Opgør med myten om den onde stedmor

Illustration: Bob Katzenelson

Artiklen henvender sig til sundhedsplejersker og sygeplejersker med kontakt til børnefamilier og er udsprunget af de fire forfatteres erfaringer med og interesse for familier, hvor den nybagte mor også er stedmor til sammenbragte børn. Artiklen er udarbejdet på baggrund af en litteraturgennemgang.

Ca. hvert tredje barn vil opleve, at de biologiske forældre bliver skilt eller flytter fra hinanden (1), og som sundhedsplejersker møder vi ofte familier, som består af dine, mine og vores børn samt biologiske forældre og stedforældre.

Når vi møder den nybagte mor i disse familier, oplever vi ofte, at det mest er de sammenbragte børn, stedmoren har brug for at tale om.

Vi hører meget stærke følelsesmæssige udtalelser om disse børn, der ikke er kvindens egne børn. For eksempel en udtalelse som "jeg kaster op over hans børn."

Stedmorrollen

Ordet stedmor bliver ofte forbundet med "den onde stedmor." En person, som er følelsesmæssigt kold og beregnende. I mange eventyr repræsenterer stedmoren den onde side af alle stedmødre, f.eks. i eventyret om Snehvide.

Vi har alligevel valgt at benytte ordet stedmor, da det gennem tiderne har været det mest brugte ord. Ordets oprindelse kan spores tilbage til oldhøjtysk (se boks 1). 

Som sundhedsplejersker arbejder vi naturligt med den nybagte mors forventninger til det at blive mor, men hvis der er sammenbragte børn i familien, arbejder vi almindeligvis mindre med, hvilke forventninger den nybagte mor har til sig selv som stedmor. Når vi skal kunne forstå og støtte stedmoren i samværet med stedbørn, således at sundhedsplejersken fremmer familiens trivsel og sundhed, er det vigtigt at have viden om og forståelse for, hvordan det er at være stedmor - set fra stedmorens synsvinkel. Vi besluttede derfor at undersøge, hvilke forventninger familien og samfundet har til en stedmor, og hvilke forventninger kvinden har til sig selv i rollen som stedmor. Hvad kan sundhedsplejersken gøre for at støtte stedmoren bedst muligt?

Vi har derfor studeret relevant litteratur om emnet og har sammenfattet de vigtigste budskaber i forhold til sundhedsplejerskens opgaver.

Ændrede familiemønstre

Baggrunden for de mange sammenbragte familier er, at der efter 2. verdenskrig er sket en revolution af familiemønstrene i de industrialiserede lande:

• Industrialismen har medført, at parterne i et ægteskab kan tage større hensyn til de følelsesmæssige aspekter end til familiens instrumentelle sider, idet familien ikke så ofte som før udgør en fælles produktionsenhed som f.eks. landbrug eller håndværkervirksomhed. Ægteparret er dermed ikke afhængige af hinandens faglige arbejdskraft.
• Kvindernes øgede deltagelse på arbejdsmarkedet har resulteret i rolle- og normændringer i familierne og forrykket magtbalancen. Kvinderne har fået mulighed for økonomisk uafhængighed af manden.
• Båndene til den øvrige slægt er ikke så stærke som tidligere, så den øvrige familie får ikke mulighed for at støtte ægteparret i krisesituationer.
• Individets frihed til at vælge partner og til at vælge at afslutte et dårligt ægteskab bliver mere fremtrædende op gennem 1960'erne og 70'erne. Det bliver socialt accepteret at blive skilt. Hvordan dette sker, er uvist. Om det er adfærden, der ændrer ideologierne eller omvendt, er svært at vurdere (3).

Skilsmisseprocenten har i det store og hele stabiliseret sig (1), og i dag værdsættes ægteskab og familieliv højere end tidligere, men samtidig stiller folk større forventninger til ægteskabet end tidligere. Som følge heraf ses der nu en stigende tendens til at gifte sig igen efter en skilsmisse (3).

