Intet menneskeligt må være dig fremmed

Foto: Poul Erik Bilstrup

Eva Kjeldgaard er en af de omkring 18.000 personer, der tilbyder frivilligt arbejde gennem Dansk Røde Kors. Hun er 67 år, bor i Nykøbing Mors og er sygeplejerske - og vågekone. Det sidste beror i meget høj grad på hendes baggrund som sygeplejerske.

"Med al respekt for, at folk gerne vil yde en indsats som frivillige på mange felter, så er det en stor fordel, at man kender sygehuse, plejehjem og hjemmesygeplejen indefra som sygeplejerske eller sygehjælper, når man arbejder som vågekone. Det handler meget om erfaring - også livserfaring," siger Eva Kjeldgaard.

Hun er en af det dusin sygeplejersker og sygehjælpere i Morsøs "vågekonekorps," som blev etableret i 2005. Planerne om et korps af vågekoner, der kunne støtte døende, deres pårørende og samtidig hjælpe de sundhedsprofessionelle, var dog nogle år ældre.

"Vi er en gruppe på 10 sygeplejersker, der mødes regelmæssigt, og vi havde talt om, at det kunne være dejligt at gøre en indsats som vågekone, selv om vi er holdt op med den aktive sygepleje," siger Eva Kjeldgaard.

"Vi er det meget omtalte grå guld, som her bliver brugt på en god måde. Ingen bliver sorteper. I første række hjælper vi den døende, vi aflaster de pårørende, hvis der er pårørende, og kommunen har naturligvis også fordel af vores arbejde. Jeg kan kun opfordre andre til at etablere noget tilsvarende.

At tage uddannelsen som sygeplejerske er det bedste, jeg har gjort for mig selv. Det bliver en del af én selv. Man er aldrig tidligere sygeplejerske. Man er sygeplejerske!"

Det varierer en del, hvor ofte Eva Kjeld-gaard bliver kaldt ud. Vagterne er på tre timer.

Er det aldrig belastende at være hos døende? Eva Kjeldgaard svarer:

"Jeg har som vågekone kun mødt mennesker, der var parate til at dø, så det har ikke været belastende for mig. Det bliver aldrig en vane at møde døden, men jeg tror, at man alligevel kan vænne sig lidt til den. Det er klart, at den sidste vej mod døden er en højtidelig stund, og at den er fyldt af mange følelser. Kontakten til den døende er ofte sparsom. Men i og med, at hørelsen ofte er bevaret hos den døende, kan vi som vågekoner alligevel godt komme med beroligende ord. Ofte er der ingen pårørende, og så er det jo vigtigt, at der er en vågekone, der kan holde den døende i hånden.

Det er langt værre, når man som sygeplejerske står over for børn, der skal dø. Det har jeg oplevet på en røntgenafdeling, og det er svært."

Eva Kjeldgaard blev uddannet sygeplejerske i 1961. Hun måtte holde op med arbejdet som sygeplejerske tidligere, end hun ønskede, på grund af nedslidning. Undervejs i karrieren var hun også "privatsygeplejerske" hos et ældre ægtepar i Klampenborg. Det var familielægens vurdering, at manden var døende, og at tidshorisonten formentlig var nogle få måneder. Eva Kjeldgaard stod for både social-mental pleje og madlavning, og den ældre mand livede så meget op, at han levede i endnu tre år. Derpå tog Eva Kjeldgaard sig i de følgende seks år af hans enke, som blev 94 år

Eva Kjeldgaard har for længst forberedt sin egen død: "Det er rart at have talt med mine børn om, hvad der skal ske, når jeg dør. Jeg har udvalgt min egen gravplads og sørget for, at der er mange blomsterløg. Allerede for tyve år siden har jeg pakket min "sorte boks," med det, der skal bruges, når jeg dør."

Og Eva Kjeldgaard er fortrøstningsfuld om, at der vil være nogen, der holder hende i hånden, når døden nærmer sig.

"Jeg tror på, at mine børn og at sundhedspersonalet vil være der. Og så tror jeg på, at Vorherre tager hånd om mig. Det har han allerede gjort flere gange.

Min tro gør det nok også lettere for mig, når nogen dør, for jeg er overbevist om, at de nok skal få det godt. Og så følger jeg også den gamle skik med at lukke vinduet op hos den døde en kort stund, så sjælen kan komme ud.

Jeg tænker ofte på oversygeplejerske frk. Emma Møller på Skive Sygehus' medicinske afdeling, hvor jeg fik min praktiske elevuddannelse. Hun sagde altid: "Intet menneskeligt må være dig fremmed." Og døden er jo i høj grad menneskelig."