Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Akutte indlæggelser forhindret

Artiklen henvender sig til hjemmesygeplejersker og visitatorer med interesse for forebyggelse af akutte indlæggelser. Hovedbudskabet er, at en tværfaglig og tværsektoriel indsats har minimeret antallet af unødige akutte indlæggelser. Artiklen udspringer af projekt "Tværsektorielt Team" i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Sygeplejersken 2007 nr. 12, s. 43-43

Af:

Helle Petersen, sygeplejerske,

Bodil Sejtved, sygeplejerske,

Regitze Melton, sygeplejerske

Almindelig aldersforandring kan i forbindelse med akut sygdom føre til unødvendige akutte indlæggelser. En akut indlæggelse kan have store konsekvenser for den ældre, bl.a. fald i den ældre borgers fysiske og psykiske funktionsniveau, som det efterfølgende kan være svært at rette op på. En koordineret tværfaglig og tværsektoriel indsats over for borgere, hvor indlæggelse ellers var eneste mulighed, vil i nogle tilfælde kunne forhindre indlæggelse og i andre tilfælde betyde, at en akut indlæggelse kan ændres til en elektiv indlæggelse direkte på en geriatrisk afdeling.

Projekt "Tværsektorielt Team"

Sundhedscentret i Lyngby-Taarbæk Kommune har derfor etableret et projekt for borgere over 65 år, der går ud på at undgå unødige akutte indlæggelser. Projektet kaldes "Tværsektorielt Team" og består af en geriater fra Gentofte Hospital samt visitatorer fra Lyngby-Taarbæk Kommune. Borgere, der er over 65 år og bosat i Lyngby-Taarbæk Kommune, kan deltage i projektet. Det er den ældres praktiserende læge, der henviser til projektet efter henvendelse fra hjemmeplejen, pårørende eller andre. Inden for to hverdagsdøgn efter henvendelsen aflægger teamet et besøg hos borgeren.

Ved besøget deltager geriateren, visitator, borgeren og evt. pårørende og/eller hjemmeplejen. Under besøget bliver det vurderet, om der kan iværksættes behandlings- eller plejemæssige tiltag for at optimere den hjemlige situation, således at borgeren kan forblive i eget hjem og evt. afvente en planlagt indlæggelse. Hjælpeforanstaltningerne kan eksempelvis være øget hjemmehjælp, hjemmesygepleje, hjælpemidler, træningsophold, aktivitetscenter eller levering af mad. Lægen undersøger og regulerer medicinen og kan henvise til yderligere udredning.

Professionel vurdering i egne omgivelser

Borgere, der henvises til projektet, har mange fordele. De kan forblive i egne omgivelser og samtidig blive vurderet lægeligt af en geriater og sygeplejefagligt af visitationssygeplejersken, der har stor viden om de kommunale tilbud. Sammen med borgeren gennemgås borgerens fysiske, psykiske og sociale situation, og teamet kan iværksætte pleje og behandling hurtigt.

Hvis borgeren alligevel - eller senere - indlægges på Geriatrisk afdeling, kender geriateren både borgeren og de hjemlige forhold, hvilket har betydning for et relevant behandlingsforløb. Udskrivelsen kan planlægges under hensyntagen til de specielle forhold, der gør sig gældende for netop denne borger, hvorved indlæggelsestiden kan afkortes.

Ved at undgå akutte hospitalsindlæggelser opnås endvidere en bedre økonomi i Lyngby-Taarbæk Kommune, der i henhold til kommunalreformen skal medfinansiere alle hospitalsindlæggelser. Derudover kan der ofte spares hjemmebesøg med hospitalets ergoterapeuter, fordi borgerens hjemlige forhold allerede er gennemgået og justeret i forhold til behovene.

Tilfredshed med ordningen

I det halve år projektet har eksisteret, har 20 borgere deltaget. Tre af disse er blevet planlagt indlagt på geriatrisk afdeling, 11 er blevet ambulant udredt, 10 har i en periode fået udvidet hjemmehjælpen, syv har fået et kommunalt genoptræningstilbud, og fem har fået bevilliget hjælpemidler, der har optimeret forholdene i hjemmet. Ingen af de henviste klienter er blevet indlagt akut.

Borgerne og deres pårørende har generelt udtalt tilfredshed med ordningen. De har været trygge ved at forblive i eget hjem med øget kommunal foranstaltning i kombination med, at de er blevet lægeligt vurderet og undersøgt og evt. afventer yderligere ambulante undersøgelser eller planlagt indlæggelse.

Helle Petersen, Bodil Sejtved og Regitze Melton er alle ansat som visitatorer i Lyngby-Taarbæk Kommune.

For yderligere information om projektet kan der rettes henvendelse til projektleder Helle Petersen.