Fyns Amt; 2001. p. 88.
2. Miller WR, Rollnick S. Motivational Interviewing. Preparing people to change addictive Behavior. New York: Guildford Press; 1991.