Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Forældre forsømmer at lusekæmme

Kam til sit hår. Forældre har for travlt til at kæmme deres børn ordentligt. Det er ikke kun "de udsatte familier," der har problemer med lusene, siger læge og sundhedsplejersker.

Sygeplejersken 2006 nr. 2, s. 14-15

Af:

Lars Flindt Pedersen, journalist

SY-2006-02-12b
F
oto: Søren Svendsen

Lusene rammer alle. Den gamle fordom om, at lus kun rammer børn fra fattige familier, holder ikke længere. Ifølge en læge og flere sundhedsplejersker, som Sygeplejersken har talt med, vælger lus ikke at bo efter indkomst.

Tværtimod ser sundhedsplejerskerne flere lus hos børn med travle forældre, der ikke har tid til at kæmme. Og det er et problem, da det er forældrene, der har ansvaret for at undersøge deres børn for lus og sørge for den nødvendige behandling.

Slået hjem i ludo

"Har man konstateret lus, skal man kæmme hver tredje dag i 14 dage. Finder man voksne lus undervejs i det forløb, er man slået hjem i ludo - så er det fjorten dage igen. Og det er minimum 45 minutter, hvis man vil være sikker på, at der ikke er flere lus tilbage. Der er det min erfaring, at det kan være svært for nogle familier at overkomme og finde tid til kæmningen. Det er i alle lag, at man støder på det problem - ikke kun i socialt udsatte familier," siger sundhedsplejerske i Farum Kommune, Hanne Lindhardt.

Problemet med den manglende kæmning er blevet meget større, efter at de fleste danske lus er blevet resistente over for de lusemidler, der er tilgængelige på markedet i dag. Det betyder, at kæmning i øjeblikket er det eneste effektive, men også meget tidskrævende middel mod lus.

Opsang til forældrene

"Folk er generelt ikke gode nok til at undersøge og kæmme deres børn. Der er simpelthen ikke tid nok i en travl hverdag. Har man fået konstateret lus, skal der kæmmes hver anden dag, hvis det skal være effektivt. Folk er usikre på, om kæmning er nok. Der er mange, der tror, at det skal understøttes af kemiske midler. Jeg hører også om mange mærkelige midler, som folk tyer til for at komme af med problemet - f.eks. "tea tree olie." Det er et problem, fordi børnene bliver ved med at kunne overføre lus til andre," siger overlæge i Københavns Kommune, Bente Hansen.

Også Elisabeth Milsgaard, der er sundhedsplejerske i Silkeborg Kommune, oplever, at det kniber gevaldigt med forældrenes tid til at kæmme.

"Vi har et slogan, der hedder "Fra kemi til kam." Vi anbefaler, at man gør det hver anden dag, hvis man har lus, men vi fornemmer, at det kan være svært for forældrene at bruge den nødvendige tid på kæmningen og gøre det rigtigt. Bl.a. derfor har vi for nylig lavet en ny vejledning til, hvordan man kæmmer rigtigt," siger Elisabeth Milsgaard.

Hos forældreorganisationen Skole og Samfund mener man, at opsangen til forældrene er på sin plads.

"Man får kun løst luseproblemet, hvis man prøver at komme det til livs, og det gør man ved, at man skal have fokus på det. Det er forældrenes ansvar at kæmme, og jeg tror, at sundhedsplejerskerne har ret i, at det rammer alle familier, fordi familierne i en travl hverdag ikke finder tiden til at kæmme. Og derfor mener jeg, at opsangen til forældrene er på sin plads," siger landsformand Thomas Damkjær Petersen fra Skole og Samfund. Han vil appellere til forældrene om at få afset tid til at kæmme hver weekend, så skolerne/institutionerne er lusefri mandag morgen.