Den kliniske vejleder som eksaminator og bedømmer

Kliniske vejledere oplever, at der kommer klage- og ankesager over kliniske prøver i sygeplejerskeuddannelsen. Det hænger sammen med implementeringen af bekendtgørelse for sygeplejerskeuddannelsen (1) og den nye eksamensbekendtgørelse i 2005 (2), hvor der bl.a. er fokus på bedømmelsen af de studerende ved kliniske prøver. Det betyder, at vejledning, eksamination og bedømmelse i den kliniske del af sygeplejerskeuddannelsen er en udfordring for den kliniske vejleder.

Internationale undersøgelser viser, at det er en ansvarsfuld, tids- og ressourcekrævende opgave at være klinisk vejleder. Det fordrer forberedelse, et solidt fagligt og pædagogisk fundament samt støtte fra ledelse, uddannelsesinstitution og kollegaer (3,4,5). Vejlederen har ansvar for at identificere læringsbehov, planlægge læringssituationer, vurdere den studerendes udvikling og bedømme den studerendes præstationer (4). Det ansvar skal forvaltes samtidig med, at den kliniske vejleder sammen med den studerende handler i en uforudsigelig praksis med menneskelig aktivitet, med udgangspunkt i integrerede og ofte modsatrettede værdier, kundskaber og færdigheder (6,7). Bedømmelsen af disse handlinger fordrer både kliniske og pædagogiske kundskaber. I denne artikel vil vi fokusere på:

• hvad det vil sige at være eksaminator ved kliniske prøver
• hvad det vil sige at bedømme den studerendes præstation
• etiske overvejelser i forbindelse med eksamen og klager over eksamen
• den kliniske vejleders forberedelse, gennemførelse og bearbejdning af eksaminationen.

Den kliniske vejleder skal ved kliniske prøver overordnet bidrage til, at den studerendes præstation afspejler og viser det, hun kan, ved og mener, og at der foretages en fagligt kvalificeret bedømmelse af præstationen. For vejlederen er der tale om en proces, som kan beskrives i tre sammenhængende faser: forberedelse og planlægning, gennemførelse af eksamen og bearbejdelse af eksamensforløbet.

Viden om prøven

Vejlederen skal i planlægnings- og forberedelsesfasen tilegne sig kendskab til formål og kriterier for prøven, orientere sig i bekendtgørelse

Side 37
 

om prøver og eksamen, den lokale studieordning samt afklare egen og andres deltagelse, rolle og ansvar i forhold til prøven (2). Desuden skal vejlederen læse evt. materiale, som den studerende har udarbejdet som en del af prøven, og overveje, hvordan den studerende stimuleres, udfordres og støttes bedst i prøvesituationen. I denne proces er det væsentligt, at vejlederen bliver bevidst om egen forforståelse, både i forhold til den studerende og i forhold til sygepleje, så hun bidrager til prøveforløbet på en konstruktiv måde.

Den kliniske vejleder skal vejlede den studerende i prøvens form, indhold og praktiske afvikling. Vejledningen skal tage udgangspunkt i den studerendes behov og have til hensigt at forberede den studerende, så prøven for den studerende har stor gennemsigtighed. Den kliniske vejleder kan ud fra egne erfaringer fortælle om tidligere eksamensforløb for at konkretisere og skabe mening.

Relationen mellem den kliniske vejleder og den studerende

Der er tale om en asymmetrisk relation mellem den kliniske vejleder og den studerende, og forståelse af autoritet og magt i relationen har stor betydning for den studerendes mulighed for at yde den bedste præstation (3). Hvis magt bliver til dominans og tillid til underkastelse, bliver relationen autoritær (8). En autoritær relation, hvor vejlederens viden og forståelse er dominerende, giver begrænsninger i forhold til den studerendes mulighed for at være sig selv og vise sin forståelse af sygepleje. Der vil blive tale om tilpasning til den lokale forståelse af sygepleje og ikke en kritisk forholden sig. Vejlederen skal i stedet bruge sin viden og sine kundskaber til at løfte den studerende til et højere fagligt niveau. Når den kliniske vejleder er i stand til at løfte den studerende til et højere niveau, opnår hun den nødvendige autoritet i relationen.