Forventninger til stedmoren

I bogen "Børn på gule plader" siger Maria Poulsen, at man som stedmor ikke får kærlighed og tilbedelse fra børnene på samme måde, som biologiske mødre gør. Alligevel forventes det, at stedmoren går ind i den nye familie og yder som en mor, dvs. organiserer hverdagen og familiens sociale liv. Traditionelt er det oftere kvinderne, som lader familien gå forud for egne interesser, og dette forventer omgivelserne i mange tilfælde også. Stedmoren forventes at få hverdagslivet til at fungere uden dog at have den biologiske mors magt til at kunne bestemme og sætte grænser. Følelsesmæssigt skal kvinden kunne nedtone egne behov, beherske forelskelsens store udbrud, når børnene er til stede og "vinde" børnenes gunst hurtigst muligt.

Børnene er for det meste skeptiske eller afvisende, de skal have længere tid til at fordøje den nye situation og har det bedst med, at der bliver talt åbent om, at det er svært for alle. Når manden flytter ind sammen med kvinden og hendes børn, er forventningerne til det praktiske i dagligdagen ikke helt så fastlåste. Kvinderne har ofte svært ved at lade den nye partner indgå som opdrager på lige fod over for børnene (5).

Børn er kloge nok til, at de kun finder sig i at blive manipuleret med af voksne, de har tillid til og respekt for, og som de holder af. Familieterapeuten Jesper Juul mener, at det i langt de fleste tilfælde tager mellem tre og seks år for en stedmor (eller -far) at kvalificere sig til at være opdrager, men det betyder ikke, at man skal vente i årevis på at blive taget alvorligt som menneske. Det reelle spørgsmål er derfor aldrig, om det er den nye voksnes behov og grænser eller børnenes, der skal være gældende. Kunsten er altid at skaffe de bedst mulige betingelser for alle parter (2,5).

Stedmorens forventninger til sig selv

I bogen "Fars nye kæreste" giver en stedmor dette råd: "En ting er meget vigtig, og det er, at man ikke skal tro, at man kan gå ind og være mor. For man er ikke mor, man er stedmor. Ellers stiller man for høje krav til sig selv. Og så bliver man utilfreds med resultatet. Man har ikke samme intime, nære relation. Man kommer heller aldrig til at betyde lige så meget for barnet. Ja, for hvis du stiller krav til dig selv om, at du skal være som en mor, som jeg gjorde, eller som jeg og min mand gjorde - vi troede det var muligt - så bliver slaget så hårdt" (6:54).

Ofte ligger der en forventning både hos stedmoren selv og hos andre om, at hun skal være en altfavnende, varm morskikkelse, også over for andres børn. Det kan volde en del besvær, idet det er langt mere vanskeligt at arbejde for andres børn end for sine egne, da den gensidige respekt og grænseløse kærlighed mangler. I stedfamilien kan kvinden risikere at skulle yde uden hverken at blive respekteret eller elsket (6).

I forhold til nærvær og distance i stedfamilien havner stedmødrene ofte i et dilemma: At være "sted-" medfører en vis distance, mens det at være kvinde medfører det modsatte. Der kommer et dilemma mellem stedrollen og kvinderollen. Man kan ikke være distanceret og nærværende samtidig. I det dilemma bliver det at være kvinde styrende for, hvad den enkelte gør eller ikke gør. Der er en overensstemmelse mellem kvinderollen og morrollen, og det, at hun er kvinde, falder stærkere ud, end at hun er den biologiske forælders partner. For manden er der ikke på lignende måde modsætning mellem at være "sted-" og at være mand. Manderollen frembyder større valgfrihed - også til at fraskrive sig ansvar - end kvinderollen gør (6).

En kvinde fortæller om rollen på denne måde: "Jeg tager en svær opgave som stedforælder på mig præcis som med et adoptivbarn. Som stedmor går jeg ind i et stort, svært og forhåbentlig givende arbejde. Det er og bliver et sejt arbejde for barn og stedmor. Hvis man ser det sådan, kan man slippe lidt af med idealiseringen af den nye familie, som bare gør familiemedlemmerne endnu mere skuffede. Det bliver mere realistisk, og ud fra det kan der vokse alt muligt, bl.a. kærlighed. Stedmorrelationen bliver en meget anden relation og vil altid være det. Det har både stedmor og den rigtige mor brug for at vide og at være forberedt på" (6:192).

