Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

De gamle vil ikke dø på hospitalet

Det sidste hjem. De ældre kan godt lide den familiære stemning på det såkaldte gruppehjem Zelkova, men for en enkelt er fællesskabet for meget. For lederen er den største udfordring, at der mangler personale til at passe de døende ældre.

Sygeplejersken 2007 nr. 16, s. 22-23

Af:

Britta Søndergaard, journalist

1607-23-02-283-årige Kiyoe Yagachi bor på et såkaldt group home, fordi hun ikke kan klare sig alene i hjemmet. Foto: Per Bodner

83-årige Kiyoe Yagachi tøffer rundt i fællesstuen iført blå jerseybukser og en pyjamasbluse, mens fladskærmen på væggen viser en japansk sæbeopera. Vi er i den hesteskoformede bygning i et villakvarter i udkanten af Yokohama, der udgør det såkaldte "group home" Zelkova. Her passer 14 plejere de 18 beboere. Et group home er en slags plejehjem for ældre med lettere geriatriske lidelser. De særligt plejekrævende ældre passes derimod på et egentligt plejehjem, et såkaldt nursing home.

Det første gruppehjem startede efter svensk inspiration for 10 år siden, og i dag er der mellem 8.000 og 9.000 af den slags institutioner over hele Japan.

Stemningen i fællesstuen er familiær. En plejer sætter curler i håret på en ældre. En anden beboer får ordnet sine ører.

Den kun halvanden meter høje Kiyoe Yagachi pjatter med plejepersonalet. Hun har boet på hjemmet i tre år og flyttede ind, fordi hun ikke kunne klare sig i sit eget hjem på grund af tiltagende demens. Hun har et lille værelse, hvis eneste møbler er en seng og et lille skab. Fællesrummet deler hun med de otte øvrige beboere i hendes fløj. Hun går tur en gang om dagen, tager på udflugter, og ligesom plejehjemmets øvrige beboere elsker hun at bruge hjemmets særlige japanske fællesbad med 42 grader varmt vand.

"Det er dejligt at bo her. Maden er god, og plejerne er søde," fortæller en anden af beboerne den 83-årige Kiku Sagitani, der som flere andre beboere deltager i madlavningen.

Ikke alle er dog lige begejstrede for det tætte fællesskab. En 77-årig mand sidder alene ved et bord i et hjørne af stuen af fællesrummet og ser misfornøjet ud. Han har boet her et år og fortæller, at han gerne vil tilbage til sin gamle lejlighed.

1607-23-05-2Stemningen i fællesstuen er familiær. De ældre ser fjernsyn, får ordnet hår, drikker kaffe og snakker med plejerne. Foto: Per Bodner

Mangler privatliv

Lederen af hjemmet, Tuskata Akito, forklarer, at den ældre mand har mange konflikter med de andre. Deres måde at spise på irriterer ham, og han sidder derfor altid for sig selv.

"For nogle af de ældre er gruppehjemmet med meget lidt privatliv ikke det rigtige. Vi prøver at hjælpe de ældre til rette, så godt vi kan, men overgangen fra eget hjem til en institution kan være vanskelig," siger han.

Generelt mener Tuskata Akito, at gruppehjemmet er en god løsning for svagelige ældre, som har svært ved at klare sig selv og ikke kan blive passet af familien.

Men en stor udfordring presser sig på for Zelkova og mange andre japanske ældreinstitutioner: manglen på plejepersonale. Personalet på Zelkova er for en stor dels vedkommende tidligere husmødre, der har taget en kort plejeuddannelse. De må nøjes med en løn på omkring 8.000 kr. om måneden.

"Lønnen gør det svært at tiltrække personale," forklarer Tuskata Akito. Som leder af institutionen har han et stort ønske for fremtiden. Han vil gerne kunne tilbyde døende bedre forhold:

"Vi ville gerne have, at de gamle kunne drage deres sidste suk her. Det er hårdt at skulle dø i en hospitalsseng, men det er desværre virkeligheden for mange, for personaleressourcerne rækker ikke til at passe døende."