Viden om sygeplejefagets indhold og metoder

Som eksaminator forestår den kliniske vejleder selve eksaminationen, eller hun er censor, afhængigt af hvad der står i de lokale kriterier for den kliniske prøve. Den kliniske vejleder er ansvarlig for, at eksamensbekendtgørelsen overholdes. Overordnet er formålet med prøver og eksaminer, i henhold til bekendtgørelsen for prøver og eksaminer i erhvervsrettede uddannelser, "at dokumentere, i hvilken grad eksaminanden opfylder de mål og krav, der er fastsat for faget og uddannelsen" (2).

Det fordrer i forhold til kliniske prøver, at den kliniske vejleder både har viden om sygeplejefagets metoder og sygeplejefagets indhold. Det vil sige, at vejlederen både skal have viden om, hvad det vil sige at reflektere over sin praksis, analysere sin praksis, forholde sig kritisk og problemløsende og have viden om sygeplejefaget, det faglige indhold, sygeplejens begreber og teorier. En stor faglig viden er en nødvendighed, men ikke tilstrækkeligt. På den anden side er evnen til refleksion ikke et mål i sig selv, men en metode der skal anvendes i sammenhæng med sygeplejefaglig viden. 

At skabe overblik og struktur under eksamen

Under gennemførelsen af prøven er formålet at sikre et reelt bedømmelsesgrundlag. Den kliniske vejleder skal være i stand til at skabe overblik og struktur i eksaminationen. Det kan ved

Side 38 

nogle prøveformer være en hjælp med en disposition, der anvendes som et hjælpemiddel undervejs, men den må ikke blive det styrende element for eksaminationen.

Den kliniske vejleder er ansvarlig for, at kriterierne overholdes, dvs. for at eksaminationens formål overholdes, at tiden holdes, og at prøvens indhold er i overensstemmelse med det, den studerende skal kontrolleres i forhold til. En eksamination skal forstås i en pædagogisk kontekst, dvs. at vejledere skal tænke pædagogisk og didaktisk for at skabe de bedste betingelser for den studerende. Samtidig skal vejlederen være bevidst om at sikre sig et bedømmelsesgrundlag, så det kan dokumenteres, at den studerende har, eller ikke har, de kvalifikationer, der er fastsat for uddannelsen.

At lytte og være sansende til stede

Den kliniske vejleder skal som eksaminator have forskellige kompetencer og kunne indtage forskellige positioner. Overordnet er der tale om evne til at lytte og være sansende nærværende. Den kliniske vejleder skal involvere og engagere sig i eksamenssituation og med sin holdning og sit kropssprog rette sin opmærksomhed mod den studerende og sygeplejepraksis. Hvis den kliniske vejleder som eksaminator indtager en distancerende og objektiverende holdning, får det betydning for situationen, som vil blive præget af kontrol og overvågning, hvilket vil påvirke patienten, den studerende og sygeplejepraksis.

Når der er tale om en professionsuddannelse, er det væsentligt, at sygeplejepraksis forstås som en sammenhængende og kompleks form for socialt etableret menneskelig aktivitet med udgangspunkt i integrerede værdier, kundskaber og færdigheder, og at den kliniske undervisnings- og vurderingspraksis afspejler disse værdier og kundskaber. Den kliniske vejleder skal deltage under hele forløbet og søge at skabe en situation, hvor sygepleje og pædagogik er i spil og gensidigt påvirker hinanden. Deltagelse forstås som en involvering i verden og andres liv, hvorved der skabes mulighed for den enkelte studerendes livsudfoldelse og det at være sig selv (9). Således kan den studerende naturligt involvere og engagere sig i sygeplejepraksis, og dermed kan der skabes et bedømmelsesgrundlag.

At stille spørgsmål

Når den kliniske vejleder stiller spørgsmål som eksaminator, skal hun være bevidst om, at det har stor betydning, hvordan spørgsmålene stilles i forhold til den studerendes mulighed for at nå de mål, der er fastsat for prøven.

Færdigheder og kunnen i at anvende forskellige spørgeteknikker kan være en hjælp for den kliniske vejleder i eksamensforløbet. De forskellige teknikker skal ses som hjælpemidler, mens det styrende element skal være bevidste holdninger og værdier i forhold til synet på studerende, synet på læring og forståelse af sygepleje. Spørgsmålene skal være formuleret i et anerkendende og værdsættende sprog og som hovedregel være styret af nysgerrighed og undren og ikke af uforståenhed og kontrol.

At bedømme eksamenspræstationen

Den kliniske vejleders position som bedømmer handler om at vurdere eller afsige en dom over den studerendes kliniske præstation. Med andre ord er bedømmerrollen en kontrolfunktion, hvor det skal bedømmes, om en klinisk prøve er bestået eller ikke bestået.

