Sygeplejersken
Selvhjælpsgrupper redder arbejdsliv
Ligesindede. At mødes og tale med andre sygeplejersker, der også er stressede, kan være den ventil, der skal til for ikke at gå helt ned med flaget.
Sygeplejersken 2006 nr. 15, s. 21
Af:
Lotte Havemann, journalist
De er blufærdige. Sygeplejerskerne, der kontakter Dansk Sygeplejeråds amtskreds i Århus og fortæller, at de er ved at bukke under på deres arbejde.
De er flove over, at de ikke kan klare det mere. De har typisk været udsat for vold, sygdom, mobning eller øgede krav på arbejdet. De synes ofte, det er deres egen skyld, at de er så nedbrudte.
Når ca. otte interesserede sygeplejersker har henvendt sig til amtskredsen, oprettes der en selvhjælpsgruppe. Gruppen sættes i gang med 10 fællesmøder a to timer med en psykolog. Herefter afgør gruppen selv, om den vil fortsætte med at mødes.
"Vi har en gruppe, der er fortsat, siden vi startede grupperne for snart 10 år siden. Den har udviklet sig til at være en faglig gruppe, hvor de tre medlemmer nu hjælper hinanden i arbejdsmæssigt regi," fortæller arbejdskonsulent i Århus amtskreds, Kirsten Holmboe, der har været ankermand på selvhjælpsgrupperne siden begyndelsen i 1997. Hun er overbevist om, at grupperne hjælper med at fastholde nogle af dem på arbejdsmarkedet:
"Jeg vil mene, at de har forhindret nogle i at ende på f.eks. førtidspension."
Dansk Sygeplejeråd i Århus Amt deltager i en følgegruppe til et projekt, der skal samle viden om fællestræk hos personer, som er sygemeldt pga. stress og udbrændthed, og finde frem til de typiske årsager bag. Projektet, som er støttet med EU-midler, er ikke evalueret endnu.
´
Århus amtskreds har fra april 2006 afholdt stresskurser for dels tillids- og sikkerhedsrepræsentanter, dels almindelige sygeplejersker.
Der har været så meget rift om pladserne på de to første kurser, at 50 sygeplejersker måtte på venteliste.
Efter sommerferien afholdes endnu to kurser med hver 20 deltagere. Kurserne er tilrettelagt som forløb a 5 x 2½ time med en uges mellemrum.
´
Artikler om stress i Sygeplejersken nr. 22 2006
Overvældende respons på artikler om stress
Tag hånd om de stressede
Artikler om stress i Sygeplejersken nr. 15/2006:
Jeg følte mig som en overstrakt elastik
Lær at leve med omskiftelighed
Nu får jeg ikke kvalme af mit arbejde