Nødvendige krav

Hvis barnet skal have mulighed for at frigøre sig, således at det kan nå frem til voksenlivet med kræfter og psykisk stabilitet til at vinde fodfæste i voksenlivet, er det afgørende, at det har nogen at frigøre sig fra. Forældrene må forsøge at være autoriteter for deres børn i den forstand, at de er bevidste om at skabe de følelsesmæssige rammer for børnene. Dette medfører, at de kræver noget af barnet i overensstemmelse med det udviklingstrin, som barnet er nået til, og at der er begrundet fornuft i de regler, som forældrene kræver bliver respekteret (8).

Det er vigtigt, at man er klar i sine signaler. Jesper Juul taler her om en sund selvoptagethed, der betyder, at man som voksen tager ansvar for sine egne følelser. Hvis man f.eks. er vred eller ked af det, så må man være åben og sige det til børnene, fortælle børnene, hvordan man har det. Hvis man kommer til at tale grimt om andre, så forklar børnene, hvad der foregår, siger Jesper Juul (5): "Hvis man skjuler sin selvoptagethed, giver det børnene skyldfølelse, de tror, at det er dem, der er noget i vejen med" (6:58).

Man kan ikke sammenligne den traditionelle kernefamilie med den sammenbragte familie. I den sammenbragte familie har begge forældre hver deres erfaring og står over for børn, som på hver deres måde allerede har arbejdet hårdt for at tilpasse sig to andre forældre og har levet op til deres forventninger, krav og normer. Barnet har måske mistet den nære kontakt til den forælder, der eksistentielt set har betydet mest for barnet (2). Det er derfor vigtigt at forberede barnet på den forandring, det står over for.

Enighed en umulighed

At kræve enighed i en familie med dine, mine og vores børn er dømt til at skabe problemer. Hver familie har levet med deres normer og retningslinjer, og børnene i de sammenbragte familier skal vænne sig til både nye roller i søskendehierarkiet og nye regler og rammer. Det betyder for den sammenbragte familie, at de voksne må bruge energi på at få formuleret de mere overordnede værdier for den nye familie, da det må antages, at de voksne mødes med forskellige værdier og normer (6).

Derudover er det meget vigtigt at vise barnet, at der også er positive følelser mellem de voksne, som barnet ikke har nogen del i eller ansvar for. Det er godt at passe parforholdet for at sørge for, at grundlaget for familien og børnenes opvækst er i orden. Dette grundlag er parforholdet (9,10). Også baggrundsfamiliernes støtte er vigtig. Bedsteforældre, søskende og andre i familien kan yde stor praktisk og psykisk støtte til både børn og voksne i den nye familie (6:174).

Den biologiske mors tilstedeværelse

I de beretninger, vi har mødt i litteraturen, har nogle stedmødre givet udtryk for, at de ville ønske, at den biologiske mor ikke eksisterede. Dette ønske udspringer til dels af, at det er svært for stedmoren hele tiden at blive konfronteret med farens tidligere relation til den biologiske mor. Det kan være svært nok endda for stedmoren at være sammen med deres barn, som er et produkt af deres fysiske forhold. Endvidere forestiller stedmoren sig, at hun kunne få bedre kontakt til barnet og vinde barnets kærlighed, hvis den biologiske mor ikke eksisterede (5,7). Ifølge Cornelia Sabelstrøm er det ikke gavnligt for stedmorens forhold til barnet, idet barnet i stedet idylliserer den biologiske mor, ofte i en grad, som virkeligheden ikke kan leve op til (6).

Når den biologiske mor eksisterer, aflaster hun derimod stedmoren, da den biologiske mor giver barnet det, som stedmoren ikke kan - eller vil - give barnet.

Der findes tre muligheder for stedmorrollen:

• at være eneste mor
• at være mor nummer to - parallelt med den biologiske mor
• at være ven med barnet uden afhængighed.