Den kliniske vejleder må være bevidst om, at der er et meget stort rolleskift fra positionen at "lede på vej" til positionen "at bedømme."

Ifølge Eksamensbekendtgørelsen kan interne prøver (2) bedømmes af én eller flere bedømmere. Det vil fremgå af kriterierne for den kliniske prøve, om den kliniske vejleder er alene om denne bedømmerrolle eller har en medbedømmer. I forbindelse med eksamen bruges begreberne bedømmelse, vurdering eller votering.

At bedømme er en funktion, hvor man forholder sig til den studerendes eventuelle oplæg og udførelse af kliniske sygeplejehandlinger. Den kliniske vejleder er evt. enten observatør, eller hun har en bedømmer med til at iagttage den studerendes sygepleje. I den efterfølgende vurderingsfase forsøger den kliniske vejleder i samarbejde med bedømmeren at vurdere, hvordan den studerende har udført den kliniske sygepleje i forhold til kriterierne. Votering er en forhandlingsproces, hvor bedømmerne forhandler sig frem til bestået/ikke bestået, godkendt/ikke godkendt eller en karakter. Forhandlingen skal ske i forhold til kriterierne, skal underbygges af faglig og saglig argumentation og med brug af karakterskalaens begreber (10).

Perioden efter eksamen

I bearbejdelsen skal den kliniske vejleder som eksaminator i henhold til bekendtgørelse om prøver og eksamen gøre notater om præstationen og karakterfastsættelsen til personligt brug ved udarbejdelse af en udtalelse i en eventuel klagesag. Den kliniske vejleder skal beskrive eksaminationsforløbet, dvs. spørgsmål, den studerendes svar og øvrige observationer under den kliniske prøve. Notaterne er til personlig brug og skal opbevares forsvarligt i et år (2).

For at justere, forbedre og kvalitetsudvikle de kliniske prøver er en eksplicit evalueringspraksis væsentlig. Den kliniske vejleder skal i arbejdet med at være eksaminator og censor være opmærksom på evaluering, så alle implicerede parter får tilbagemelding om, hvordan indsatsen fungerede, og dermed har mulighed for at foretage justeringer og udvikle eksamenspraksis.

Etiske overvejelser i forbindelse med eksamen

Etiske overvejelser er tæt knyttet til eksamination og bedømmelse. Den kliniske vejleder må være bevidst om formelle og uformelle etiske refleksioner, som kan relateres til patientens tarv og selve eksaminationen og bedømmelsen.

Et etisk (og juridisk) hensyn er ekspliciteret i eksamensbekendtgørelsen, hvor det fremgår, at kliniske interne prøver med patientdeltagelse kun er offentlige med patientens tilladelse (2). Den kliniske vejleder er ansvarlig for at få patientens tilladelse til, at en eventuel medhører overværer eksaminationen. I forbindelse med afvikling af kliniske prøver, som omfatter konkrete sygeplejehandlinger til en patient, er den kliniske vejleder medansvarlig for at tage hensyn til patientens integritet, blufærdighed og sårbarhed. Den kliniske vejleder må nøje overveje, om en konkret patientsituation egner sig som eksamenssituation.

Den kliniske vejleder har ansvar for, at eksaminanden får bedst mulige betingelser for at vise sin faglige præstation og give eksaminanden en faglig og saglig bedømmelse. For at sikre denne hensigt må aktuelle bekendtgørelser og eksamenskriterier efterleves, ligesom den kliniske vejleder må tage personlige hensyn til den studerende ved f.eks. at skabe et trygt og stimulerende miljø.

SIde 39

Selve bedømmelsen skal være relateret til formål for den kliniske prøve, eksamenskriterier og karakterskalaen - med andre ord skal bedømmelsen være objektiv, saglig og fagligt orienteret. Den studerende skal have en kort begrundelse for udfaldet af sin eksamenspræstation (10,11). Det hører med til god eksamens-etik ikke at drøfte eksamensbedømmelser og eventuel uenighed uden for lokalet.

Den kliniske vejleder har et dobbelt ansvar i forhold til etiske refleksioner i forbindelse med kliniske prøver, idet hun både skal tilgodese patientens tarv og etiske hensyn i forhold til den studerendes eksamination og bedømmelse.

