Synspunkt: Vi skal tage demokratiet alvorligt

​	Hvad bliver de afgørende spørgsmål for de delegerede, når DSR-kongressen den 1.-2. marts 2006 skal beslutte sig for organisationens kommende struktur? For os er der ingen tvivl: demokrati og indflydelse. Det gælder om at vælge den strukturmodel, der bedst sikrer en organisation, der er ét med medlemmerne - og samtidig er handlekraftig i forhold til arbejdsgivere og sundhedspolitikerne. Derfor falder vores lod på storkredsmodellen. Demokrati er først og fremmest et spørgsmål om, hvilke muligheder medlemmerne har for at deltage i og øve indflydelse på organisationens arbejde. Langt de fleste tilkendegivelser fra medlemmer og organisationsvalgte har i den sammenhæng peget på nærhed som et afgørende parameter i den nye struktur, og det må vi tage alvorligt. Nærhed både i form af tilgængelighed: at man ikke skal bevæge sig i hundredvis af kilometer til sit fagforeningskontor til samtaler og til medlems- og TR-møder, kvartalsmøder m.v. Og nærhed i form af indsigt og viden hos de DSR-ansatte om vilkår og kultur netop på den enkelte arbejdsplads. Storkredsmodellen organiserer sig tættest muligt på medlemmer og arbejdspladser og giver dermed de bedste muligheder for løbende dialog. Dertil kommer, at antallet af politisk valgte, der jo har det opsøgende og udgående arbejde som deres primære arbejdsfelt, er så formindsket i regionsmodellen, at det i sig selv vil minimere demokratiet. I debatten fremhæves det ofte, at regionsmodellen vil give den mest slagkraftige organisation i forhold til arbejdsgiverne på sygehusområdet: de nye regioner, idet der kun vil være én bestyrelse i hver region. At et samarbejde mellem to eller evt. tre bestyrelser i en
​Nina Bardram
​
​Gert Petersen

region skulle være en hindring for handlekraft, er vi absolut ikke enige i. Vores organisatoriske erfaring i DSR gennem mange år siger os, at det afgørende er, om man i det politiske arbejde er i stand til at mestre kvalificerede afklarende og besluttende processer både internt og i forhold til samarbejdspartnere og interessenter. ​

Politik skabes ikke over natten, men er resultat af et vedholdende analyserende og konkret benarbejde. Sådan har vi ageret i DSR i mange år, og selvfølgelig kan vi fortsætte med det.

Man kan i virkeligheden vende argumentet på hovedet: Skal man kunne fremtræde med kvalificerede krav og bud på den sundhedspolitiske udvikling i en region, gælder det da netop om, at man med input fra de meget forskellige arbejdspladser i regionen kan favne både forskellighed og fælleshed.
Endelig er et afgørende argument for vores valg af storkredsmodellen som det bedste bud på en ny DSR-struktur, at den tager højde for det vigtige samspil, der ikke mindst fremover bliver mellem den sekundære og den primære sundhedssektor. Storkredsmodellen giver os mulighed for bedst muligt at fortsætte det vigtige arbejde med at præge udviklingen af et sammenhængende sundhedsvæsen og tale borgernes og patienternes sag i form af det sammenhængende patientforløb.

Både arbejdsmarkedsforskere, politiske analytikere og kommunale chefer har jo desuden peget på, at regionerne i virkeligheden måske bare bliver en overgangsorganisering, og at sundhedsvæsenet dermed i et lidt længere fremtidsperspektiv bliver ganske anderledes organiseret, end det er i dag. Med beslutningerne på kongressen i marts skulle vi gerne beslutte os for en fremtidssikret organisering af DSR.

Nina Bardram og Gert Petersen er næstformænd i DSR Århus amtskreds.