Stedmoren kan træffe det bevidste valg mellem at være mor nummer to eller være ven med barnet. Cornelia Sabelstrøm anbefaler det sidste, idet forventninger og krav til alle parter i familien her har størst mulighed for at forenes (6). Venskaber kræver finfølelse og respekt for hinandens grænser, og disse kvaliteter er det vigtigt som stedforældre at byde sin nye samlevers børn (6:84). Det er derved altid den voksne, som er ansvarlig for relationens kvalitet og må vise vejen frem.

Sundhedsplejerskens opgave

Selvom skilsmisseprocenten ikke er stigende, er der flere, der gifter sig igen efter en skilsmisse, og de sammenbragte familier repræsenterer derfor en stadigt større del af de familier, vi som sundhedsplejersker møder.

Vores arbejde med emnet har vist, at der er mange faktorer, der er vigtige for, at disse sammenbragte familier - med udgangspunkt i stedmorens position - kan få et godt forhold. Her kan sundhedsplejersken udgøre en vigtig rolle. For at fremme familiens sundhed og trivsel har det stor betydning, at sundhedsplejersken kan støtte stedmoren. Sundhedsplejersken skal kunne lytte og stille spørgsmål til de forventninger, kvinden har til at være stedmor, både rent praktisk og følelsesmæssigt. Sundhedsplejersken bør vise, at hun har viden om, at det kan være svært at være stedmor, når man selv bliver mor. Sundhedsplejersken hjælper stedmoren til at fjerne tabuet omkring dette ved at sætte ord på og legalisere følelserne og give stedmoren mulighed for at tale åbent om problemerne.

Stedmoren kan have brug for støtte til at acceptere, at hendes rolle over for stedbarnet aldrig bliver som den biologiske mors. Stedmoren skal støttes i at være ven med stedbarnet og lade de biologiske forældre have det overordnede ansvar for stedbarnet.

Ud over at sundhedsplejersker skal forbedre deres praksis, er det også nødvendigt, at andre professionelle, som er i berøring med de nye familiemønstre, ser kritisk på de traditionelle vejledninger og informationer i mødet med de sammenbragte familier. Det er stadig et tabubelagt emne at have negative følelser for stedbørn, og det, at det bliver mere legalt at tale om disse negative følelser, kan medføre, at vi får blødt op for begrebet "den onde stedmor." Kan vi som professionelle ikke møde stedmoren i disse følelser, er der en risiko for, at familierne svigtes, og tilliden ikke bliver skabt.  

  
Marianne Guldahl, Lis Boding, Lærke Olsen og Henriette Weberg er alle ansat i Greve Kommune.

Litteratur

1. Carlsen J og Høg, J. Stedblomster. 1. udgave. Viby J: JP Bøger; 2003.
2. Halse J. Det er børnene, der bliver skilt. Valby: Børns Vilkår; 2003; 1. udgave, 1. oplag.
3. Nygaard Christoffersen M. Familiens udvikling i det 20. århundrede. København: Socialforskningsinstituttet; 2004; 100-110.
4. Politikens etymologiske ordbog. København: Politikens Forlag A/S; 2001; 1. udgave.
5. Poulsen, M med efterskrift af Juul, J. Børn på gule plader. 1. udgave, 1. oplag. København: Politikens Forlag A/S; 2002.
6. Sabelstrøm, C. Fars nye kæreste.1. udgave, 1. oplag. København; Lindhardt og Ringhof; 2004.
7. Grubbe, K. Stedmor: Stedbørn - nej tak. Berlingske Tidende 2003; 25.10.03; 1. sektion, side 9.
8. Hansen, J. Stedmødre får tit hensynsbetændelse. Politiken; 2004; 10.07.03; 3. sektion, side 3.
9. Laneth, P. Forældreskabet er på vej til at overhale ægteskabet. Information; 2004;24.12.04; side 26.
10. Korsaa, F. Kære stedmor: Få far på banen. Politiken; 2004; 22.07.04; 2. sektion, side 5.