Skær ned på forandringerne

Det er de færreste ansatte, der for alvor protesterer, hvis der sker mange stressende omstillinger på arbejdet. Man skal jo være forandringsvillig. Fremadrettet. Ikke virke træt og kontrær.

Sygeplejersker er udsat for mange forandringer på arbejdet. Strukturreformen udgør en del af forklaringen, men tidens løsen i det hele taget er effektivisering, optimering af arbejdsgange og konstant omstillingsparathed.

Og al forandring stresser. Det fastslår Bo Netterstrøm, stressforsker og ledende overlæge på Stressklinikken ved Arbejdsmedicinsk Klinik på Hillerød Sygehus. "En forudsætning for at leve livet er, at vi kender vores plads. Og det er præcis dét, alle disse forandringer piller ved. Så kunsten er at lave forandringer på en måde, der hurtigt gør folk trygge igen."

"Det er her, "forbrydelsen" mange steder sker," siger Bo Netterstrøm, der i snart 30 år har arbejdet med stress på arbejdspladsen.

Ændring skal give mening

Han kritiserer ledelserne i sundhedsvæsenet for at sprede usikkerhed og stress, når de forandrer arbejdsforholdene uden at have gjort det klart for medarbejderne, hvad ændringerne vil betyde for den enkelte.

"Jo mere man kan klæde folk på i en omstillingsproces, desto bedre. Men det er der mange, der forsynder sig mod, fordi de selv synes, det er klart, hvad der foregår. Hvis de ikke har alle med på vognen, så går det galt. Så går trygheden fløjten. Og så ryger folk af i svinget."

Bo Netterstrøm forklarer, at forudsigelighed og rolleklarhed er vigtigt i forbindelse med forandringer.

Hvis man som medarbejder ikke har indflydelse på forandringerne, så skal man i det mindste have en fornemmelse af, hvad der kommer til at ske. Og man skal kende sin rolle i den nye situation. For hvis man er usikker på, hvor man havner henne, eller om man sågar bliver fyret, så bliver man stresset.

Side 15

"Tingene bliver lavet om i et tempo, der ikke er til at følge med i. Og nogle gange uden at det giver mening for medarbejderne. Så lederne har meget at lære," siger Bo Netterstrøm.

Øger ikke produktiviteten

Han medgiver, at det selvfølgelig er nødvendigt at forandre ting hen ad vejen.

"Men forandring i sig selv er ikke noget gode. Der er nogle ledere, der tror, at jo mere de roder rundt i gryden, jo mere kommer folk op på dupperne. Ja, folk kommer op på dupperne, men de bliver ikke mere produktive. De bliver forvirrede. Og det er dårlig ledelse, hvis det er den stil, man kører."

Bo Netterstrøm ryster på hovedet af det mantra, der synes at herske i tiden: At det eneste, der er sikkert, er, at der sker forandringer. Han mener, det er et meget, meget dårligt mantra, fordi det signalerer usikkerhed. Som et eksempel på en god leder nævner han Irmas administrerende direktør Alfred Josefsen. Da han trådte til i 1999, var Irma på udryddelsens rand. Men så skar han ned på ændringstakten. Han indførte ikke nye ting, før medarbejderen ved kasse 2 var med på forandringen. Det har været med til at genskabe korpsånden, og i dag er Irma en god forretning.

"Den metode kan man også bruge til at skabe gejst og arbejdsglæde på en medicinsk afdeling," siger Bo Netterstrøm.

Ledelsens ansvar

Kirsten Holmboe, arbejdskonsulent i Dansk Sygeplejeråds amtskreds i Århus, ser de samme tegn på for mange og for voldsomme forandringer, som sygeplejersker oplever på arbejdspladsen.

"Den fart og de krav om fleksibilitet og rummelighed, der stilles til sygeplejersker i dag, kan alle ikke magte. Det betyder, at nogle bliver skubbet ud."

Hun mener, at arbejdspladsen skal være bedre til at forebygge stress og tage hånd om ansatte, som er stressede.

"Hvis vi skal fastholde medarbejdere, så er det nødvendigt, at arbejdspladsen kan rumme personale, som er belastet. Som f.eks. kommer til at græde. Og hvis en leder ved, at hun ikke kan rumme den slags, så skal hun sørge for, at andre kan hjælpe vedkommende," siger Kirsten Holmboe.

Men det er ikke nok, at arbejdspladsen bekymrer sig om den enkelte stressramte sygeplejerske. Den skal også være parat til at se indad og ændre et belastet arbejdsmiljø, mener hun.

"Jeg har set tilfælde, hvor arbejdspladsen har taget sig rigtig godt af en stresset sygeplejerske, men hvor man ikke har erkendt, at hun gik ned, fordi arbejdsbelastningen var for stor. Og da flere af hendes kolleger efterfølgende også gik ned, fastholdt arbejdspladsen, at arbejdsmiljøet var i orden. Det er så let for arbejdsgiveren at sige: Du passede ikke på dig selv."