Klager over eksamen

Den studerende kan indbringe en klage over sin eksamination i forbindelse med en klinisk prøve. Proceduren ved klager over eksamen er beskrevet i eksamensbekendtgørelsen. Den studerende kan klage over prøvegrundlaget (eksamensspørgsmål og lignende, som kan relateres til uddannelsen), prøveforløbet og selve bedømmelsen. Den studerendes eksamensklage indgives til uddannelsesinstitutionens ledelse. De oprindelige bedømmere skal inden for 14 dage samarbejde om et skriftligt og begrundet svar til uddannelsesinstitutionens ledelse, som efterfølgende videresender svaret til den studerende. Bedømmerne har tre muligheder:

• at tilbyde ombedømmelse 
• at tilbyde omprøve 
• at afvise klagen.

Den kliniske vejleders notater skal anvendes i forbindelse med besvarelse af en eventuel klagesag (2).

Fra flere sider peges der på, at antallet af eksamensklager er stigende, men antallet kendes ikke.

Ankesager

Den studerende kan anke de oprindelige bedømmeres afgørelse på en klagesag. En ankesag er en fortsættelse af en klagesag, som den studerende indbringer for uddannelsesinstitutionens ledelse, som efterfølgende udpeger en lærer og en studerende til at indgå i behandlingen af ankesagen. Censorformandskabet ved sygeplejerskeuddannelsen (13) udpeger to beskikkede censorer til at indgå i et ankenævn sammen med uddannelsesinstitutionens to repræsentanter. Det nedsatte ankenævns afgørelse kan være:

• at tilbyde ombedømmelse 
• at tilbyde omprøve
• at klageren ikke får medhold i anken (2).

I 2004 var der 11 ankesager i sygeplejerskeuddannelsen. Syv ankesager vedrørte teoretiske interne og eksterne prøver, og fire ankesager vedrørte kliniske prøver. I tre af de fire ankesager klagede den studerende over den kliniske vejleders vejledning og eksamensvejledning. Klager over vejledning i klinikken skal forelægges uddannelsesinstitutionens ledelse. I alle fire ankesager klagede den studerende over bedømmelsen af den kliniske prøve. De fire ankesager blev alle afsluttet med, at den studerende ikke fik medhold i anken.

Antallet af ankesager var i 2004 lavt, men højt sammenlignet med antallet af ankesager i uddannelsens teoretiske del. Der er flere nuancer i en ankesag, som kun kan have én konklusion. Det faktum indikerer, at den kliniske vejleder til stadighed må udvikle sin kliniske og pædagogiske praksis dvs. den personlige kompetence, som indeholder teoretisk, praktisk, etisk viden og erfaring, intuition og evnen til at reflektere over egen praksis (6).

Bonnie Gudbergsen er uddannelsesansvarlig sygeplejerske på Bornholms Centralsygehus.
Steen Hundborg er censorformand ved sygeplejerskeuddannelsen og ansat på sygeplejeskolen i Randers.

Litteratur

1. Undervisningsministeriets Bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen. BEK nr. 232. 30-3-.2001.
2. Undervisningsministeriets Bekendtgørelse om prøver og eksamener i erhvervsrettede uddannelser. BEK nr. 356 19-5-2005.
3. Atkins S, Williams A. Registered nurses' experiences of mentoring undergraduate nursing students. J Adv Nurs 1995;21:1006-15.
4. McCarty M, Higgins A. Moving to an all-graduate profession: Preparing preceptors for their role. Nurse Educ Today 2002; 23(2): 89-95.
5. O'Callaghan N, Slevin E. An investigation of the lived experiences of registered nurses facilitating supernumerary nursing students. Nurse Educ Today 2003; 23(2): 123-130.
6. Kirkevold M. Vitenskap for praksis. Oslo: ad Notam Gyldendal; 1996.
7. Scheel ME. Interaktionel sygeplejepraksis. København: Munksgaard; 1994.
8. Løvlie L. Pædagogisk filosofi. In: Dale EL, editor. Pædagogisk filosofi. Århus: Klim; 1991. p. 17-38.
9. Pahuus M. Den enkelte og de andre: om at være sig selv uden at være sig selv nok. København: Gyldendal Filosofi; 1993.
10. Undervisningsministeriets Bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse: BEK nr. 350 19-5-2005.
11. Nielsen M. Etik i eksamenssituationen. Uddannelsesnyt 2003; 14 (1): 2-8.
12. Nielsen B m.fl. Censorbogen. København: Gads Forlag; 2002.
13. censorformandskab.dk