Vi skal give os tid til omsorg

Norika Kosuge er leder af  hjemmesygeplejen i forstaden Kitasenju i udkanten af Tokyo. Som leder mærker hun, at det er svært at skaffe sygeplejersker i Japan. Foto: Per Bodner

I et rodet kontor på første sal sidder den 32-årige sygeplejerske Chieko Ito og udfylder et papirskema. Den terminale cancerpatient, hun passede fra morgenstunden, er for syg til at ligge på den traditionelle stråmåtte på gulvet, og Chieko Ito har derfor brugt formiddagen på at skaffe en hospitalsseng. Formiddagens anden patient har hun måttet overgive til en kollega. Nu har hun to patienter tilbage, som hun skal nå ud til inden kl. 17.20.

Klokken er lidt over et på Kitasenju Visiting Nursing Service Station i en af de fattigere forstæder i udkanten af Tokyo. I et hjørne ligger stabler af bleer, og den trange plads betyder, at sorte mapper med patienternes journaler er stablet op i bunker på gulvet under bordene. Det tætpakkede lokale med brune filttæpper fungerer både som kombineret
computerrum, frokoststue og mødelokale. De trange forhold smitter tilsyneladende ikke af på humøret.

"Jeg arbejdede på et hospital før, men jeg kom ikke nær så tæt på patienterne som her. En af de ting, der gør mig glad ved mit arbejde, er, at jeg kan se patienternes lykkelige ansigt, når jeg går," forklarer Chieko Ito, der er ugift, bor hos sine forældre og har været sygeplejerske i 11 år.

Pressede medicinske afdelinger

39-årige Norika Kosuge er leder på Kitasenju Visiting Nursing Service Station. Hun er en lille væver kvinde med et bestemt blik i øjnene og en effektiv udstråling. I modsætning til de fleste japanere taler Norika Kosuge glimrende engelsk, og i foråret var hun på studiebesøg i Svendborg for at lære om dansk ældrepleje.

"Egentlig vil jeg hellere ud til de ældre end at være leder. Jeg kan godt lide at have med gamle mennesker at gøre," forklarer Norika Kusuge, der stadig passer patienter et par gange om ugen.

32-årige Chieko Ito ses til højre i billedet sammen med en kollega i en frokostpause. Chieko Ito har været sygeplejerske i 11 år og er ugift. Stadigt flere japanske kvinder lever som singler, fordi de har svært ved at kombinere familie- og arbejdsliv i et land, hvor over halvdelen af mændene er på job mindst 12 timer om dagen. Foto: Per Bodner

Kitasenju Visiting Nursing Service Station er en af de 5.300 visiting nursing service stations i Japan. Stationens ni fuldtidsansatte sygeplejersker og fire halvtidsansatte betjener 100 ældre. De udfører sygepleje og hjælper med personlig hygiejne i de tilfælde.

Men ifølge Norika Kosuge er der brug for mindst en sygeplejerske mere. Det er bare svært at skaffe.

"Vi kan mærke, at de medicinske afdelinger er under stigende pres. Derfor udskriver de patienterne tidligere og tidligere, og det giver os ekstra arbejde," forklarer Norika Kosuge.

Sengeliggende i to år

Klokken er halv to, da Norika Kosuge cykler gennem forstadens snævre gader i rask tempo. Første stop er hos en 86-årig sengeliggende kvinde, der bor sammen med sin søn.

Norika Kosuge låser sig ind i det lille rækkehus med stråmåtter på gulvene og gulnede tapeter. En smal gang fører hen til den lille stue på under 12 kvadratmeter. I det tætpakkede rum med en støvet vægreol, tv og et buddhistisk alter på væggen ligger en karseklippet hvidhåret kvinde i en hospitalsseng.

Kvinden har været sengeliggende i flere år på grund af alvorlige hjerte- og lungeproblemer og komplikationer efter en maveoperation. Hun sover det meste af tiden.

"Det er godt, min mor kan være hjemme og ikke skal være på et hospital," fortæller hendes søn, der er førtidspensioneret på grund af en psykisk lidelse. Han passer sin mor om natten. Men indimellem bliver det hele for meget, og så ringer han til sygeplejerskerne og klager sin nød.

Norika Kosuge vasker den sovende kvinde, tager temperatur, måler blodtryk, giver hende sondemad og hjælper hende af med afføringen. Efter halvanden time er besøget slut.

Handicappede i Japan blev traditionelt gemt af vejen, men holdningen er ved at ændre sig. 78-årige Emiko Hiramitsu er lænket til sengen på grund af en neurologisk lidelse, men et par gange om ugen kommer hun i byen med sin hjælper. Foto: Per Bodner

Handicappede isolerer sig

Næste patient er den 78-årige Emiko Hiramitsu. Hun har været handicappet siden teenageårene og er lænket til sengen på grund af en neurologisk lidelse. Men tre gange om ugen kommer hun ud af huset med sin hjælper.

Norika Kosuge går straks hen til hende og bøjer sit hoved over hendes ansigt, så de har øjenkontakt.

"Hvordan går det i dag?" "Fint," svarer Emiko Hiramitsu med en hæs hvisken. Hun får fremstammet, hvor dejligt det var, at hun tidligere på ugen kunne komme ud i byen for at købe blommer.

Norika Kosuge fortæller, at sygeplejerskerne godt kan lide at komme hos den handicappede kvinde, fordi hun har et positivt livssyn:

"Flere af de handicappede, vi passer, lever meget isoleret og vil ikke gå ud. De gemmer sig. Synet på handicappede er ved at ændre sig i Japan. Folk ser ikke ned på dem på samme måde som før. Det er mere de handicappede selv, som føler, at de ikke kan gå ud."

I køkkenet er en hjemmehjælper fra et privat firma ved at vaske op. Emiko Hiramitsu har både hjemmehjælp og sygeplejerske flere gange om dagen. Badeværelset er bygget om, og dørene er gjort bredere, så hun kan komme omkring med en kørestol.

Udgifterne til pleje dækkes for 90 procents vedkommende af den private plejeforsikring. De sidste 10 pct. betaler patienten selv. Det er derfor ikke usædvanligt, at japanere betaler op til 10.000 kr. om måneden for intensiv pleje og pasning på deres gamle dage. Men i Japan er der tradition for at spare op til alderdommen, og japanerne er det folk i verden, der har den største private opsparing pr. indbygger.

"Min mor forærede mig huset i sin tid, og jeg har fået pension fra staten, så jeg mangler ikke noget," forklarer Emiko Hiramitsu.

Klokken nærmer sig 17.20. Sygeplejerskens arbejdsdag er officielt forbi, og Norika Kosuge skal hjem til sine tre børn på halvandet, fire og syv år. Alligevel bliver hun et kvarter længere. Der er lige et par ting, hun skal have vendt med den handicappede kvinde.

"Vi kan godt være pressede. Specielt hvis nogle af kollegerne er syge, så må vi få hjælp af sygeplejerskerne fra en anden hjemmesygepleje i nærheden. Men jeg gør meget ud af at fortælle mine medarbejdere, at de skal give sig god tid. Klienterne må aldrig mærke, hvis personalet er stresset. Vi skal give os tid til omsorg."